Spring til indhold

Tale ved 5. møde i Kontaktforum for Religions- og Trosfrihed den 29. maj 2020

Af Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde (S)

Det talte ord gælder

Tak for ordet!

Jeg vil gerne takke for det gode fremmøde.

Takke alle, der er med på linjen i dag.

Og også en tak for de for fem interessante taler!

Man siger, at det er i vanskelige tider, at folk viser deres sande værd.

Det er der afgjort en sandhed i.

For eksempel da samarbejdspolitikken med Nazi-Tyskland brød sammen i august 1943.

Da en tysk aktion mod de danske jøder rykkede tæt på.

Det fik Folkekirkens danske biskopper til at udsende det berømte hyrdebrev, som blev læst op i danske kirker den 3. oktober.

I hyrdebrevet står der bl.a., at ’Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder...er det den kristne Kirkes Pligt at protestere…’.

Brevet fortsætter: ’at race og religion aldrig i sig selv kan blive anledning til, at et menneske berøves rettigheder, frihed eller ejendom.’

Og videre:

’… Uanset afvigende religiøse anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske brødre og søstre bevarer den samme frihed, som vi selv sætter højere end livet’.

Fantastisk brev!

Det er et smukt eksempel på en religiøs og rettighedsbaseret fortale for andres religions- og trosfrihed.

Det er vores fortælling. Vores historie. Vores ledetråd.

Det er et skoleeksempel på FN’s princip om ”responsibility to protect” og pligten til at forhindre folkedrab.

Det kan med fordel bruges som eksempel i FNs nye ”soft law” Faith for Rights, som forankrer menneskerettighederne i verdensreligionerne.

Men den slags gode handlinger foregår også i dag.

Jeg er fuld af beundring for den muslimske aktivist, Shakeel Ahmed fra landsbyen Sandha Kalan i Pakistans Punjab-provins.

Den 5. april hørte han, at 100 kristne familier i hans landsby var blevet nægtet fødevarehjælp.

Dagen efter sendte han en udtalelse ud, hvor han fordømte [citat] ’sine medborgeres inhumane og diskriminerende handling’ [citat slut] og erklærede sig solidarisk med landsbyens kristne befolkning.

Dernæst organiserede han en indsamling blandt liberale muslimer, der muliggjorde hurtig fødevarehjælp til alle landsbyens kristne borgere.

Fantastisk historie!

Der er heldigvis gennem historien mange eksempler på, hvordan individer og grupper sætter forskelligheder til side og kommer andre til undsætning, når der virkelig er brug for det.

Det er ofte er i vanskelige tider, at folk viser deres sande værd.

Ahmed Shaheeds og Lone Milkærs indlæg bekræfter, at friheden til at tro og tænke er under pres i disse COVID-19 tider. 

Et eksempel fra Karachi.

Da hinduer den 28. marts bad om fødevarehjælp hos Saylani Welfare Trust, blev de mødt med svaret, at rationerne ikke var for hinduer.

I bydelen Korangi forlød det, at samme organisation havde afvist at give hjælp til kristne. At kristne blev tvunget til at fremsige den muslimske trosbekendelse, for at få hjælp.

Også Ahmadi-muslimer lægges for had.

Sydasien er også hårdt ramt af religiøs intolerance og diskrimination.

I Indien diskrimineres muslimer for eksempel. Det sker bl.a. i ly af COVID19.

Afrika er også hårdt ramt.

Jihadistiske ekstremister angriber kristne og muslimer i ly af COVID19.

Den nationale ateistiske leder i Nigeria, Mubarak Sala, blev netop fængslet i ly af krisen.

Religiøse minoriteter bliver gjort til syndebukke.

Narrativer om syndebukke er særligt problematiske.

De er drivende i den eskalering, der i værste fald ender i legitimering af folkemord.         

Verden har desværre set det før:

o Overdrevne myndighedsbegrænsninger i religionsudøvelsen.

o Manglende ligebehandling.

o Stigende intolerance, diskrimination og forfølgelse.

o Egentlige overgreb mod minoriteter og eksempler på grupper, der gøres til syndebukke for COVID-19.

Det ses desværre i alle samfund – også der hvor kristne og ateister dominerer.

Vi kender mønsteret alt for godt.

Den forkvaklede og nådesløse logik i ly af kriser.

De grusomme konsekvenser, der følger.

Det er vanskelige tider – og det er nu, at vi må vise vores sande værd.

Afrika og nærområder for flygtninge står til at blive hårdt ramt af COVID-19 og de massive økonomiske følgevirkninger.

Derfor oprettede jeg en ”standby-pulje” på 1 mia. kr. over udviklingsbistanden, der kan målrettes krisen.

Et bredt flertal i Folketinget var med til at bevilge 650 mio. kr. til bekæmpelse af smittespredningen her-og-nu.

Og til afbødning af de økonomiske konsekvenser på længere sigt.

Beløbet er i tillæg til en akutrespons på 121 mio. kr., der især er gået til WHO og UNICEF.

Mange programmer under den eksisterende udviklingsbistand er med til at holde hånden under de mest sårbare – også under corona-krisen.

Jeg ser netop nu i samarbejde med Folketingets partier ved at se på, hvordan Danmark bedst kan hjælpe verdens fattige og sårbare befolkninger yderligere.

[De positive eksempler. Humanitær assistance som redskab til at fremme trosfrihed?]

• Der er heldigvis også positive historier.

De fleste trosbaserede hjælpeorganisationer diskriminerer selvfølgelig ikke mellem folk på grund af tro, køn, race eller nationalitet.

Det har Katherine Marshall, Jørgen Thomsen og Filip Buff berettet om. 

Jeg håber dog, at alle vil gøre en dyd af nødvendigheden og gå skridtet videre.

Det bør være et mål i sig selv aktivt at søge at hjælpe på tværs af trossamfund.

Hjælpen under Covid-19 skal bruges til at bygge bro.

På den måde kan vi styrke den langsigtede respekt for hinandens ret til at tro og tænke, hvad man vil.

COVID-19 er ikke kun en sundhedskrise. Mange steder er den også en menneskerettighedskrise.

COVID19 har aktualiseret indsatsen for religions- og trosfrihed.

Lad mig give en hurtig status på de fem spor i regeringens indsats:

Regeringen vil fremme alles ret til frit at tro og tænke, hvad man vil.

Vi har tilføjet et særligt øje for ateister og humanister, fordi de bliver glemt.

Mange har travlt med at gøre denne rettighed – FoRB – til en ret for religionerne.  Det er en fejl.

Det er primært individets ret til fri tanke, samvittighed og religion.

Heri ligger også en beskyttelse af retten til ikke at tro på en religion.

• Vores første spor er fortsat at fremme tanke- og religionsfrihed gennem mobilisering af det internationale samfund.

Vi skal have flere andre lande og flere NGO’er med.

Vi mobiliserer sammen med 25 andre ligesindede lande i den internationale kontaktgruppe for religions- og trosfrihed.

Det hjælper os til en mere effektiv indsats i FN.

Vi har sammen med Sverige og Norge valgt at blive observatører i den internationale alliance for religionsfrihed, der for nyligt blev oprettet på amerikansk initiativ.

Vi håber at kunne påvirke dem til at ændre navne til også italesætte beskyttelse af trosfrihed, samt få sat fremme af ligestilling på dagsordenen.

Vi arbejder på at få EU og EU Kommissionen til at fremme denne dagsordenen.

Det er godt nyt, at de baltiske lande, Holland, Slovakiet, Tjekkiet og Polen har opprioriteret indsatsen.

De har ligesom Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig og UK også udpeget særlige repræsentanter med ansvar for området.

• Vores andet spor handler om samspillet mellem religions- og trosfrihed og kvinders rettigheder.

Sidste år lancerede Danmark sammen med Norge en ekspertproces mhp. at identificere positive synergier mellem tanke- og religionsfrihed og ligestilling på den ene side og FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling på den anden.

En lang række eksperter bidrog, herunder Ahmed Shaheed og Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder, der er med os i dag.

Anbefalingerne inspirerede den temarapport fra FNs særlige rapportør for FoRB, som Menneskerettighedsrådet drøftede i marts.

