Spring til indhold

Invitation til ansøgning om Børnenes U-landskalenderprojekt i 2022

18.12.2020  09:46
Hvor skal Børnenes U-landskalender hen i 2022? Har din organisation en god idé til et projekt, som gavner børn i syd og kan formidles til danske børn, så send os en kort interessetilkendegivelse. Overskuddet fra salget af U-landskalenderen 2022 vil gå til det udvalgte projekt.

Hvad er Børnenes U-landskalender?
Børnenes U-landskalender er et stærkt udviklings-, engagements- og fundraisingsamarbejde mellem DR,  Udenrigsministeriet/Danida og en udvalgt dansk civilsamfundsorganisation. Når danske børn eller deres forældre op til jul køber U-landskalenderen, går overskuddet fra salget til et projekt for børn i et udviklingsland. U-landskalenderprojektet er administreret af en dansk civilsamfundsorganisation. 

DR Ramasjang producerer programmer om årets land med deres kendte værter og formater som omdrejningspunkt. Programmerne er blandt de mest populære i november måned og en helt unik mulighed for at nå bredt ud i danske børnefamilier. 

Udenrigsministeriet/Danida producerer et omfattende undervisningsmateriale med en skønlitterær børnebog, som tager udgangspunkt i børneliv i årets land, samt et mangefaceteret online undervisningsunivers. Mere end 150.000 indskolings- og mellemtrinselever arbejder med materialerene hvert år – ofte i flere uger. 

Fortællingen om årets U-landskalenderprojekt, om organisationen bag og om årets land er omdrejningspunktet for kommunikationen, i DR-programmerne, undervisningsmaterialet, lågekalenderen og i markedsføringen af U-landskalenderen på tværs af kanaler.

Se: www.u-landskalender.dk

Hvem kan søge og hvordan?
Alle danske civilsamfundsorganisationer med erfaring i at gennemføre udviklings- og/eller humanitære projekter kan søge om at få U-landskalenderprojektet. Der lægges også vægt på kapacitet til at understøtte planlægning og gennemførelse af oplysningsindsatserne og organisationens engagement og villighed til at indgå i aktivt samarbejdet med Udenrigsministeriet og DR om i fællesskab at skabe det stærkeste projekt.

I første omgang skal organisationen indsende en interessetilkendegivelse.  Interessetilkendegivelsen skal:

  • max fylde fem A4-sider
  • omfatte en beskrivelse af projektidéen og målet for aktiviteterne (forandringsteori), herunder:
    - Kort beskrivelse projektet og den lokale kontekst
    - Målgruppe for projektaktiviteterne i Syd 
    - Projektets relevans for opfyldelsen af verdensmålene
    - Målsætninger og forventede resultater 
    - Samarbejde med lokale og evt. internationale partnere
    - Sikkerhedssituationen (er det muligt for film- og forfatterhold at rejse i projektområdet og i andre dele af landet?)
  • omfatte overordnede idéer til formidlingsindsats samt en beskrivelse af, hvordan organisationen vil tilrettelægge arbejdet med oplysningsindsatsen, herunder bogholdets og DRs arbejde og rejse.
  • indeholde et foreløbigt budget

Projektaktiviteterne i udvalgte land skal iværksættes fra begyndelsen af 2023. Varighed kan variere alt efter hvilken type projekt, der udvælges.  

Overskuddet fra salget af U-landskalenderen har i de seneste år ligget på mellem 2 og 4 mio. kr. Herudover støtter Udenrigsministeriet/Danida med yderligere midler, så den samlede budgetramme er på 8-10 mio. kr. 

Udenrigsministeriets og DR har igangsat en udviklingsproces med det formål at styrke og fremtidssikre de forskellige dele af Børnenes U-landskalender, og det arbejde forventes organisationen at indgå aktivt i.  

Læs om U-landskalenderen og se oversigten over tidligere års projekter her: Børnenes U-landskalender er skoletema, kalender-hygge og masser af spændende TV | Børnenes U-landskalender 2020 (u-landskalender.dk) 

Hvad skal der til for at få U-landskalenderprojektet?
U-landskalenderprojektet er både et udviklingsprojekt og et engagements- og fundraisingprojekt. Netop fordi det bliver så eksponeret i kommunikationssammenhæng, er det væsentligt, at projektet kan kommunikeres på en forståelig og engagerende måde til målgrupper, der ikke har særligt kendskab til udviklingssamarbejdet; ligesom det er afgørende, at projektet i lokal sammenhæng er relevant og har udviklingsmæssig tyngde. Dertil kommer, at det har stor betydning, at effekten af projektet kan dokumenteres, og at projektet efter gennemførelse har skabt grundlaget for yderligere udvikling og fremskridt.  

