Spring til indhold

Kom til Dansk Eksportdag 2016

17.08.2016  09:52
En eksportsucces kan nås ad flere veje – bl.a. gennem internationalisering og en skalering af jeres virksomheds eksport.

Dansk Eksportdag 2016 sætter fokus på skalering af en virksomhed til bedre at håndtere de udfordringer, der er, når en virksomheds eksport tager fart. Eksportdagen løber af stablen hos RTX A/S i Nørresundby den 27. september med deltagelse af bl.a. udenrigsministeren. Derudover forventes deltagelse fra ca. 200 danske virksomheder.

Dansk Eksportdag sætter fokus på vækstmuligheder gennem eksport og er blevet et af dansk eksports største netværksmøder for små og mellemstore virksomheder. 

På eksportdagen holder en række virksomheder oplæg om deres eksporterfaringer, herunder oplæg om skalering af en eksportvirksomhed. Udenrigsminister Kristian Jensen deltager også og giver sit bud på, hvordan virksomheder bliver bedre til internationalisering. 

”Der er et kæmpe vækstpotentiale blandt små og mellemstore virksomheder og regeringen er optaget af at få dem til at globalisere sig og blive større. Det giver vækst og nye arbejdspladser i Danmark, og det har vi i den grad brug for. Eksportrådet hjælper virksomhederne både på de fjerne markeder og vores store nærmarkeder” siger Kristian Jensen.

Kristian Jensen overrækker ved samme lejlighed Vitus Eksportprisen til to danske virksomheder, der gennem et tæt rådgivningsforløb med Eksportrådet har etableret sig på et eksportmarked.  

Der vil også være cases og et ekspertpanel til at facilitere en diskussion om skalering og eksport. Efter den indledende konference står over 30 eksportrådgivere samt repræsentanter fra bl.a. Væksthus Nordjylland, BusinessAalborg og Eksportforeningen klar til at give virksomhederne rådgivning om eksportmulighederne. 

RTX A/S er vært
RTX A/S er vært for Dansk Eksportdag. RTX er en dansk virksomhed, hvis forretningsgrundlag bygger på en stor viden omkring design af avancerede  trådløse kortrækkende radiosystemer og produkter. Over 95 procent af RTX’s omsætning kommer fra eksport.

Se programmet for Dansk Eksportdag 2016 her

Tilmelding: Tilmelding

Eventuelle spørgsmål kan rettes til eksportdag@um.dk eller til Eksportrådets hotline på 3392 0500.

Fakta om Dansk Eksportdag
• Dansk Eksportdag arrangeres hvert år af Eksportrådet. Målgruppen er små og mellemstore danske virksomheder med eksportpotentiale.
• Dette års Eksportdag afholdes i samarbejde med RTX A/S, Væksthus Nordjylland, BusinessAalborg og Eksportforeningen.
• Sidste år deltog omkring 200 virksomheder i Dansk Eksportdag.