Spring til indhold

Ændrede rejsevejledninger pr. 14. august 2021

13.08.2021  16:16
Udenrigsministeriet opdaterer ugentligt rejsevejledningerne for EU- og Schengenlandene på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut. Nedenfor er et overblik over, hvad der er gældende fra lørdag den 14. august kl. 16.

Overblik over ændringer i rejsevejledninger gældende fra lørdag den 14. august kl. 16:

Lande og regioner i EU/Schengen:

Følgende lande og regioner ændres til gul

Gule lande:

Italien (undtagen de grønne regioner nedenfor)

 

Gule regioner:

Schweiz: Bern, Freiburg, Solothurn, Aargau, St. Gallen, Thurgau og Zug

Grønne regioner i gule lande

 

Italien: Piemonte, Aostadalen, Ligurien, Lombardiet, Abruzzo, Molise, Campania, Puglien, Bolzano, Trento og Friuli-Venezia Giulia

 

 

Lande og regioner uden for EU/Schengen:

 

Følgende lande og regioner ændres fra rød

til orange

Orange lande:

Argentina, Botswana, Colombia, Cuba, Costa Rica, Eswatiny, Fiji, Irak, Iran, Malaysia, Mozambique, Lesotho, Libyen, Zambia, Malawi, Sydafrika, Tunesien, Zimbabwe, Rusland, Panama og Namibia

 

Orange regioner:

Storbritannien: England, Nordirland og Skotland

Se et samlet kort over rejsevejledningerne for lande og regioner i EU og Schengenområdet. Farverne vedrører først og fremmest rejsende, der endnu ikke er færdigvaccinerede eller tidligere smittede. For de fleste lande gælder således særlige regler for bl.a. erhvervsrejsende, færdigvaccinerede og deres medrejsende børn samt tidligere smittede. Læs mere her om gode råd og regler ved rejser til udlandet.

Den røde sikkerhedsventil deaktiveres for alle tredjelande
Den nationale COVID-19 taskforce for rejserestriktioner har besluttet at deaktivere den røde sikkerhedsventil for alle nuværende røde lande og regioner. Det betyder, at alle nuværende 21 røde lande og de tre selvstyreregioner i Storbritannien (England, Skotland og Nordirland) bliver orange i stedet for rød med virkning fra lørdag den 14. august kl. 16.

Taskforcens beslutning skyldes, at deltavarianten er blevet dominerende både i Danmark og globalt og således nu har udkonkurreret de øvrige virusvarianter (beta og gamma), som ikke længere af sundhedsmyndighederne vurderes særligt bekymrende ift. at sikre epidemikontrollen i Danmark. Samtidig er størstedelen af den danske befolkning fuldt vaccineret, og vaccinen har god effektivitet mod deltavarianten, især mod alvorlig sygdom.

Selvom den røde sikkerhedsventil nu deaktiveres for en række lande, der ikke længere er underlagt det mest restriktive rejseregime, så er ventilen ikke nedlagt. Taskforcen vil fortsat overvåge smitteudviklingen tæt og kan beslutte at gøre lande elle regioner røde igen, hvis der fremkommer nye bekymrende virusvarianter, der fx bryder gennem vaccinen, men også hvis der sker akut eller voldsom stigende smitte fra særlige lande eller regioner, som truer epidemikontrollen i Danmark. Der kan således blive reageret hurtigt, hvis det vurderes nødvendigt. Samtidig vil taskforcen den kommende tid have øget fokus på særlige tilfælde af import af smitte fra udlandet mhp. at reagere, hvis det vurderes nødvendigt.

Selvom mange lande skifter fra rød til orange, vil der for disse lande fortsat gælde skærpede rejserestriktioner, og Udenrigsministeriet vil fraråde ikke-nødvendige rejser til landene.

 Der vil gælde krav om anerkendelsesværdigt formål for indrejse, men udlændinge kan nu komme til Danmark på fx forretningsrejser, studieophold og familiebesøg. Derudover vil der gælde krav om test og isolation for ikke-vaccinerede.

Vær fortsat opmærksom på smitte i udlandet

Der er fortsat risiko for smitte med COVID-19 i hele verden, og inden for Europa er der stigende smitte i flere lande. Uanset hvor man rejser i verden - også i grønne og gule områder inden for EU og Schengen – er det derfor fortsat også vigtigt at huske de gode vaner som afstand, håndsprit og mundbind. Man bør også planlægge, hvordan man kan håndtere en evt. situation, hvor man skal i isolation eller måske hospitalsindlægges, samt hvordan man i det hele taget kan minimere risikoen for at blive smittet.

Nyttige links

Du kan læse mere om det europæiske coronapas her. 

Her er adgang til alle Udenrigsministeriets rejsevejledninger. 

Du kan læse mere om kravene til test og isolation ved indrejse til Danmark her.

Information om smittesituationen i EU og Schengenlandene kan findes på https://coronasmitte.dk/smittesituationeuropa

Få et samlet overblik over den danske model for rejserestriktioner i dette faktaark.

Har du yderligere spørgsmål?
Borgere opfordres generelt til at orientere sig på de anførte hjemmesider, inden der over-vejes telefonisk kontakt.

  • Borgere, som har behov for akut rådgivning ift. kritiske situationer under ophold i udlandet, opfordres til at kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på bbb@um.dk eller +45 33921112.
  • Spørgsmål om anerkendelsesværdige formål for indrejse eller transit i Danmark rettes til Politiets hotline på +45 70206044 (åbningstider på coronasmitte.dk)
  • Spørgsmål om coronavirus, vaccination, test, isolation, og anvendelse af coronapas rettes til myndighedernes fælles coronahotline på +45 70200233 (alle dage kl. 6-24)
  • Spørgsmål om den nye coronapas app herunder teknisk support rettes til sundhed.dk på +45 32420303 (alle dage kl. 7-22).Udenrigsministeriet har etableret en webbaseret hotline for virksomheder.