Spring til indhold

Lyt til de tavse skrig fra Hiroshima og Nagasaki

Af Jeppe Kofod, udenrigsminister (S)
Politiken, den 6. august 2020

"Hvil i fred, for fejltagelsen vil aldrig blive gentaget.” Sådan står der på et af mindesmærkerne ved Fredsparken i Hiroshima. Fra parken kan man se til den gamle bygning med den skeletagtige kuppel, som de fleste af os har indprentet i hukommelsen. Bygningen står tilbage som et uhyggeligt symbol på den voldsomme og ubegribelige kraft, som verden for første gang så udløst den 6. august 1945, da bomben ”Little Boy” faldt over Hiroshima klokken 8:15 om morgenen. Tre dage senere faldt den anden bombe over Nagasaki, og verden var forandret for evigt.

Efter årtier med faste lofter over stormagternes atomvåben og missiler risikerer vi nu at stå over for et nyt våbenkapløb. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre. Det handler om Danmarks og danskernes sikkerhed. Vi må sørge for, at historien ikke gentager sig.

Vi lever i dag i en virkelighed præget af større usikkerhed og med en fornyet stormagtsrivalisering, der presser den internationale orden. USA og Rusland lægger arm på ny, og Kina er blevet en stormagt, der ikke er til at komme uden om. Våbenkontrol- og nedrustningsområdet er under gevaldigt pres. Sikkerhedsarkitekturen er ved at skride. Der er risiko for, at rå magt vinder frem. Hvis ikke der bliver taget hånd om udfordringerne med våbenkontrollen, kan vi stå over for et nyt våbenkapløb i de kommende år. Jeg ønsker, at Danmark påtager sig en aktiv rolle, for at undgå det. Det er afgørende for vores tryghed.

Bomben udløste en kraft, som mennesket aldrig før havde set magen til. Indbyggerne i Hiroshima så et enormt blændende lysglimt og mærkede i deres sidste sekund i live en altødelæggende chokbølge og en mur af dræbende ild. En by og store dele af dens befolkning blev sønderknust. Op mod 220.000 mennesker mistede livet ved atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Hvert år den 6. august klokken 8.15 afholdes et minuts stilhed ved mindeparken for ofrene for atombomben.

USA’s brug af atombomber satte reelt punktum for Anden Verdenskrig. Japan overgav sig endelig. Det var begyndelsen på en ny æra, hvor spørgsmål om krig og fred i bogstavelig forstand blev spørgsmålet om udslettelse og overlevelse. Markeringen af 75-året for Hiroshima er en anledning til at se tilbage og reflektere over, hvor vi står i dag, og hvordan vi er kommet hertil.

USA håbede i 1945 på at kunne bevare et monopol på sit nye våben, og dermed være i besiddelse af den ultimative afskrækkelse af sine fjender. Men sådan gik det ikke. Efter brugen af ”supervåbnet”, blev det Stalins højeste prioritet at få atomvåben, og allerede i 1949 kunne Sovjetunionen foretage sin første atomprøvesprængning.

Det var startskuddet til et atomvåbenkapløb mellem den kolde krigs to supermagter. Et kapløb som også førte til en magtbalance, der hvilede på afskrækkelse og truslen om gensidig ødelæggelse. I kølvandet fulgte også en nødvendig forståelse for, at våbenkapløbet ikke måtte løbe løbsk. Med tiden kom forhandlinger af det grundlæggende regelsæt til begrænsning af de to stormagters atomvåbenarsenaler og til sikring af europæisk sikkerhed, som har været gældende indtil i dag.

Aftaler om våbenkontrol og nedrustning
Med ordene ”Trust but verify”, indrammede præsident Reagan målet for de aftaler, som blev indgået efter intense forhandlinger med Sovjetunionen op gennem firserne.

Den kolde krig førte til et ønske om at tøjle udviklingen, kontrollere kapløbet og undgå yderligere spredning af atomvåben. USA’s og Sovjetunionens fælles bestræbelser gav os frem for alt to grundlæggende aftaler, som da de blev indgået, var dækkende for de atomvåben og missiler, stormagterne havde. Allerede i begyndelsen af halvfjersene indledtes de første egentlige forhandlinger om begrænsninger i USA’s og Sovjetunionens atomvåbenarsenaler. Disse aftaler er blevet fornyet flere gange og har op til i dag sat grænser for USA’s og Ruslands arsenaler for både kort- og mellemdistancemissilerne (INF-traktaten) og for de interkontinentale atommissiler og deres affyringsramper (New START aftalen). 

Disse to aftaler har været afgørende for europæisk og dermed også dansk sikkerhed.

INF-aftalen betød, at alle landbaserede mellemdistanceraketter, og dermed en hel våbenkategori blev forbudt, og at begge parter forpligtede sig til at destruere dem, de havde. Der blev samtidig lavet et solidt system til sikring af traktatens efterlevelse. USA og Sovjetunionen destruerede tilsammen næsten 3000 missiler frem mod 1991. INF-traktaten blev et forbillede for efterfølgende nedrustningsaftaler for de langtrækkende, interkontinentale atommissiler og var inspiration for New START-aftalen fra 2010.   

