Spring til indhold

Europæisk naboskab i bevægelse

05.10.2012  15:25
Udviklingsminister Christian Friis Bach og europaminister Nicolai Wammen sender i dag et forslag til en ny strategi for det danske naboskabsprogram 2013-17 i høring.
Udviklingsminister Christian Friis Bach og europaminister Nicolai Wammen sender i dag et forslag til en ny strategi for det danske naboskabsprogram 2013-17 i høring. Frist for bemærkninger er den 22. oktober 2012 kl. 12.

Udviklingsministeren udtaler i forbindelse med høringen:
”Naboskabsprogrammets målsætning er at fremme åbne demokratiske retssamfund baseret på en stabil politisk og økonomisk udvikling i EUs nabolande. Naboskabsprogrammet skal bidrage til at undgå nye skillelinjer mellem EU og dets naboer, og således understøtte Danmarks udenrigspolitiske prioritering om et fredeligt og stabilt Europa i fremgang. Jeg håber, at den offentlige høring vil bidrage til, at vi kan fastholde det brede politiske og folkelige engagement, som har kendetegnet vores bistand til de østlige naboer siden murens fald.”

Europaministeren udtaler i forbindelse med høringen:
”Det er vigtigt at sikre god sammenhæng mellem politik og udviklingssamarbejde. Den nye naboskabsstrategi vil bidrage til at understøtte et styrket dansk politisk fokus på Balkan. Vi vil arbejde for at fremme de nødvendige, men også vanskelige reformer i regionen og skubbe på for en løsning af politiske barrierer for landenes tilnærmelse til EU. Det kræver både, at vi fører en aktiv og klog politik, og at vi har vilje til at støtte den rigtige udvikling helt konkret.”

For yderligere information kontakt
Jean-Charles Ellermann-Kingombe, tlf.nr.: 2526 7606, e-mail: jeakin@um.dk