Spring til indhold

90 millioner kroner til Syriens ofre

15.03.2015  06:03

Den danske regering bevilger 90 millioner kroner til ofrene for krisen i Syrien, der i dag går ind i sit femte år.

”Det er en umådelig trist mærkedag for syrerne og for verdenssamfundet, der ikke har formået at få sat en stopper for krigen og befolkningens urimelige lidelser," siger Mogens Jensen. 

Størstedelen af den nye danske bevilling går til at hjælpe inde i Syrien.

”Folk inde i Syrien lever under kummerlige kår, uden adgang til bolig, mad og drikke, og de dør af basale sygdomme, da næsten al offentlig infrastruktur er brudt sammen. Så længe, der ikke kan findes en politisk løsning, er der kun en ting at gøre, og det er at hjælpe de civile, der før krigen levede almindelige familieliv, men hvis liv nu er flået i stumper og stykker,” siger Mogens Jensen. 

Ministeren har netop haft en samtale med FN’s vice-generalsekretær Jan Eliasson.

”Jeg talte i denne uge med FN’s vice-generalsekretær, Jan Eliasson, om behovet for at presse yderligere på over for det syriske regime, så vi kan få nødhjælp frem til de 7-8 millioner syrere, der er drevet på flugt og fanget inde i Syrien. De kan ikke komme ud på grund af kamphandlinger, og fordi nabolandene har lukket de fleste af grænseovergange på grund af det enorme flygtningepres," siger Mogens Jensen.

De 50 millioner kroner går til danske nødhjælpsorganisationer, der er til stede i Syrien eller arbejder gennem lokale partnere, og som dermed har adgang til nødlidende i svært tilgængelige områder eller i belejrede bydele.

Bevillingen er en opfølgning på ministeren beslutning i februar om at prioritere ekstra midler til danske humanitære organisationers indsatser i Syrien og nabolandene.

De resterende 40 millioner kroner går til Verdensfødevareprogrammet, WFP (15 mio. kr.), FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR (15 mio. kr.) og FN’s Befolkningsfond, UNFPA (10 mio. kr.).

”Til trods for de meget svære betingelser med at få nødhjælpen frem inde i Syrien, så har FN formået at uddele fødevarerationer til 3,4 millioner mennesker – alene i januar måned – og FN’s Befolkningsfond hjalp i samme måned omkring 500 kvinder i Syrien gennem komplicerede fødsler," fremhæver Mogens Jensen. 

Med den seneste bevilling har Danmark siden krisens start ydet næsten en milliard kroner i humanitær støtte til ofrene i Syrien og i nærområderne, som eksempelvis dækker mad og vand, sikker indkvartering, lægebehandling og medicin til kronisk syge og uddannelse.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975