Spring til indhold

I år kan du komme på Folkemødet hjemmefra

18.06.2021  09:45

I år kan du se med fysisk fra pladsen såvel som online fra din have, stue, sommerhus eller badetur. Læs mere om de spændende events her i artiklen - og tune ind på linket her for at se med: 

Verdensmålenes Plads - Følg med live den 17.-19. juni | Folkemødet (folkemoedet.dk) 

I år deltager både udenrigsministeren og udviklingsministeren, og Udenrigsministeriet medfinansierer  Verdensmålenes Plads, hvor vi sammen med en masse partnere bidrager med et spændende program lørdag d. 19. juni. 

Fordi man i år kan streame med fra hele kloden rundt, har Folkemødet mange flere engelsksprogede arrangementer på programmet en normalt. Blandt andet har ambassaden i Nairobi arbejdet hårdt for, at 25 seje SDG-pionerer fra Kenya kan deltage og bidrage til samtalerne om, hvordan vi når de 17 verdensmål. 

Også andre ambassader i Afrika bidrager til Folkemødet: fem ambassader har i en case-competition udfordret danske og afrikanske studerende på løsninger, der sikrer danske udviklingspolitiske prioriteter herunder verdensmålene. 

Og så sætter Udenrigsministeriet handling på ordene om at nå verdensmålene! Mange nye samarbejder er nemlig med til at sætte skub på udviklingen. Et af dem består af unge kokkeelever fra Campus Bornholm og Zealand Business College, som op til Folkemødet har udviklet særligt bæredygtige retter. Lørdag den 19. maj kåres en vinder af udviklingsministeren, World Food Programme og kokke fra restauranten NOMY i Kenya. 

I en anden boldgade kommer Folkemødet også til at handle om demokrati, rettigheder og teknologi, når vi lørdag morgen præsenterer det nye danske Demokratiinitiativ, som tager kampen for basale rettigheder, der er under pres verden over. 

Skal du også se med? Det kan du gøre ved at følge Verdensmålenes Plads på Facebook og deltage i de events, der interesserer dig – find dem her: https://www.facebook.com/Verdensmaalenes.Plads/events/

Du kan også bare tune ind i livestreamen: Verdensmålenes Plads - Følg med live den 17.-19. juni | Folkemødet (folkemoedet.dk) 

_____________

Vil du se med, når udenrigs- og udviklingsministeren deltager på Verdensmålenes Plads lørdag den 19. juni? Vi lister arrangementerne med livestream links her:

Klokken 09.00 til 09:45: Demokrati under pres - sammen om global digital ansvarlighed

Hvordan sikrer vi, at digitale teknologier understøtter og ikke undergraver demokrati og rettigheder? - Det spørgsmål vender udenrigsminister Jeppe Kofod på i selskab med Kirsten Brosbøl, direktør 2030beyond og Marie Gad, chef ved Global Udvikling. Ministeren vil fortælle om det nye demokratiinitiativ til at sætte spot på, at rettigheder og demokrati er under pres globalt. 

Livestream-link: https://folkemoedet.dk/events/2021/06/19/demokrati-under-pres-sammen-om-global-digital-ansvarlighed/ 

Klokken 13.00 til 13.45 (på engelsk): Build Back Better Kenya 

Diskussion om muligheder og udfordringer for at udvikle bedre i Kenya -  Fem kenyanske SDG-pionerer, den danske minister for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen, og professor Jeffrey Sachs diskuterer nye muligheder og udfordringer for at opbygge bedre generelt og mere specifikt i Kenya. Deltag i samtalen og få inspiration til, hvordan du kan bidrage til en mere bæredygtig verden efter COVID-19.

Livestream-link: https://folkemoedet.dk/events/2021/06/19/build-back-better-kenya/


Klokken 14.00 til 14.45: 
En investering i vores natur er en investering i vores fremtid

Hvordan stopper vi tabet af biodiversitet i løbet af det næste årti? Forud for en global biodiversitetskonference i oktober, sætter Verdensnaturfonden (WWF) Danmarks indsats for natur og biodiversitet på dagsordnen med miljøministeren og udviklingsministeren, som præsenterer hovedlinjerne i Danmarks nye udviklingspolitiske strategi med fokus på klima, natur og miljø.

Livestream-link: En investering i vores natur, en investering i vores fremtid | Folkemødet (folkemoedet.dk)

Klokken 15.00 til 15.45 (på engelsk): 2030Challenge – Global contest for the SDGs

Afrikanske og danske studerende samles for at samarbejde om løsninger til Verdensmålene  - 2030Challenge - Africa er en case konkurrence for danske og afrikanske universitetsstuderende, som skal engagere dem i problemstillinger, der udspringer af Danmarks udviklingspolitiske prioriteter og verdensmålene. Det arrangeres af CBS og OIKOS studenterorganisation og Udenrigsministeriet, hvor danske ambassader i Afrika stiller med cases, som skal løses af studerende fra danske og afrikanske universiteter. Juryen består af udviklingsministeren, CBS professor i bæredygtig innovation og entreprenørskab Kristian Jepsen, Marie Louise Pollmann-Larsen, Project Manager, DTU Skylab og repræsentanter fra deltagende ambassader.

Livestream-link: https://folkemoedet.dk/events/2021/06/19/kicking-off-the-2030-challenge-global-contest-for-the-sdgs/

Klokken 17.00 til 17.45: 
Kokkeelever dyster om fremtidens bæredygtige mad

I en verden, hvor vi producerer mad nok til at brødføde alle, går 690 millioner mennesker stadig sultne i seng. Det er et paradoks, som det internationale samfund har forpligtet sig til at ændre med verdensmålene om at stoppe sult og underernæring samt sikre bæredygtige fødevaresystemer. 

På Bornholm tager studerende fra ernærings- og kokkeuddannelsen nu teten på at udvikle deres bud på fremtidens bæredygtige mad. 15 elever fra Campus Bornholm og Zealand Business College deltager i en dyst om at skabe et bæredygtigt og næringsrigt måltid på baggrund af den ernæring, der findes i en humanitær nødhjælpspakke og lokale råvarer. Lørdag den 19. maj kåres en vinder af udviklingsministeren, World Food Programme og kokke fra restauranten NOMY i Kenya. 

Livestream-link: https://folkemoedet.dk/events/2021/06/19/elever-dyster-om-fremtidens-baeredygtige-mad/ 

Klokken 18.00 til 18.45: Protestbevægelsers globale forandringskraft i den digitale tidsalder

Hvordan kan Danmark støtte op om globale protestbevægelser og aktivisters rettigheder?
Vi lever i en tid med globale masseprotester uden fortilfælde i hyppighed og størrelse. Arrangementet her sætter fokus på den store forandringskraft som protestbevægelser udgør, men også på de strategier, som fredelige demonstranter oplever at skulle kæmpe mod. Vi har vidnesbyrd fra Myanmar og Belarus og spørger også udviklingsministeren og eksperter i feltet, hvordan teknologi kan bruges bedre til at styrke globale protestbevægelsers forandringskraft, i stedet for at spænde ben for dem.

Livestream-link: https://folkemoedet.dk/events/2021/06/19/protestbevaegelsers-forandringskraft-i-den-digitale-tidsalder/ 

Godt virtuelt Folkemøde 2021 til alle!