Spring til indhold

Udenrigsministeriet vil engagere flere danskere i verdens bæredygtige udvikling med nyt medie

Udenrigsministeriet har igangsat en større gentænkning af Danidas kommunikationsindsatser og støtteordninger med henblik på at sikre større engagement i udviklingssamarbejdet fra en bredere andel af befolkningen.

Udenrigsministeriet har igangsat en større gentænkning af Danidas kommunikationsindsatser og støtteordninger med henblik på at sikre større engagement i udviklingssamarbejdet fra en bredere andel af befolkningen. Derfor åbner ministeriet nu for, at alle interesserede non-profit aktører kan komme med forslag – via et såkaldt call for proposals - til et medie, der kan engagere danskerne i verdens bæredygtige udvikling. Det nye medie træder i stedet for Magasinet 360°, som Udenrigsministeriet fra 2021 ikke længere udgiver.

I den forbindelse udtaler udviklingsminister Flemming Møller Mortensen:

”Jeg er rigtig glad for, at vi i dag skyder processen i gang med at finde en afløser for Magasinet 360°. Danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet vokser for første gang i flere år - især hos de unge er FN’s Verdensmål for alvor slået igennem. Det er en utrolig positiv udvikling, som vi skal bygge videre på. Vi skal blive bedre til at skabe engagement og nå ud til de danskere, der ikke kender til eller har erfaring med udviklingssamarbejdet. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer af idéer til at forme og drive et nyt, innovativt medie. Det skal gøre os klogere på og engagere os alle sammen i verdens bæredygtige udvikling og Danmarks rolle.”

Call’et kan søges af en non-profit aktør eller af et konsortium. Der er deadline for interessetilkendegivelse d. 31. maj 2021.

Læs Call for proposals her

Del af større gentænkning

Ud over Magasinet 360° omfatter gentænkningen også støttepuljerne Danidas Oplysningspulje, Rejsestipendiater og Verdensbillede-legatet samt ordningen Genbrug til Syd, der skal i udbud i 2021.

Derudover forsætter Danida sin oplysning på Danida Facebook og Instagram samt via de Danida-støttede partnere Verdensbedstenyheder.dk og Danwatch.dk.

For yderligere information kontakt presserådgiver Julie Hannibal på +4529453768


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk