Spring til indhold

Dagbog 2: Fra mavepine i Nissebanden til jobskabelse i Burkina Faso

Af Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde

Nordjyske, den 2. februar 2020

Det er anden dag på min rejse til det vestlige Afrika. Vi kører ud til en mindre fødevarefabrik i Ouagadougou, hovedstaden i Burkina Faso. Foran den gule fabriksbygning møder jeg direktøren, Florence Bassono. En kvinde i trediverne, der startede virksomheden, Faso Attiéké, i det helt små for 10 år siden.

Florence guider mig ind på fabrikken. Der bliver udleveret blå futter, hårnet og ansigtsmasker, før vi må gå ind i selve produktionshallen. Her står de kvindelige fabriksmedarbejdere og er i gang med at forarbejde rodfrugten maniok. Nogen kan måske huske scenen i Nissebanden i Caribien, hvor Lunte får mavepine efter at have spist den lokale mad. Der er det netop maniok, som han bliver grøn i hovedet af. Men Florence Bassono har formået at gøre rodfrugten til en forretningssucces. På fabrikken forarbejdes maniok til den lokale udgave af couscous. Florence fortæller, hvordan hun gennem det danske udviklingssamarbejde har fået hjælp til at bygge sit regnskab op.

Produktet er blevet en stor succes på det lokale marked – ingen bliver grønne i hovederne – og Florence har nu over 48 ansat på fabrikken, hvoraf 80% er kvinder. Arbejdsløsheden i Burkina Faso er massiv på både landet og i byerne. Landbruget og fødevaresektoren er blandt de få områder, der kan tilbyde arbejdspladser, og det beskæftiger mere end 80% af den arbejdende befolkning. Det er derfor helt afgørende at få skabt job i Burkina Faso i de kommende år. Ikke mindst på grund af den voldsom stigning i befolkningsvæksten, som vi ser i Sahel. I Burkina Faso føder hver kvinde i gennemsnit 5 børn, og inden for de næste 20 år forventes det, at befolkningen vil blive fordoblet.

Vi går videre rundt på fabrikken og kommer ind i gården, der ligger i midten af fabrikken. Florence har her sørget for et sted, hvor kvinderne kan få passet deres børn. Jeg vil ikke gå så langt som at kalde det en børnehave. Det er et lille indhegnet område af gården, hvor en kvinde sidder med en større gruppe børn. Den mindste, der bliver passet, er en dreng på fire måneder. Han sidder i en papkasse, der tidligere har været emballagen til et grydesæt i rustfrit stål. Den fungerer som hans babystol. Der er langt til Tripp Trapp højstole og danske standarder, men initiativet er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Både for børnenes sikkerhed og ligestillingen. For uden pasning ville børnene løbe rundt på gaderne alene, eller også ville mødrene ikke kunne komme på arbejde og tjene til dagen og vejen.

Florence brænder for at hjælpe de burkinske kvinder, og hendes visioner stopper ikke ved dem, der arbejder på fabrikken. Faso Attiéké oplærer kvindegrupperne i produktionen og hjælper dem med at opkøbe jord. Hun arbejder sammen med over 430 producenter i landområderne, og målet er at skabe job til op mod 10.000 kvinder.

Udover at bidrage til ligestillingen, fungerer dyrkningsmetoden af maniok og ikke mindst oplæringen af kvinderne som en form for fødevaresikring i et meget ustabilt klima. Rodfrugten kan nemlig opbevares i jorden uden at skulle høstes i en speciel højsæson og fungerer derfor som fødevarelager for fattige familier. Det kan gøren en verden til forskel i Burkina Faso, der er blandt de mest sårbare lande, når det kommer til konsekvenserne af klimaforandringerne. Regntiderne ændrer sig, hvilket betyder uregelmæssig nedbør og flere og længere tørperioder.

Når fødevarer og vand bliver en mangelvare kan det forstærke konflikter. Især i egne som i Burkina Faso, hvor befolkningerne allerede er udsatte. Måske er det den gnist, der får en konflikt til at bryde ud i lys lue - som igen kan lede til mere fordrivelse og konflikt.

Florence virksomhed er et godt eksempel, hvordan en løsning kan være med til at løse flere problemer. Arbejdsløshed. Klimaforandringer. Ligestilling. Ved hjælp af udviklingssamarbejdet er vi med til at sikre, at flere kan tage hånd om deres eget liv.