Spring til indhold

Udenrigs- og udviklingsminister: FN kan være en altædende dræbersnegl af afmagt, frustration og bureaukratisk ineffektivitet. Men der er intet alternativ

Men der er intet alternativ, og det gælder derfor om at forbedre og styrke FN snarere end at rase mod det og bryde det ned. Her er fem ambitioner for det internationale samarbejde efter covid-19.

Af udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og udviklingsminister Rasmus Prehn (S)
Politiken, den 1. juli 2020

Rygende ruiner, bombekratere og en verdensomspændende tragedie med døde, syge og forarmede mennesker i millionvis. Sådan var baggrundstæppet, da de Forenede Nationer blev dannet den 24. oktober 1945 med Danmark blandt de første 51 deltagende lande. Det klare budskab fra det stiftende møde i San Francisco lød: Aldrig igen!

Nu skriver vi 2020. FN’s 75-års jubilæumsår. Verden ligger underdrejet i coronaepidemi og en økonomisk krise så hård, at vi måske skal helt tilbage til årene efter verdenskrigen for at finde en lige så alvorlig situation. Vi må lære af historien og stå sammen i international solidaritet. Coronaklokkerne ringer for mere FN.

I kampen mod grænseoverskridende udfordringer findes der masser af individuelle nederlag, men i længden kun fælles sejre. Danmark skal igen være blandt de første. En ledestjerne af håb og vision. Poul Nyrups mantra om Danmark som foregangsland er mere påkrævet nu end før. Danmarks solidariske samfundsmodel viste sig stærkere end andre i håndteringen af coronaepidemien. Derfor har vi også nu et ansvar for at inspirere resten af verden.

Ikke uden grund forbinder mange FN med historier om tunge og langvarige processer uden store resultater. En altædende dræbersnegl af afmagt, frustration og bureaukratisk ineffektivitet. Men FN er det, vi har. FN er os. FN er rammen om vores forhandlinger. Ligesom et fodboldstadion er rammen om en fodboldkamp. De færreste bebrejder et fodboldstadion, når de taber en fodboldkamp. Hvem skælder for eksempel ud på det franske fodboldstadion, Stade Gerland i Lyon, når snakken falder på det danske nederlag i EM-semifinalen 1984 mod Spanien? Den kamp, hvor vores elskede Preben Elkjær med revne i bukserne skød hul i himmelen. Nej, det er spillerne, der har ansvaret for at præstere på stadion – og os alle i FN. I tilfældet Preben Elkjær har vi i øvrigt også tilgivet ham for længst, for det er menneskeligt at fejle.

Det er værd at huske, når vi bliver for opgivende. Naturligvis er FN besværligt. Det kan næppe være anderledes med hele 193 medlemsstater, hvoraf langt fra alle er demokratier. Men alternativet er værre. På samme måde som med demokratiet, der er den værste styreform, vi kender, bortset fra alle de andre, som Churchill tørt konstaterede, da han blev spurgt til demokratiets velbefindende. Det samme kan siges om FN. Husk i den forbindelse på den svenske FN-generalsekretær, Dag Hammarskjölds vise ord. Han sagde: “FN blev ikke skabt for at føre mennesket ind i himlen, men for at redde menneskeheden fra helvede.”

Aldrig igen – et helvede på jord. Derfor kan det ikke understreges nok – at alt besværet til trods – har FN været en enestående succes: Stedet hvor vi kunne tale sammen selv under den kolde krig med atomvåbenkapløb, stedfortræderkrige og søvnløse nætter. FN var med, da Cuba-krisen blev håndteret i 1962 og en altødelæggende atomkrig afværget i sidste sekund. Midt under den kolde krig forstod de to supermagter USA og Sovjetunionen at lægge rivaliseringen til side for en stund og sammen bekæmpe den dødelige koppeepidemi. I nyere tid har FN-initiativer som Millennium-målene i 2000 og Verdensmålene i 2015 ført til langt færre fattige og sultofre. Til langt flere børn i skoler – ikke mindst piger – og til historisk reduktion i mødre- og spædbørnsdødelighed og meget andet. Sikkerhedsrådet har trods sine mangler formået at lægge låg på flere alvorlige konflikter i Afrika og Mellemøsten. Rådet har fx spillet en vigtig rolle i at undgå det totale kaos i Soma­lia. Og i Yemen er det trods stormagtinteresser lykkedes at indgå og holde en skrøbelig våbenhvile. Med andre ord, hvis ikke vi allerede havde FN, ville vi være nødt til at opfinde det. Når vi ser på de udfordringer, verden aktuelt står over for, er det indlysende, at der er brug for mere – ikke mindre international solidaritet. Vi skal ikke glemme, at verdenshistorien har sendt en klar besked til netop os, der lever på jorden lige nu og her. Som FNs tidligere generalsekretær Ban Ki-Moon sagde det i forbindelse med lanceringen af verdensmålene i 2015: ”Vi er den første generation, der kan afskaffe fattigdom, og den sidste, der kan forhindre de værste konsekvenser af klimaforandringerne!”

Coronakrisen har vist, hvor tæt forbundet verden er blevet. På få uger eskalerede udbruddet fra den kinesiske Wuhan-provins til en global pandemi. I Danmark udviste regeringen rettidig omhu. Vi kan derfor i dag sige, at vi har udbruddet nogenlunde under kontrol. Andre lande står i langt vanskeligere situationer. Alle steder er økonomien hårdt ramt. Verdensbanken forudsiger en nedgang i verdensøkonomien på 5,2 procent i 2020, med den største tilbagegang i Afrika i over en generation. Det stiller nye krav til verdens regeringer, til FN, til os alle sammen.

Dette arbejde har vi engageret os i fra dag et, og Danmark spiller aktuelt en international nøglerolle. Vi fik tidligt 100 millioner kroner afsted via FN til akut nødhjælp til udviklingslandene. Sammen med et bredt flertal i Folketinget mobiliserede vi derefter en milliard kroner til at hjælpe Afrika og andre udviklingslande i coronakrisen. De fattigste lande er stærkt udfordrede af krisen. De har brug for hjælp i bestræbelserne på at modvirke, at smitten spreder sig i både samfund og tætpakkede flygtningelejre. Men de har også brug for hjælp til at modvirke alle følgevirkningerne af kampen mod corona. Her spiller FN en afgørende rolle. FN samler den internationale indsats for at få nødhjælp hurtigt ud til de allersvageste, opbygge robuste sundhedssystemer der kan modstå den næste epidemi og sikre en grøn og bæredygtig genopretning på den anden side af krisen.

Verden er på vej ind i en økonomisk recession – måske dybere end ved finanskrisen. Den vil ikke kun ramme åbne økonomier som Danmarks, hvor mere end et ud af tre job afhænger af eksport eller udenlandske investeringer. Den vil også få katastrofale følger i Afrika, Mellemøsten og Asien og forpurre fremtidsudsigterne for millioner af unge. For første gang siden 1998 stiger fattigdommen i Afrika. FN vurderer, at op imod 265 millioner mennesker vil blive udsat for livstruende sult i år – en fordobling af verdens sultofre. Hvis smittekæderne ikke brydes, kan de næste konsekvenser – som Storbritanniens tidligere udenrigsminister David Miliband sagde her i Politiken søndag den 24. maj – blive massive dødsfald og et stigende flygtninge- og migrationspres mod Europa. Og så har vi endda ikke nævnt de altoverskyggende klimaudfordringer.

Derfor må og skal det internationale samarbejde blive bedre. Corona har vist, at alle verdens lande er afhængige af hinanden. Derfor er vi også bekymrede, når en række lande ikke betaler deres ’kontingent’ til FN i tide.  Og vi er bekymrede, når en stor donor som USA vil trække sig fra WHO, som ellers er det internationale samlingspunkt, hvor vi kan lære af hinanden og stå sammen i en nødvendig global kamp mod corona.

Vi vil det fælles. Vi tror på det. Vi arbejder for det. Men krisen har også vist, at der skal gearskift, knofedt og tydeligt lederskab til. For mange af de toneangivende medlemslande i FN’s Sikkerhedsråd stod ikke klar til at tage et globalt, fælles lederskab. Og ser vi på hele FN-familien, var vi ikke godt nok forberedt på at reagere i samlet flok. Det skal vi lære af. Virologer havde advaret mod kommende epidemier og pandemier. Det internationale beredskab skulle have været langt bedre - og parat.

Vi er ikke i tvivl om, at FN er og bliver det internationale samarbejdes hjerte. Det gælder, uanset om vi skal stå sammen om den næste pandemi, om at håndtere klimaforandringer eller om at finde nye løsninger på problemerne med irregulær migration. Men blodtilførslen fra medlemslandene til FN-hjertet er for svag lige nu. Det skal være Danmarks klare ambition at få udført en nødvendig bypassoperation – at få styrket det internationale samarbejde og FN.

Visionen må være at gøre FN til bolværket imod smittekæder af ustabilitet. Derfor iværksætter vi som hhv. udenrigs- og udviklingsministre en målrettet indsats, der skal styrke Danmarks internationale rolle, men også sætte et helt nødvendigt fokus på verdens behov for at stå sammen i international solidaritet. FN’s 75. jubilæumsår skal bruges til at løfte og revitalisere FN på et tidspunkt, hvor der er et historisk stort behov for FN’s indsats.

Vi har fem retningsgivende ambitioner, der skal tænkes ind i alle internationale fora. Lige fra Nordisk råd, over EU til FN selv. Og alle ambassader, netværk og relationer skal benyttes.

For det første skal Danmark fortsat være med helt i front, når det handler om at reformere FN-systemet. Organisationen fortjener et tilbundsgående sundhedstjek på sin 75-års fødselsdag. FN’s organisationer skal arbejde bedre sammen på tværs, bryde siloerne ned og være mere slagkraftige. Navnlig er det en diskussion værd, hvordan FN’s Sikkerhedsråd skal arbejde fremover. FN er heldig at have en generalsekretær i António Guterres, der vil det samme som Danmark, og som har taget skridt hen imod en ambitiøs reformproces. Det er en unik mulighed, vi skal benytte os af. FN kan, skal og vil forny sig selv.

