Spring til indhold

EU søger dygtige medarbejdere til Den Europæiske Revisionsret

26.03.2015  13:37

EU har torsdag den 26. marts 2015 åbnet for tilmelding til sin næste adgangsprøve for revisorer. Tilmelding skal ske elektronisk senest tirsdag den 28. april 2015 kl. 12 til EPSO – EU's kontor for personaleudvælgelse – i overensstemmelse med instruktionen på hjemmesiden. Hjemmesiden giver ligeledes en række oplysninger om karrieremuligheder og arbejdsopgaver i EU's institutioner. Desuden indeholder hjemmesiden link til EU's officielle meddelelse om adgangsprøven, der rummer en detaljeret gennemgang af adgangsprøvens indhold og format, tillige med de fornødne kvalifikationskrav for at tilmelde sig prøven.

Det er formålet med adgangsprøven at finde knap 80 kandidater til ansættelse i Den Europæiske Revisionsret i Luxembourg. Ansættelse finder sted på EU's indgangsniveau for AC’ere (AD 5). Oplysning om EU's løn og ansættelsesvilkår kan findes på UMs hjemmeside.

For at kunne tilmelde sig adgangsprøven er det et krav, at man er statsborger i et EU-land og har diplom fra en universitetsuddannelse af mindst tre års varighed (bachelor). Kandidater, der først får deres bachelorgrad 31. juli 2015, kan også melde sig til prøven. Det er endelig et krav, at man behersker mindst ét officielt EU-sprog fuldt ud (f.eks. dansk) og har arbejdskendskab til et af EU's hovedsprog, i.e. engelsk, fransk eller tysk. Erhvervserfaring er ikke fornøden.

Ministeriet har for nuværende ikke oplysninger om, hvornår de forskellige dele af EU's adgangsprøve vil finde sted, men EPSO udsender oplysninger til kandidaternes EPSO-konto, når der foreligger nyt.

Den første del af EU's adgangsprøve er en computer baseret multiple choice test og består af fire dele – en verbal del, en numerisk del, en abstrakt del og en situationsforståelsesdel. Prøven gennemføres i et af EPSOs 78 testcentre rundt om i verden – i Danmark ligger testcentret i Avedøre nær København. Kandidater der tilmelder sig, vil modtage tilbud i deres EPSO-konto om tid og sted for aflæggelse af den første del af adgangsprøven, når tilmeldingsperioden er udløbet.

Kandidater, der ved adgangsprøvens første del opnår den højeste score ved delene abstrakt og situationsforståelse, går videre til den anden del af EU's adgangsprøve, hvis kandidaten samtidigt har opnået minimumskravene for den verbale og numeriske del. Dette er en ny prøve, som er indført ved indeværende års adgangsprøve. Prøven er en indbakketest og består af 15-20 spørgsmål, som skal besvares ud fra viden indhentet i en indbakke omfattende mails, vedhæftede dokumenter o.l. Prøven forventes gennemført i et af EPSOs testcentre i Europa.
Kandidater, der går videre til denne del af adgangsprøven vil modtage tilbud i deres EPSO-konto om tid og sted for aflæggelse af prøven. Der går ca. 10 gange flere videre til denne anden del af adgangsprøven, end de 80 kandidater der søges.

Kandidater, der opnår den højeste score i indbakketesten går videre til den tredje og sidste del af EU's adgangsprøve, der typisk sted i EU's evalueringscenter i Bruxelles. Prøven består af et case-study, en gruppeøvelse, et struktureret interview og en mundtlig præsentation. Kandidater, der går videre til denne del vil modtage tilbud i deres EPSO-konto om tid og sted for aflæggelse af prøven. Der går ca. 2 gange flere videre til denne anden del af adgangsprøven end de 80 kandidater der søges. De endelige resultater af adgangsprøven forventes at foreligge foråret 2016.

EPSOs hjemmeside indeholder prøvepakker på alle de officielle EU-sprog (herunder dansk – vælg i oversigten), som kandidaterne skal gennemføre elektronisk forud for selve adgangsprøven. Denne prøve bedømmes ikke af EU, men skal hjælpe kandidaterne til at vurdere deres chancer for at bestå, samt afdække om der er områder, der har behov for at blive udviklet.

Det anbefales, at man går i gang med ansøgningsprocessen i god tid fx for at undgå tekniske problemer ifbm. tilmeldingen.

Udenrigsministeriet vil i 2015 afholde træningskurser i adgangsprøvens første del. Der vil være tale om 4 ens træningskurser af en dags varighed i dagene 4. – 7. maj og vil blive afholdt i Udenrigsministeriet af den franske forvaltningshøjskole ENA. Kurserne vil blive annonceret på Udenrigsministeriets særlige hjemmeside om ”NYT OM INTERNATIONALE STILLINGER”, hvorfor interesserede anbefales at tilmelde sig siden, så de automatisk får tilsendt oplysninger om tilmeldingskrav, tid o.l.

Kontakt
Yderligere oplysning kan fås hos specialkonsulent Ane Andersen (aneand@um.dk) og specialattaché Jeppe Torp Vestentoft (jepves@um.dk).

Mangler du inspiration om EU som arbejdsplads så se her: