Spring til indhold

Innovativt partnerskab hjælper flygtninge

Af Rasmus Prehn, udviklingsminister  (S) og Charlotte Slente, generalsekretær for DRC Dansk Flygtningehjælp
Børsen, den 3. august 2020

Læringsalgoritmer og prædikative analyser. Udvikling af ny software. Samarbejde på tværs af sektorer med innovation, læring og potentielle forretningsmuligheder som resultat. Det lyder ikke som noget, der har noget med flygtningestrømme at gøre. Men heldigvis er det tilfældet. For disse ingredienser tilsammen, kommer ikke blot flygtninge til gode, men også regeringer og den humanitære sektor.

'Plejer' kan ikke løse den globale flygtningekrise. Hele 80 millioner mennesker er på flugt i dag. Det er en monumental opgave, som kun kan løses med nye metoder og igennem partnerskaber på tværs af sektorer. Der er brug for det private erhvervslivs viden og ekspertise. Her er læring og innovation nøglen – ud over glæden ved at hjælpe de hårdest ramte mennesker i verden.

Et nyt værktøj fra DRC Dansk Flygtningehjælp, bygget på IBM software, er et godt eksempel på dette. Værktøjet Foresight er et innovativt værktøj, der kan bearbejde store mængder af data fra regioner og lande om alt fra befolkningsudvikling, menneskerettighedssituationen, økonomiske forhold og konfliktniveau, og danne et temmelig sikkert grundlag, for at kunne måle risikoen for, at en flygtningekrise opstår i et land. Det er afgørende for humanitære aktører, beslutningstagere og FN bedre at kunne forudsige flygtningestrømme, for at kunne reagere tidligt.

Udenrigsministeriet har støttet DRC Dansk Flygtningehjælp, så projektet kunne søsættes via IBM’s CSR-division, der pro bono har stillet software til rådighed. Det er præcis sådan – med god vilje, innovation og samarbejde – at vi får en lidt større en chance for at løse den enorme flygtningekrise. Desuden indhenter alle partnere ny viden, der kan bruges i andre sammenhænge. Foresight er i øvrigt en open source løsning. De første pilotprojekter bekræfter, at Foresight forudsiger risikoen for flygtningekriser med en sikkerhed på helt ned til 10 procent.