Spring til indhold

Udviklingsminister Rasmus Prehn: Danmark kan blive nødt til at arbejde sammen med regeringer, som krænker demokrati og menneskerettigheder

Af Rasmus Prehn, udviklingsminister (S)
Politiken, 20. juni 2020

Fattigdomsbekæmpelse kræver et langsigtet engagement, der kan styrke nationale institutioner og systemer. Så selvom udviklingsbistand er fyldt med dilemmaer, er den et vigtigt værktøj for at kunne skubbe verden i en bedre retning, skriver udviklingsminister Rasmus Prehn i dette indlæg.

I maj måned ringede jeg til Ugandas premierminister Rukunda. Det var med til at løse op for situationen om de 20 LGBT+-personer, der i ly af covid-19 var blevet fængslet for, ja, at være LBGT+-personer. De 20 blev kort derefter løsladt.

Det er ét eksempel på, at politiske samtaler har en effekt – og hvorfor det også giver mening, at vi giver udviklingsbistand til lande, hvor magthaverne opererer efter værdisæt, der er meget anderledes end vores egne.

Der, hvor vi mener, vi kan gøre en forskel, holder vi fast
Al erfaring viser, at fattigdomsbekæmpelse kræver et langsigtet engagement, der kan styrke nationale institutioner og systemer. Det er nødvendigt for, at indsatsen på sigt kan stå på egne ben. Danmark kan derfor blive nødt til at arbejde sammen med nationale forvaltninger selv i lande med regeringer, som krænker demokrati og menneskerettigheder.

Den problemstilling fremførte seniorforsker ved DIIS Rasmus Hundsbæk Pedersen her i Politiken 23. maj. Han har ret i, at det er et svært dilemma. Det er vi meget opmærksomme på. Vi vurderer hele tiden, om vi kan skabe udvikling, muligheder og rettigheder for de fattigste og mest marginaliserede der, hvor vi er til stede. Altså: Skal vi blive og fortsætte indsatsen og fastholde dialogen – som i Uganda – eller skal vi stoppe samarbejdet? 

Der, hvor vi mener, vi kan gøre en forskel, holder vi fast. Størstedelen af vores bistand til Uganda går allerede uden om regeringen. Og da den er fleksibel og gives i samarbejde med andre donorer, civilsamfund og internationale organisationer, kan vi hurtigt omlægge den, hvis vi ser, at den ikke understøtter vores prioriteter.

Derfor kunne vi gribe ind i Uganda, da præsidenten, Museveni, begyndte at styrke sin politiske position gennem et danskstøttet decentraliseringsprogram. Og derfor kunne jeg ringe til premierminister Rukunda og få løsladt LBGT+-personerne.

Vi er meget opmærksomme på alle problemstillingerne
Vietnam er et andet eksempel. Danmarks udviklingsbistand har bidraget til, at gennemsnitsindkomsten over 30 år er steget fra omkring 100 US dollars til over 2.000 US dollars. I samme periode faldt andelen af fattige mennesker i Vietnam fra over 50 procent til under tre procent. Samtidig har Danmark sammen med andre ligesindede lande gennem EU og FN igennem alle årene ført en kritisk dialog med Vietnam med fokus på bl.a. menneskerettighedssituationen.

Jeg hilser i den grad velkommen, at Hundsbæk Pedersen rejser dette og andre dilemmaer i sit indlæg. Vi er meget opmærksomme på alle problemstillingerne. Og arbejder både i et langt og sejt træk og nogle gange helt aktivistisk – som da jeg greb knoglen og tog en snak direkte med premierministeren i Uganda.