Spring til indhold

Danmark udsender skibsbidrag til pirateribekæmpelse i Guineabugten

16.03.2021  17:59
Danmark udsender i efteråret 2021 en fregat til Guineabugten ved Vestafrika, hvor den skal bidrage til den internationale indsats mod pirateri. Forslaget har i dag været drøftet i det Udenrigspolitiske Nævn.

Regeringen ser med stor alvor på sikkerhedssituationen i Guineabugten, hvor omkring 40 procent af alle rapporterede piratangreb på verdensplan finder sted. Alene i 2020 blev mindst 140 søfarende kidnappet i Guineabugten.
 
”Danmark sender en fregat til Guineabugten. Det sker fordi den maritime sikkerhed er udfordret. Pirater står bag flere alvorlige kidnapninger i området. Det truer sikkerheden for danske og udenlandske besætninger. I sådan en situation kan og skal vi ikke bare se til. Vi skal stå op for retten til fri sejlads. Det danske søværn har tidligere vist sig stærkt og væsentligt i bekæmpelsen af pirateri. Men hvis vi får alvor skal få styr på sikkerheden i Guineabugten, er en international militær tilstedeværelse nødvendig. Fra dansk side arbejder vi for at flere lande løfter et ansvar,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.
 
Fregattens opgave bliver at bekæmpe pirateri og støtte samt at eskortere den civile søfart i området. Skibsbidraget vil blive indsat under dansk kommando i internationalt farvand og skibsbidragets opgaver vil blive forsøgt koordineret med Danmarks allierede og partneres bidrag i regionen. Bidraget indsættes i første omgang i regionen for en periode på fem måneder fra omkring november 2021 til og med marts 2022.
 
Fregatten er udstyret med en SEAHAWK-helikopter og vil kunne indsætte specialoperationsstyrker fra fregattens maritime indsatsstyrke, hvis det bliver nødvendigt.  Indsatsstyrken er blandt andet udannet til at udføre undsættelsesoperationer på kaprede skibe. 
 
”Dannebrog, der vajer, er et pålideligt tegn på tryghed og sikkerhed til søs. For Danmark tager ansvaret som søfartsnation på sig, når vores søfarendes tryghed og retten til fri sejlads trues. Og nu sætter vi markant ind mod pirateri i Guineabugten med både diplomatiske og militære bidrag. Vi har også øget vores stabiliseringsindsats i området, hvor vi samarbejder med relevante kyststater. Det handler om at bidrage til at gøre landene i stand til selv at varetage sikkerheden. Så vi både bekæmper piratangreb og årsagerne til pirateri,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod.
 
Som verdens femtestørste søfartsnation har Danmark en særlig interesse i at beskytte den civile søfart og retten til fri sejlads. I gennemsnit sejler op mod 40 danskopererede skibe gennem Guineabugten på daglig basis, og de transporterer gods for næsten ti milliarder kr. om året. Blandt andet derfor udnævnte regeringen i januar en særlig repræsentant for maritim sikkerhed, ambassadør Jens-Otto Horslund.
 
Regeringen vil inden udsendelsen fremsætte beslutningsforslag i Folketinget.
  
For yderligere kontakt:

Udenrigsministeriet: [email protected]

Forsvarsministeriet: [email protected]