Der vil ved udvælgelsen af projektet for 2022 blive lagt vægt på, at:

  • projektet har en solid og overbevisende forandringsteori (det er sandsynliggjort, at de forventede resultater kan opnås, og at de kommer udsatte og eller marginaliserede grupper til gavn i det udvalgte land)
  • projektet gennemføres i ligeværdigt partnerskab med lokalt forankrede civilsamfundsorganisationer
  • resultaterne af indsatsen kan dokumenteres
  • projektet forholder sig aktivt til ét eller flere af verdensmålene, også i kommunikationen
  • projektets formål, titel og aktiviteter er umiddelbart forståelige for voksne danskere uden forudgående kendskab til udviklingssamarbejdet
  • projektet kan kommunikeres, så det er forståeligt og engagerende for danske børn og giver dem en vedkommende, interessant og gerne anderledes fortælling om børns hverdag i et udviklingsland – samtidig med at de forstår, hvordan de støtter børnene ved at købe U-landskalenderen.

I forhold til det foreslående land vil der bl.a. blive lagt vægt på, at:  

  • Danmark har udviklingspolitiske eller humanitære indsatser i det pågældende land. 
  • Der er en rimelig variation over tid i de udvalgte lande for så vidt angår de regioner og kontinenter, som landene repræsenterer. Fordelingen bør afspejle tyngden af de danske udviklingspolitiske interesser i de pågældende regioner og kontinenter. I 2020 og 2021 er projektlandene hhv. Etiopien og Kenya.
  • Det er sandsynliggjort, at det er praktisk og sikkerhedsmæssigt fuldt muligt for film- og forfatterhold at rejse i dele af landet, der kan illustrere selve projektet, men også i enkelte andre interessante dele af landet. Se UMs rejsevejledninger her: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger

Yderligere krav til projektet
Projektet skal have en selvstændig karakter – det vil sige, at det skal være afgrænset fra allerede eksisterende projekter. U-landskalenderprojektet kan godt være en forgrening eller en knopskydning på et allerede eksisterende projekt eller program, eller det kan være et helt nyetableret projekt. Det afgørende er, at projektet indholdsmæssigt og økonomisk kan afgrænses som ”U-landskalenderprojektet”.
 
Da oplysningsindsatsen har stor vægt, kan der undtagelsesvist anvendes op til max. 10 pct. af projektbudgettet hertil, men det afhænger af organisationens præferencer og kapacitet på området.

Formidling om projektet og årets land
Både i markedsføringen, på låge-julekalenderen og i Udenrigsministeriets/Danidas undervisningsmateriale indgår information om projektet, hvad overskuddet fra kalender-salget går til, og om forholdene generelt i det land, hvor projektet finder sted. Den primære målgruppe for oplysningsarbejdet er danske børn i alderen 5-12 år; den sekundære er lærere, forældre og bedsteforældre.

Oplysningsindsatsen omkring Børnenes U-landskalender er omfattende, mangesidet og justeres løbende, så den både indholds- og formmæssigt når målgrupperne bedst muligt. Ud over at fortælle om årets organisation og om årets projekt, skal de forskellige materialer også tegne et bredere billede af landet, f.eks. dagliglivet og de fysiske rammer, typiske forhold og pligter for børn samt vigtige kulturelle og naturmæssige forhold. 

Derfor tilstræbes det, at den konkrete idé-udvikling til organisationens egne dele af kommunikationsindsatsen sker i et samarbejde mellem parterne på et senere tidspunkt i processen, når projektet er udvalgt – og at de prioriteres ud fra, hvad der netop dette år er mest behov for i helheden. Organisationen skal derfor i interessetilkendegivelsen blot skitsere overordnede formidlingsidéer, og hvordan disse flugter med og understøtter de øvrige kommunikationsaktiviteter. 

