Spring til indhold

Nobelprisvinder og tech-giganter gæster dansk konference om teknologi og demokrati den 18. november

15.11.2021  09:00
Hvordan kan teknologi understøtte demokrati og menneskerettigheder? Det giver nobelprisvinder 2021 Maria Ressa og en række andre prominente talere fra hele verden deres bud på til konferencen Tech for Democracy 2021. 

Den 18. november afholder Udenrigsministeriet den virtuelle konference Tech for Democracy 2021 med udenrigsministeren og ministeren for udviklingssamarbejde som værter.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, udtaler:

”Jeg mener, at digitale teknologier skal understøtte og fremme demokrati, rettigheder og dialog. Drømmen om det digitale og globale forsamlingshus kan stadig nås. Men mareridtet om fjendtlig valgpåvirkning, radikalisering og undergravning af demokratier er også skræmmende reelt. Det dilemma står alle verdens demokratier midt i. Det kræver fælles handling at styrke det globale digitale demokrati og det arbejde er Danmark klar til at sætte sig i spidsen for.”

Med konferencen vil Danmark bidrage til den globale dialog om, hvordan teknologi kan understøtte, frem for underminere, demokrati og menneskerettigheder. En dialog som blandt andet sætter fokus på digitale teknologiers potentiale for demokratisk deltagelse og folkelig mobilisering, men også hvordan de kan misbruges til at undertrykke, overvåge, censurere og kontrollere befolkninger.

Til konferencen kan du høre talere fra hele verden, blandt andre journalist og Nobels fredsprisvinder 2021 Maria Ressa, Facebooks vicepræsident Nick Clegg, Twitters vicepræsident for public policy Sinéad McSweeney, chefen for FN’s Udviklingsprogram Achim Steiner, Action Aids generalsekretær Arthur Larok og den prisvindende tunesiske aktivist Aya Chebbi.

Tech for Democracy-initiativet
Konferencen er en del af det danske Tech for Democracy-initiativ, som er sat i verden for at skabe bred opbakning til at udvikle og anvende ansvarlig teknologi i kampen for demokrati og menneskerettigheder. 

"Beskyttelse og fremme af demokratisk deltagelse er kernen i Tech for Democracy. For at opnå det, skal vi styrke civilsamfundets digitale modstandskraft og give marginaliserede mennesker mulighed for at påvirke udviklingen af deres egne samfund," siger Danmarks udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

Foruden at sikre demokrati og menneskerettigheder i en digital tidsalder sætter Danmark med Tech for Demoracy-initiativet gang i brede partnerskaber mellem både tech-industrien og civilsamfund. Sammen med vores partnere vil Danmark arbejde for at opbygge digital modstandskraft hos civilsamfund, støtte frie medier og demokratiforkæmpere i udviklingslande og fremme digitale teknologiers potentiale for at mobilisere bevægelser verden over.

Konferencen livestreames til et globalt publikum fra FN-Byen i København fra kl. 14-17. Læs mere på www.techfordemocracy.dk, se videoen og tilmeld dig konferencen her.

For yderligere information kontakt:
Udenrigsministeriets pressevagt på [email protected] eller telefon +45 61 97 92 47 (ikke SMS).