Spring til indhold

Ændring af rejsevejledninger for at forebygge yderligere smitte i Danmark

06.03.2020  19:30

Som varslet på pressemøde i Statsministeriet tidligere i dag gennemfører Udenrigsministeriet nu en større ændring af rejsevejledningerne for at forebygge, at vi får flere smittede danskere retur fra udlandet. 

Udenrigsministeriet har besluttet at ændre sikkerhedsniveauet i alle de rejsevejledninger, som indtil i dag har været ”grønne” til ”gule”. Ændringen vedrører rejsevejledningerne for en lang række lande i Europa og lande, hvor mange danskere rejser til.

Det vil sige, at samtlige danske rejsevejledninger nu som minimum anbefaler rejsende at udvise ekstra forsigtighed. Når Udenrigsministeriet vælger at gå fra ”grønt” til ”gult” i disse lande, er det blandt andet ud fra et forsigtighedsprincip. Det drejer sig om at forebygge yderligere smitte i Danmark.

Hvis du rejser til de lande, som har sikkerhedsniveauet ”gult”, skal du være ekstra forsigtig. ”Gult” betyder ikke, at Udenrigsministeriet fraråder rejser til området. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at man efter rejse til ”gule” lande bliver hjemme i 14 dage.

Sundhedsstyrelsens anbefaling om at blive hjemme efter hjemkomst gælder kun de områder, der har ”rødt” eller ”orange” sikkerhedsniveau på grund af coronavirus/covid-19 smitteudbrud. Disse lande eller områder fremgår af oversigten på forsiden af Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk.

Hvad betyder det at være ”ekstra forsigtig”?
Konkret betyder ændringen i rejsevejledningerne fra ”grønt” til ”gult”, at du både før og under rejser bør være ekstra forsigtig. Det indebærer, at du bør:
• Tjekke rejsevejledningen til det land, du rejser til eller igennem.
• Følge Sundhedsstyrelsens råd for at mindske risikoen for at blive smittet på www.sst.dk/corona.
• Holde dig opdateret om sundhedsforholdene og lokale myndigheders foranstaltninger på danske ambassaders hjemmesider samt via lokale myndigheder, nyhedsmedier og dit rejsebureau.
• Huske at tjekke din rejseforsikring.

Vi opfordrer til at downloade app’en Rejseklar og tilmelde sig danskerlisten, såfremt man rejser til udlandet. Du kan finde app’en på https://um.dk/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/um-rejseklar-app.

Du kan finde flere informationer om de danske myndigheders tiltag og anbefalinger til danske borgere, virksomheder, institutioner mv. på www.coronasmitte.dk.

Den tekniske opdatering af de enkelte rejsevejledninger på um.dk og ambassadernes hjemmesider vil finde sted i løbet af weekenden.

***

I fastlæggelsen af sikkerhedsniveauerne i rejsevejledningerne baserer Udenrigsministeriets Borgerservice sig således på følgende kriterier:

• Et forsigtighedsprincip – for at forebygge, at vi får flere smittede retur til Danmark fra udlandet.
• En sundhedsfaglig vurdering af sygdomsudbrud og smittefare i de enkelte lande. Den foretages løbende af Sundhedsstyrelsen.
• En vurdering af de konsekvenser, sygdomsudbrud og smittefare i et givet land kan have for en almindelig dansk rejsende i landet. Det kan fx være i forhold til bevægelsesfrihed, risiko for karantæne og lokale hospitalsforhold.


For yderligere presse, kontakt Udenrigsministeriets pressevagt: +4561979247. Konkrete pressespørgsmål skal desuden sendes til pressevagten@um.dk