Spring til indhold

Coronavirus må ikke sende Afrikas mest udsatte længere ud i mørket

Af Rasmus Prehn, udviklingsminister (S), og Andreas Gylling Æbelø, direktør i AIDS-Fondet
Berlingske, 10. april 2020

Kampen mod de to globale epidemier, aids og coronavirus, behøver ikke være et nulsumsspil. Tværtimod.

Det er afgørende, at verdenssamfundet sætter solidarisk ind over for den coronaepidemi, som med faretruende hast sætter det afrikanske kontinent i stå.

Samtidig er det nærliggende at frygte, at vi dermed mister fokus på andre vigtige kampe, ikke mindst kampen mod den aids-epidemi, som på verdensplan stadig er den største dræber blandt kvinder i den fødedygtige alder – men hvor vi samtidig har set store fremskridt i form af lavere dødelighed og bedre adgang til behandling, blandt andet ved hjælp af dansk bidrag.

Det må ikke ske. Så taber vi menneskeliv, samfundsvækst og årtiers investeringer på gulvet.

Den gode nyhed er, at kampen mod de to globale epidemier ikke behøver være et nulsumsspil. Tværtimod. Erfaringerne fra aids-epidemien kan bruges i kampen mod coronavirus. Bekæmpelse af sygdomme kræver mere end meget andet et styrket fokus på de allermest udsatte befolkningsgrupper.

I Afrika er de mest aids-udsatte eksempelvis sexarbejdere og LGBT-personer. Sammen med grupper som fængslede og stofbrugere går de under fællesbetegnelsen »key populations«, og det er med god grund. Sammen med deres seksualpartnere står denne gruppe nemlig for mere end halvdelen af alle nye hiv-tilfælde globalt. Nøglen til at stoppe smittespredning findes her.

Denne nøglebefolkningsgruppe er samtidig kendetegnet ved at være stigmatiseret, kriminaliseret og forfulgt i hjemlandene. De lever på kanten af tilværelsen og opsøger ikke sundheds- og sikkerhedsmyndigheder af begrundet frygt for at blive afsløret, mishandlet og voldtaget. Og som konsekvens heraf vil de mest udsatte hiv-positive også være de mest udsatte for coronavirus. Det ved vi eksempelvis fra tuberkulose, som er den hyppigste dødsårsag blandt aids-patienter i Afrika.

Derfor må vi sikre, at indsatserne mod coronavirus og aids ikke kannibaliserer på hinanden. Derimod bør kampen mod aids fastholdes ud fra det krystalklare medicinske rationale, at ubehandlet hiv skaber markant større risiko for coronasmitte og i sidste ende død.

I takt med at landene indfører adfærdsrestriktioner, risikerer frygten for coronavirus samtidig at blive benzin på et bål af had mod de mest udsatte. For den hiv-positive sexarbejder kan ikke blive hjemme. Hun må ud og sælge sin krop i slummens gader, hvis hun skal have råd til mad og medicin til sig selv og sine børn. Dermed forbryder hun sig mod udgangsforbuddet. Og vi ser desværre også allerede eksempler på, at truslen fra coronavirus bruges som en ny undskyldning for at hetze mod seksuelle minoriteter.

Kampen for de allermest udsatte grupper i verden handler selvsagt ikke kun om støtte og hjælp, men også om at den danske regering gennem diplomatiet påvirker de pågældende landes regeringer. Samtidig er det vigtigt, at vi fortsat har en tæt dialog med LGBTQI-organisationer og de lokale partnere for at vise vores støtte.

For disse grupper skubbes længere ud i mørket og bliver dobbelt ramt lige nu. Det er ikke alene en menneskelig tragedie, men også forebyggelsesmæssigt uklogt. Og omvendt: Hvis vi husker dem, får vi dobbelt så meget forebyggelse.