Spring til indhold

Samarbejde sikrer regional vækst

Efter mange års vækst er Østersøregionen hårdt ramt af den økonomiske og finansielle krise. Det gælder ikke mindst de baltiske lande, hvor arbejdsløsheden er steget voldsomt. Trods ryggen mod den økonomiske mur er det på eksemplarisk vis lykkedes for Estland at blive optaget i euroen 1. januar 2011. Uden en meget stram finanspolitik og sunde offentlige finanser og opbakning i befolkningen til regeringens politik var dette ikke sket. Og i Letland synes en meget kraftig økonomisk hestekur at bringe landets økonomi væk fra afgrundens rand.

AF LENE ESPERSEN, udenrigsminister

Østersøregionens lande er centrale for dansk økonomi. Regionen tegner sig for en sjettedel af EU’s økonomi og cirka 40 procent af Danmarks vareeksport. Vækst i regionen betyder vækst i Danmark. Der er for mig ingen tvivl om, at det er i dansk egeninteresse at hjælpe økonomierne i nærområdet til at komme på fode.

I EU vil en række udfordringer med fordel kunne håndteres ved, at vi samtidig styrker samarbejdet på regionalt niveau. Et nært og forstærket samarbejde med nabolandene har væsentlig betydning for vores miljø og klima og for vores eksport.

Inden for en række sektorer og politikområder er der et stort potentiale, hvor Østersøregionen har mulighed for at lægge sig i spidsen globalt. Det gælder ikke mindst områder baseret på en høj forsknings- og innovationsindsats.

Det var blandt andet på denne baggrund, at EU’s stats- og regeringschefer for et år siden vedtog en Østersøstrategi for at styrke integrationen omkring Østersøen, forbedre beskyttelsen af miljøet, styrke landenes økonomiske vækst og tiltrækningskraft samt forbedre samarbejdet om landenes sikkerhed. Den 14.-15. oktober 2010 blev det første årlige forum for strategien afholdt i Tallinn, hvor flere end 500 deltagere drøftede de næste skridt i udrulningen af strategien til gavn for regionens omkring 100 millioner indbyggere. Den danske regering har påtaget sig et stort ansvar med koordinationsansvar for 6 af 15 prioritetsområder samt en lederrolle for en lang række af strategiens cirka 80 flagskibsprojekter, blandt andet på energiområdet med udvikling af ledningsnet.

Tæt samarbejde
Jeg har ved flere lejligheder bl.a. på Østersørådets topmøde i juni 2010 opfordret til et tæt og styrket samarbejde i Østersøregionen om udnyttelse af det store potentiale for grøn og smart vækst i tråd med EU’s 2020 strategi for vækst i Europa. I den forbindelse slog jeg til lyd for et tæt samarbejde i regionen om at skabe uddannelse, forskning og innovation i verdensklasse.

Der er enighed om, at målene med EU’s Østersøstrategi ikke skal nås ved at opbygge nye institutioner, indføre ny lovgivning eller tilføre nye finansielle midler. Målene skal nås ved at udnytte den mangfoldighed af forskellige regionale initiativer, projekter og fora, der allerede eksisterer i Østersøregionen.

Især Ruslands deltagelse og involvering i strategien er meget vigtig. Mange af udfordringerne i regionen relaterer sig direkte til Rusland. Det gælder ikke mindst på områder som forurening, transport, sikker og ren skibsfart. Der er etableret en positiv dialog og samarbejde med Rusland om landets medvirken, og jeg håber meget, at dette positive samarbejde vil blive styrket til gavn for alle lande i regionen.

EU’s Østersøstrategi repræsenterer en enestående og ny mulighed for at få skabt dynamik i samarbejdet i regionen og få udnyttet regionens fulde økonomiske potentiale. Som ansvarlig minister for Danmarks deltagelse i strategien vil jeg i EU, i relevante regionale fora og under samtaler med mine kolleger i regionen gøre mit til at fastholde det politiske fokus på strategien og arbejde for, at den bliver en succes. Mulighederne er der, og det vil være et stort svigt ikke at gribe chancen.