Spring til indhold

Nødpulje til lukningstruede aktiviteter i udviklingslandene

Nødpulje til udviklingsaktiviteter truet af lukning pga. COVID-19. Puljen skal gøre det muligt at søge om kompensation for nedgang i midler indsamlet eller rejst i Danmark, som ellers var tiltænkt eksisterende eller planlagte aktiviteter i udviklingslandene.

Nødpuljen skal sikre, at eksisterende eller planlagte lukningstruede udviklingsaktiviteter kan køre videre. Danske organisationer kan søge tilskud under nødpuljen til eksisterende eller allerede planlagte aktiviteter i udviklingslandene, som ellers ikke kan gennemføres, fordi organisationerne ikke har kunnet indsamle eller på anden vis rejse finansiering i Danmark på niveau med tidligere år på grund af COVID-19 nedlukningen.

Tilskud under puljen gives som følge af, at midlerne til aktiviteterne ikke ellers kan rejses via andre kompensationsordninger mv., og at der er tale om et konkret behov som følge af COVID-19.

Ansøgningsfrist: 15 november 2020.

Ansøgningsskema udfyldes på UM.dk via følgende link: Ansøgningsskema til Nødpulje.

Såfremt det elektroniske ansøgningsskema ikke fungerer efter hensigten, udfyldes Bilag 2: Ansøgningsskema, hvorefter ansøgningen sendes som samlet pakke til hcenoedpulje@um.dk.

Se nedenstående retningslinjer for hjælp til ansøgningsproces, såvel som bilag til brug i ansøgningsprocessen.

Spørgsmål til ordningen såvel som ansøgningsproces kan rettes til hcenoedpulje@um.dk.

 

Spørgsmål og svar til ordningen

Spørgsmål: Vores organisation administrerer et større antal mindre projekter, alle med budgetter på under DKK 500.000. Alle projekter ligger i samme region og har samme fokusområde. I dette tilfælde, vil vi kunne lave én samlet ansøgning, der inkluderer alle de mindre projekter, eller er det nødvendigt at udarbejde og indsende en særskilt ansøgning for hver af de mindre projekter?

Svar: Såfremt flere mindre projekter ligger i samme region og har samme fokusområde vurderer Udenrigsministeriet, at indsatserne kan opfattes som hørende under et samlet program, samt at det er muligt at samle projekterne i én samlet ansøgning. Retningslinjerne tager højde for dette ved, at definerer at ”aktiviteter der vedrører samme indsats […] skal inkluderes i samme ansøgning”.

Spørgsmål: Såfremt flere mindre projekter samles i én samlet ansøgning grundet at alle projekter vedrører samme indsats, kan vi så lægge budgetterne sammen og kun medsende ét samlet budget for alle aktiviteterne?

Svar: Da projekterne kan samles til én ansøgning, bør budgetterne præsenteres i et samlet budget, der opsummerer de eksisterende underliggende budgetter. Til dette bør I anvende det budgetformat I allerede har anvendt til de eksisterende budgetter for de eksisterende aktiviteter. I bør samtidig inkludere alle budgetterne for de enkelte projekter i separate faner i excel og fremsende dem som samlet bilag.

Spørgsmål: Det budget, der skal vedlægges ansøgningen, er det et budget, der tager højde for og inkluderer det beløb vi ansøger om, eller skal vi blot anvende vores normale budget som den ansøgte kompensation skal gå til at dække?

Svar: I skal anvende jeres allerede eksisterende budgetter og budgetformater.

Spørgsmål: Grundet at vi er en mindre organisation med få fastansatte, frygter vi at ”gå tabt” mellem de store organisationers ansøgninger. Vil det være sikrere for os kun at ansøge om et beløb op til DKK 500.000, da vi så vil blive dømt ud fra vores individuelle ansøgning og ikke skal sammenlignes med store organisationer? Dog opfylder vi alle krav til at kunne søge mere end 500.000 kr. Så bør vi ansøge et mindre beløb eller bør vi ansøge det reelle beløb vi er berettiget til?

Svar: Vi anbefaler at I ansøger om det fulde beløb. Andre organisationers ansøgninger vil ikke påvirke jeres mulighed for at modtage kompensation. I og såfremt at Udenrigsministeriet modtager ansøgninger, der overstiger rammen på 50 mio. kr., vil alle ansøgninger på over DKK 500.000 blive reduceret med den samme procentsats. Dette gøres for at muliggøre kompensation til flest muligt.

Justeringer til retningslinjer på baggrund af høring

Høringssvar 1: Et flertal af høringssvarene omhandlede problematikker vedrørende manglende vejledning om aktiviteter, som organisationerne samfinansierer med institutionelle donorer såsom FN, EU, USAID mfl.

Justering: De nye retningslinjer afspejler muligheden for at ansøge om midler til samfinansierede projekter, hvor organisationen kan påvise, at aktiviteterne ikke tilstrækkeligt kan realiseres grundet nedgang i organisationens indtægtsgenererende aktiviteter.

Høringssvar 2: Lukningstruede aktiviteter bør forstås i bred forstand.

Justering 1: Retningslinjerne justeres således, at i tilfælde hvor organisationerne har været nødsaget til at anvende egenfinansiering for at tilpasse allerede eksisterende projekter til den nye COVID-19-virkelighed, gives der støttes i det omfang, at aktiviteten kan realiseres på lignende niveau som planlagt.

Justering 2: Retningslinjerne justeres således, at nødpuljen også kan yde støtte til aktiviteter, der endnu ikke er påbegyndt i og såfremt at aktiviteten var planlagt og kontraktuelt forpligtet inden COVID-19-nedlunkningerne, og hvor det ikke har været muligt for organisationen at indsamle eller rejse midler i Danmark til at finansiere aktiviteten.

Høringssvar 3: Kompensationsperioden bør udvides.

Justering: Ansøgningsfristen ændres fra 1. november 2020 til 15. november 2020 for at imødekomme mulighed for at indsamle dokumentation for hele kompensationsperioden fra 11. marts 2020 – 31. oktober 2020. Kompensationsperioden fastholdes.

 

Bemærkninger fra høring, der ikke imødekommes

Høringssvar 1: Indsamlede midler anvendt på katastrofer under kompensationsperioden bør også medtages som kompensationsberettiget aktivitet under Nødpuljen.

Grundlag: Definitionen på lukningstruet aktivitet i udviklingslandene i relation til nærværende pulje inkluderer ikke udfordringer relateret til akutte kriser forårsaget af andet end COVID-19. I stedet skal aktiviteten være igangværende eller planlagt. Udenrigsministeriet har i forvejen relevante instrumenter til at sikre respons på akutte humanitære behov.

Høringssvar 2: Forenklet ansøgningskrav for ansøgninger mellem DKK 25.000 og DKK 500.000.

Grundlag: Krav fastholdes for at sikre at kravene om effektiv tilskudsforvaltning imødekommes.

Høringssvar 3: Nedgang i indsamlede og indtjente midler for danske organisationer bør også gælde midler indtjent af den daske organisation i udlandet.

Grundlag: Intentionen med nødpuljen er at den regeringspåbudte nedlukning i Danmark risikerede at koste organisationerne indtægter, de havde planlagt skulle finansiere udviklingsaktiviteter. Derfor fastoldes kravet om at puljen udelukkende kompenserer nedgang i midler indsamlet eller på anden vis rejst i Danmark.


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: +45 33 92 00 00
um@um.dk