For det andet skal Danmark målrettet og dedikeret knytte alle de lande til sig, der ønsker at arbejde ambitiøst med solidaritet og klima. Coronakrisen har vist den socialdemokratiske velfærdsmodels styrke. Sociale sikkerhedsnet er ikke bare mere sympatiske og tryghedsskabende. De betaler sig også. Det momentum skal udnyttes til at udbrede visionen om velfærdssamfund til andre lande også. Klimabevidstheden stiger år for år, dag for dag. Danmark har lagt sig allerforrest i feltet af klimabevidste lande med vores historisk ambitiøse målsætning om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030. Men mange andre lande er også ambitiøse, og Danmark skal skabe en alliance af lande, der vil det samme. Den stærkest mulige klimadagsorden skal sættes på verdensplan - ikke mindst når de næsten 600 millioner afrikanere, der i dag er uden strøm, skal have adgang til el-nettet. Netop den internationale solidaritet bliver afgørende for verdens fremtid og dermed FN. Danmark tilhører sammen med Sverige, Norge, Storbritannien og Luxembourg den absolutte superliga, når det handler om udviklingsbistand. Denne form for solidaritet skal andre lande inspireres med. Hvis bare resten af EU's medlemslande kom op på de 0,7 procent af BNI, som Danmark giver, ville der mindst være 250 milliarder kroner ekstra til udviklingsbistand. Verden skriger på en solidaritets- og klimaalliance.

For det tredje er det netop i krisesituationer, at der er behov for nytænkning og initiativer, der kan skabe nyt håb, perspektiv og retning. Ligesom Marshall-hjælpen hjalp Europa på fode igen efter verdenskrigen, skal vi med Churchills ord se mulighederne i problemerne, frem for problemerne i mulighederne. Efter tsunamien i 2004 talte man om ”building back better”. Samme vision bør vi have efter coronakrisen. Vi bør bygge op på en bedre, men også grønnere måde. Den nødvendige kickstart af verdensøkonomien bør ske via investeringer i grøn energi, klimatilpasning, uddannelse og grøn jobskabelse. Det bør være visionen, når Danmark selv lægger finanslov, når vi forhandler budget i EU, og når Danmark bruger udviklingsbistand og samarbejder med FN og EU om en afrikastrategi og udviklingspolitik. ”Building back better and greener” er den helt nødvendige vision. Og Danmarks diplomatiske ambition er kogt ind til benet at gå forrest og inspirere andre til at følge trop.

For det fjerde er arbejdet i Sikkerhedsrådet afgørende for balancerne i verden og for FN’s fremtid. Danmark spiller konstant en aktiv rolle, de steder vi kan. Om det er i kulissen før møderne, når vores tætte partnere er medlemmer af Rådet eller de gange, hvor vi selv har siddet med om bordet. Det er vigtigt med en stærk nordisk stemme i Sikkerhedsrådet. Derfor har vi støttet Norges kamp for at blive valgt ind senere i juni. Danmarks bidrag til FN’s fredsbevarende mission i Mali er tilsvarende vigtigt i forhold til at dæmme op for ustabiliteten i Sahel-regionen. En konflikt der på sigt kan true Danmarks og Europas tryghed og sikkerhed pga. for eksempel voldsomme migrationsstrømme. Danmarks ambition er en mere holistisk tilgang til sikkerhedspolitikken. Stabile, trygge og demokratiske samfund er nu en gang den bedste måde at undgå krig og ufred. Og i fremtiden bliver arbejdet med at undgå klima- og sundhedskatastrofer en lige så vigtig sikkerhedspolitisk opgave. Her har Danmark ikke alene noget at byde på. Vi skal byde proaktivt ind, og vi er mere end parate.

For det femte er der rettighedsdagsordenen - værdikampen for menneskerettigheder, retsstatsprincipper og demokrati. Det er værdier, hvor FN – med klare danske aftryk - har været rammen for globale landvindinger. Desværre ser vi ofte, at regimer vender ryggen til menneskerettighederne, og at coronapandemien bruges som skalkeskjul til yderligere undertrykkelse. Hvor ytrings- og forsamlingsfriheden indskrænkes, demokratiske principper sættes ud af spil, og hvor kvinder og pigers ret til at bestemme over egen krop ofte er de første ofre. Danmark hverken kan eller vil acceptere, at rettigheder anfægtes som ’vestlige’ værdier og søges tilbagerullet.

Lad os huske, at FN er os, og vi er FN. Global solidaritet bliver kun til noget, hvis vi selv skaber den. Lige nu er Danmark blandt de få lande, der har overskud, udsyn og vilje til at inspirere andre. Som Mærsk Mc-Kinney Møller rammende har udtrykt det, den der har evnen har også pligten. Der hviler et stort ansvar på vores skuldre. Det bliver svært. Men fremtiden tilhører - med USA’s første FN-ambassadør Elinor Roosevelts ord –” dem, der tror på skønheden i deres drømme!”