Spring til indhold

Bump på vejen mod et moderne Indonesien - dagbog fra rejsens 4. dag

Af Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde

Nordjyske Stiftstidende, 8. december 2019

I går aftes sagde jeg farvel til Kronprinsessen efter et tre dages spændende program med fokus på at styrke piger og kvinders rettigheder - hendes store mærkesag.

I dag fortsætter jeg besøget i Indonesien alene. Jeg begynder dagen med at besøge en af verdens største lossepladser - Bantar Gebang, der ligger lidt syd for hovedstaden Jakarta.

Her strækker affaldet sig i hele bjergkæder, fluer sværmer og lugten er uudholdelig. For at få det bedste overblik over hele lossepladsen, kører vi op ad affaldsbjerget og stopper på toppen. Gule traktorer kører rundt på toppet af bjerget. Overalt går samlere og leder i bunkerne efter genanvendelige ting, som de kan sælge videre. Det er primært plastik, som de så kan sælge videre til en meget lav kilopris - det må siges at være et spinkelt livsgrundlag.

Indonesiens udfordring med affald bliver meget tydelig, som jeg står her på toppen af affaldsbjergene i Bantar Gebang. Fra dansk side hjælper vi de indonesiske myndigheder med rådgivning og langsigtede planer for, hvordan de enorme mængder affald håndteres i fremtiden.

Faktisk har Indonesien et mål for at nedbringe mængden af skrald med 30% inden 2025 - og forsvarligt håndtere de resterende 70%. Det er en ambitiøst målsætning, som jeg er stolt af, at Danmark kan hjælpe med.

På sigt er målet, at langt det meste affald skal genanvendes. På vej tilbage til Jakarta besøger vi virksomheden Waste4Change - en lille virksomhed med store visioner. Forretningsmodellen hos Waste4Change går ud på at afhente affald hos private og andre virksomheder og derefter sortere det til videre genanvendelse. Den danske ambassade i Jakarta er bl.a. kunder hos Waste4Change. Det er sådan noget, Indonesien skal have meget mere af.

Efter besøget på lossepladsen er det nødvendigt - helt bogstaveligt - at få vasket besøget og lugten væk, før vi kan komme videre i programmet, så vi kører forbi hotellet til et bad og en bid mad.

Om eftermiddagen mødes jeg først med viceplanlægningsminister Rudy Prawiradinata. Det er hans ministerium, der har ansvaret for at flytte Indonesiens hovedstad flere tusinde kilometer væk til øen Borneo. Det er et imponerende projekt og en udløber af det faktum, at Jakarta er ved at vokse sig selv over ende. Megabyen Jakarta ventes i 2050 at være verdens største by. Men allerede nu kan byen ikke følge med, og der er store problemer med forurening og trafik - og så alt det affald, som vi allerede har været inde på. Derfor har præsident Yokowi besluttet at bygge en helt ny by, hvor regeringen skal sidde.

Forestillingen om at anlægge en hel by fra begyndelsen er ret fascinerende, synes jeg. Især fordi indoneserne tænker grønt, bæredygtigt og moderne. Det bliver virkelig spændende at se. Planen er, at regeringen skal flytte inden 2024, lige inden Yokowi’s regeringsperiode udløber.

Jeg fortsætter dagen i det politiske og mødes med den indonesiske energiminister Arizona Tasrif. Han er en vigtig partner for Danmark, fordi vi har et tæt samarbejde på energiområdet. Med mig i tasken til mødet har jeg en rapport, som Energistyrelsen har lavet på vegne af fire indonesiske regioner. Rapporten tegner et billede af regionernes fremtidige energibehov og forskellige scenarier for, hvordan behovet bedst opfyldes. Indonesien har en tradition for at bruge fossile brændsler. Men denne rapport viser, at der faktisk er en økonomisk gevinst i at skifte til vedvarende energi. Det er altså en virkelig god nyhed - og helt ærligt noget, som har været en øjenåbner for indoneserne.

Det er her, at vores såkaldte myndighedssamarbejde med Indonesien, pludselig bliver meget konkret og giver rigtig meget mening.

Danmark har en udsendt medarbejder på vores ambassade i Jakarta fra både Energi- og Miljøstyrelsen. Disse to medarbejdere arbejder sammen med de indonesiske myndigheder med råd og vejledning. Og rapporterne - og rådgivning om hvad Indonesien skal gøre med sit affald - er altså et resultat af dette samarbejde. Fantastisk.

Uddannelsen af faglært arbejdskraft i udviklingslande og mellemindkomstlande som Indonesien er noget, der ligger mig meget på sinde. En faguddannelse er nøglen til velstand og udvikling og til at flere kan tage vare på dem selv.

Derfor foreslog jeg både energiministeren og viceplanlægningsministeren, at de bruger hovedstadsprojektet og landets energiprojekter som løftestang for uddannelse af faglært arbejdskraft. En idé de tog meget positivt imod.

Jeg må indrømme, at jeg snart er ved at være træt af de mange indtryk og møder. Indonesien har gjort et stort indtryk på mig. Udviklingen går så stærkt her - med alle de udfordringer, der følger med. Men heldigvis er der også mange positive strømninger og optimisme. Det er fantastisk at opleve.

Men før jeg flyver hjem, har jeg et sidste punkt i programmet, som jeg har glædet mig meget til. Jeg skal ud i Istiqlal Moskeen - Sydøstasiens største moské.

Indonesien har traditionelt været kendt som et tolerant samfund, hvor de store religioner kan leve fredeligt side om side. Som et symbol på dette ligger der som nærmeste nabo til moskeen en katolsk katedral, og de to religiøse samlingssteder deler en fælles parkeringsplads.

Desværre er der i Indonesien - ligesom mange andre steder i verden - lige nu tegn på, at tolerancen er under pres. Derfor er det lige nu afgørende, at vi hjælper det moderate Indonesien med at modstå det pres. Alle skal have frihed til at tro og leve, som de selv har lyst.