Spring til indhold

EU får nyt værktøj i kampen mod menneskerettighedskrænkelser 

07.12.2020  15:46
Mandag den 7. december 2020 vedtages retsakterne til etablering af et globalt EU-sanktionsregime mod alvorlige menneskerettighedskrænkelser. 

Regimet er en væsentlig styrkelse af EU's værdipolitiske værktøjskasse og er et markant nyt redskab, der gør det muligt for EU at reagere effektivt på alvorlige menneskerettighedskrænkelser. EU vil med det nye regime kunne gribe ind over for de ansvarlige aktører af menneskerettighedskrænkelser med en hastighed, relevans og globalt omfang, der ikke har været mulig.

Med sanktionsregimet kan der iværksættes målrettede restriktive foranstaltninger i form af indefrysning af midler, indrejseforbud og samhandelsforbud over for personer, grupper og enheder i tredjelande, der er ansvarlige for alvorlige menneskerettighedskrænkelser i tredjelande. Sanktionsregimet vil komplementere eksisterende ’geografiske’ sanktionsregimer, hvor det ligeledes er muligt at indføre restriktive foranstaltninger for krænkelser af menneskerettighederne. Til forskel herfra vil det nye sanktionsregime finde global anvendelse og vil således kunne anvendes i tilfælde af alvorlige menneskerettighedskrænkelser, uden at der først vil skulle etableres et nyt geografisk regime. 

Der er tale om det fjerde tematiske EU-sanktionsregime i tillæg til de eksisterende sanktionsregimer mod spredning og brug af kemiske våben, terrorbekæmpelse og cyberangreb. 

Danmark har helt fra begyndelsen været blandt de drivende kræfter bag initiativet, som oprindeligt blev initieret af Nederlandene i efteråret 2018. Den politiske enighed om at igangsætte arbejdet blev opnået på EU’s udenrigsministermøde i december 2019. Et år senere står rammerne for det nye sanktionsregime klar og med vedtagelsen af retsakterne mandag den 7. december 2020 kan arbejdet med at udrulle regimet således begynde.