Forventningerne til organisationen i forbindelse med formidlings- og engagementsindsatsen:

  • Organisationen skal være indstillet på at samarbejde og koordinere tæt med DR og Udenrigsministeriet i forberedelsen af film, undervisningsmateriale og al anden kommunikation. 
  • Årets organisation forventes at stille de relevante personlige og tidsmæssige ressourcer til rådighed i både researchfasen og i forberedelse og gennemførelse af produktionsrejser for holdet bag undervisningsmaterialerne (”bogholdet”) og DR’s filmhold. Der er erfaringsmæssigt brug for at afsætte én primær projektleder, der bruger det meste af sin tid på projektet fra efterår 2021 til efterår 2022.
  • Researchfasen fra sommer 2021 til forår 2022: Forfatteren til årets elevbog, redaktørerne af undervisningsmaterialet og DR’s redaktører/filmhold skal klædes på med viden om årets projekt og om livet, naturforhold og kultur i årets land mere generelt.  Organisationen må derfor give adgang til personer med indgående kendskab til landet.
  • Planlægning og gennemførelse af rejserne: Organisationen forventes at bistå med både planlægning og gennemførelse af rejserne, så DR’s og Udenrigsministeriets/Danidas hold får så gode vilkår som muligt for at formidle fra landet. I planlægningsfasen gælder dette at bistå med at lægge en rejserute, hvor der på forhånd er truffet de nødvendige, lokale aftaler, skaffet nødvendige tilladelser, booket ophold m.v. Under bogholdets rejse skal organisationen stå for at arrangere lokal transport samt at der er en tolk og lokal rådgiver/guide til rådighed for holdet. Alle udgifter til bogholdets rejse, herunder overnatninger, forplejning, særlige entréer el. lign. samt til lokal transport dækkes af Udenrigsministeriet. Eventuelle lønudgifter til lokal rådgiver/guide skal dog indgå i organisationens budget. DR afholder egne udgifter. Der er tale om én rejse for bogholdet i første kvartal af 2022 og 1-2 separate rejser for DR i første halvår af 2022 Alle af 2-3 ugers varighed.
  • Organisationen bidrager med kommunikations- og engagementsaktiviteter om U-landskalenderensom kan skabe folkeligt engagement og forståelse for projektet hos den danske målgruppe.
  • Organisationen tilrettelægger sin egen formidlingsindsats, så den bedst muligt supplerer de aktiviteter, Udenrigsministeriet/Danida gennemfører. Dvs. undervisningsmateriale til 1.-5. klassetrin, webunivers på u-landskalender.dk samt presseaktiviteter omkring lanceringen af U-landskalenderen 2022 (oktober-november). Særligt ses det gerne, at organisationen gennem sit kontaktnet bidrager til undervisningsmaterialet med kreative/kunstneriske aktiviteter og lege/bevægelse med udgangspunkt i årets projekt og land. Organisationen kan også bidrage med andre skolerettede aktiviteter. Op til og i forbindelse med lanceringen ses meget gerne presse-, kommunikations og engagementsaktiviteter, der bredt profilerer årets projekt og U-landskalenderen.
  • Organisationen følger fortsat projektet i de følgende fem år efter projektperiodens udløb og skal efter aftale sende status m.m. om projektet til U-landskalenderens informationsplatforme som Facebook, nyhedsbreve og webside.  

Tidsplan
Interessetilkendegivelsen skal indsendes elektronisk til Udenrigsministeriet ([email protected]) med kopi til Kontoret for Humanitære indsatser, Civilsamfund og Engagement ([email protected]) og være ministeriet i hænde fredag den 12. februar 2021

Kontoret for Humanitære indsatser, Civilsamfund og Engagement (HCE) vil udvælge et eller flere af forslagene med henblik på, at organisationen/organisationerne udarbejder en egentlig projektansøgning. Denne ansøgning skal følge retningslinjerne for støtte til enkeltprojekter (Enkeltprojekter (um.dk)). Den egentlige projektansøgning skal være Udenrigsministeriet i hænde fredag den 7. maj 2021.

Yderligere oplysninger kan fås hos: 
Kontoret for Humanitære Indsatser, Civilsamfund og Engagement (HCE), Mille Døllner Fjeldsted, [email protected], tlf. 33 92 0951(Projektansøgning) og Ditte Vagn Madsen, [email protected], tlf. 33 92 00 55 (Formidlingsindsats)