Når corona-krisen tillader det, får vi lejlighed til at gennemføre vores egen lancering og drøfte anbefalingerne.

Vi håber, at I også vil være med til at drøfte og tage arbejdet videre. Det er vigtigt netop i 25 året for Beijing-erklæringen.

Det er også vigtigt, fordi vi under Covid-19 har set et skærpet globalt pres med udgangspunkt i religiøse overbevisninger på kvinders ret til at bestemme over egen krop og i særdeleshed adgang til abort.

Vi har også fokus på samspillet mellem tanke- og religionsfrihed og FN-princippet om ansvar for at beskytte mod folkemord (R2P).

Vi vil sammen med ligesindede lande undersøge, hvordan vi bedre kan forebygge religiøs og etnisk baseret folkedrab.

Vi skal forhindre en gentagelse af den nationalisme, der medførte overgreb og fordrivelse af de muslimske rohingyaer i Myanmar.

Det er bedre og billigere at forebygge end skulle retsforfølge synderne og give humanitær hjælp til ofrene.

Vi undersøger lige nu, om det er muligt og relevant i forhold til indsatsen i Myanmar og Burkina Faso.

• Vores tredje spor er en prioritering af lande i Europas nærområder.

Vi har en naturlig forpligtelse til og interesse i at skabe bedre vilkår for at ytre sig og frit at praktisere sin tro i nærområderne.

Menneskerettighedsforkæmpere er ressourcestærke personer. Når de giver op og flygter, så flygter mange andre også.
Det har ingen interesse i.

Vi ser frem til, at Danmission i efteråret forhåbentlig kan bringe mange forskellige troende, fra en række lande i Mellemøsten og Nordafrika til Danmark til interreligiøse drøftelser.

• Vores fjerde spor handler om at samarbejde med lande, som Danmark har interesse i og hvor vi sammen med landet og civilsamfundet måske kan gøre en forskel.

Samspillet mellem religion og udenrigs- og udviklingspolitik er sat yderligere i centrum for dette arbejde.

Lige før Covid19 brød var der drøftelser med Tyrkiet og dets forskellige trossamfund. Tilsvarende drøftelser i Jordan, Egypten, Iran mv. blev udsat pga. corona.

• Vores femte spor handler om at hjælpe individer, der er fængslet på grund af deres valg af tro og livssyn.

Det er som bekendt et arbejde, der foregår under radaren. Det går desværre langsomt.

Men vi ser fremskridt. En enkelt er blevet løsladt.

Jeg vil dog tillade mig kort at nævne den nationale leder af det ateistiske forening i Nigeria, som Lone Ree Milkær fra Humanistisk Samfund bragte op for os.

Han er anklaget for blasfemi. Det kan få alvorlige konsekvenser. Det er en sag, vi følger tæt sammen med EU og flere andre lande.

Det er i år 75 år siden, at koncentrations- og udryddelseslejrene blev befriet.

Med hændelserne på Krystalnatten i november 2019 – og andre eksempler – må vi dog med græmmelse konstatere, at antisemitisme er stigende i Danmark.

Det kan vi ikke have siddende på os.

Regeringen har derfor besluttet, at der skal laves en national handlingsplan til bekæmpelse af antisemitisme i Danmark.

Udenrigsministeriet vil bidrage til handlingsplanen, der ventes færdiggjort inden årets udgang.

Jeg har bedt enheden for religions- og trosfrihed om at gå aktivt ind i den internationale alliance for ihukommelse af holocaust sammen med de dygtige folk, der allerede gør en forskel der.

Vores ledetråd vil være erindringen om den særlige danske indsats for redningen af jøderne under Besættelsen.

Erindringen om biskoppernes hyrdebrev.

Erindringen om den muslimske aktivist her i 2020, Shakeel Ahmed.

Det er i vanskelige tider, at folk viser deres sande værd.

Lad os vise vores værd.

Lad os styrke oplysningen og samarbejdet om pligten til at hjælpe hinanden på tværs af tanker og tro, så vi sammen kan forebygge nye folkedrab.

Tak!