Spring til indhold

Danmark giver 150 mio. kr. til humanitære og udviklingsindsatser i det centrale Sahel

21.12.2020  10:26
For at afhjælpe en af verdens mest alvorlige humanitære kriser giver Danmark nu 150 mio. kr. til humanitære og udviklingsindsatser i det centrale Sahel. Pengene bliver kanaliseret gennem danske NGO’er, og målet er at udvikle holdbare løsninger til de berørte befolkningsgrupper, herunder ikke mindst unge, piger og kvinder.

Den humanitære situation i det centrale Sahel – Burkina Faso, Mali og Niger – er hjerteskærende og dybt foruroligende. I alle tre lande omfatter kriserne nu et hidtil uset niveau af væbnet vold, usikkerhed og fordrivelse. Tusinder af civile er dræbt, og 1,9 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem. Samtidig er fødevareusikkerhed og menneskerettighedskrænkelser, herunder seksuel og kønsbaseret vold, hastigt stigende, og behovet for akut humanitær bistand vokser med foruroligende hast. 

Som reaktion på den komplekse fordrivelseskrise og den forværrede humanitære situation i det centrale Sahel afgav Danmark på en dansk ledet humanitær donorkonference den 20. oktober et tilsagn om 150 mio. kr. til en ansøgningsrunde blandt danske civilsamfundsorganisationer. Med et fokus på fordrivelse skal midlerne styrke langsigtede humanitære indsatser og udvikle holdbare løsninger til de berørte befolkningsgrupper, herunder piger og kvinder.
De 150 mio. kr. gives til følgende NGO’ers humanitære og udviklingsindsatser:

  • PlanBørnefonden – 39 mio. kr. til en indsats, der skal bidrage til fødevaresikkerhed og indkomstskabende aktiviteter, beskyttelse mod seksuel og kønsbaseret vold, samt unges adgang til uddannelse i Burkina Faso.
  • Dansk Flygtningehjælp – 39 mio. kr. til en indsats, der skal fremme fødevaresikkerhed og indkomstskabende aktiviteter samt styrke adgangen til basale serviceydelser gennem nationale systemer og sociale sikkerhedsnet i Burkina Faso, Mali og Niger.
  • Dansk Røde Kors – 36 mio. kr. til en indsats, der skal fremme fødevaresikkerhed og adgangen til sundhedsydelser (herunder psykosocial støtte) samt fremme genopbygning og modstandskraft i Mali og Niger.
  • CARE Danmark – 36 mio. kr. til en indsats, der skal styrke fødevaresikkerhed og klimavenligt landbrug samt engagere kvinder og unge i konfliktforebyggelse og fredsskabende aktiviteter i Burkina Faso, Mali og Niger. 

I vurderingen af de enkelte ansøgninger har der været lagt vægt på lokalt ejerskab, et klart fokus på de mest sårbare grupper – flygtninge, internt fordrevne og værtssamfund samt unge, piger og kvinder – og balancen mellem akut nødhjælp og mere langsigtede løsninger. 

Bidragene understøtter særligt opfyldelsen af verdensmål 1 (afskaf fattigdom), 2 (stop sult), 5 (ligestilling mellem kønnene) og 16 (fred, retfærdighed og stærke institutioner). 

Læs mere om ansøgningsrunden her: Call on Responding to humanitarian needs in a long-term perspective in the Central Sahel