Spring til indhold

Udenrigsminister Villy Søvndal og europaminister Nicolai Wammen om valget i Georgien

02.10.2012  15:33
Parlamentsvalget i Georgien den 1. oktober resulterede i en sejr for oppositionskoalitionen Georgian Dream. Lederen af regeringspartiet, præsident Saakashvili, har erkendt nederlaget. De internationale observatører noterede sig en fremgang i gennemførelsen af valghandlingen, om end der fortsat blev konstateret visse mangler i forhold til internationale standarder.

Udenrigsminister Villy Søvndal udtaler:

”Valget i Georgien er et vigtigt skridt for det georgiske demokrati. Den siddende regering har accepteret et nederlag ved valgurnerne. Det er en vigtig test for et demokrati, og det vil jeg gerne ønske det georgiske folk tillykke med. Der hviler nu et stort ansvar på lederne af både regeringspartiet og oppositionen til at respektere valgresultatet og engagere sig i et konstruktivt demokratisk samarbejde i det ny parlament. Jeg håber, at det ny georgiske parlament vil bidrage til at rette op på de uregelmæssigheder, der desværre også karakteriserede valget.”

Europaminister Nicolai Wammen udtaler:

”Valget i går bekræfter, at Georgien er kommet langt på den europæiske vej. Gennemførelsen af demokratiske valg er en helt afgørende forudsætning for landets fortsatte tilknytning til Europa. Det er mit håb, at det ny flertal i parlamentet vil fastholde landet på reformsporet og arbejde for Georgiens fortsatte tilnærmelse til EU og andre vestlige institutioner.”

Den foreløbige rapport om valget fra de internationale observatører kan læses her: http://www.osce.org/odihr/elections/94593

For yderligere information kontakt:
Jean Ellermann-Kingombe 25 26 76 06