Den 2. august sidste år ophørte INF-traktaten imidlertid, efter at USA i februar 2019 opsagde traktaten med seks måneders frist. Det var resultatet af, at Rusland gennem flere år havde brudt aftalen. Det gav reelt ikke USA andet valg, og der var i NATO fuld støtte til beslutningen. Men med INF-aftalens bortfald er der ikke længere noget traktatmæssigt til hinder for opsætning af mellemdistancemissiler i Europa. Det er bekymrende.

Den eneste egentlige våbenkontrolaftale, vi har tilbage på det nukleare område, er dermed New START, der blev indgået i 2010. Aftalen blev undertegnet af præsident Obama og præsident Medvedev i Prag et år efter, at Obama i en skelsættende tale samme sted havde lanceret sin ambition om en verden fri for atomvåben. Med aftalen blev der sat nye og markant lavere lofter for sprænghoveder og missiler, og det medførte væsentlige reduktioner i de nukleare arsenaler. New START udløber imidlertid i februar 2021, og der er betydelig usikkerhed omkring dens forlængelse. 

Det anstrengte forhold mellem stormagterne USA og Rusland, det at der er kommet flere spillere på banen, Kina i særdeleshed, og den hurtige teknologiske udvikling, betyder, at de grundlæggende aftaler ikke slår til længere. Hvis de grundlæggende aftaler falder, og der ikke træder noget i stedet, risikerer vi at stå over for et nyt våbenkapløb. Denne gang med langt flere deltagere. Det siges, at asken faldt over Hiroshima i dagevis. Det må ikke ske igen.

Lyspunkter i en mørk tid
På trods af udfordringerne er der imidlertid også visse lyspunkter. USA og Rusland mødtes i Wien den 22. og 23. juni i år til en såkaldt strategisk sikkerhedsdialog. Overskriften for mødet var ”våbenkontrollens fremtid”. På dagsordenen mellem de to forhandlere – USA’s særlige udsending, ambassadør Marshall Billingslea og Ruslands viceudenrigsminister Sergei Ryabkov – indgik også spørgsmålet om New START-aftalens skæbne. Alene det at mødet fandt sted giver anledning til vis optimisme. Det var også positivt, at USA mødte op med nye tanker om en omfattende våbenkontrolaftale. Ambitionen er, som det ser ud, en aftale, der også omfatter andre og helt nye missiltyper. Det gælder eksempelvis de såkaldte hypersoniske (overlyds) missiler, som navnlig Rusland har udviklet. Samtidig har USA søgt også at få Kina til at deltage. Fra dansk side støtter vi kraftigt op om tanken om en ny omfattende aftale. Jeg har derfor også opfordret Kina til at engagere sig og deltage. Kina bør demonstrere, at man er klar til at påtage sig det større internationale ansvar, der følger med en voksende global rolle. Da en omfattende aftale ikke realistisk set kan være på plads inden udløbet af New START, er det samtidig vigtigt, at den nuværende aftale forlænges. 

Danmark er ikke part i disse aftaler. Men aftalerne har i årevis stået som garant for europæisk og dermed også dansk sikkerhed. Et grundlæggende pejlemærke i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er NATO og det transatlantiske bånd. Det var under en socialdemokratisk regering, at Danmark i sin tid blev medlem af den nordatlantiske alliance. Danmark har i årtier bidraget solidt til NATO’s indsats for at skabe sikkerhed. Derfor er og forbliver Danmark en del af kernen i NATO, der leverer hvor og når, der er behov for det. Danmarks sikkerhed hviler imidlertid ikke kun på troværdig afskrækkelse og forsvar gennem NATO, men også på effektiv våbenkontrol og nedrustning, der øger forudsigeligheden og den militære åbenhed mellem stater og begrænser våbenkapløb.

På Sikkerhedskonferencen i München i februar i år slog jeg til lyd for et øget fokus på international våbenkontrol og nedrustning. Det er en prioritet for mig som udenrigsminister – og noget som desværre blev prioriteret alt for lavt under den forrige regering.

Min vision er, at vi skal arbejde i to hovedspor. Dels skal vi skal arbejde for at bevare de eksisterende regelsæt, som stadig har relevans og giver os sikkerhed. Samtidig skal vi være åbne for at tilpasse og bygge nyt for at adressere nye teknologier og våbentyper og for, at nye aktører bliver omfattet. Her ønsker jeg, at Danmark skal spille en aktiv rolle. Danmark har en interesse i at fastholde en tæt regulering af den internationale nedrustning og våbenkontrol. Det må aldrig blive rå magt, der råder i international politik. Som dansk udenrigsminister er min fornemmeste opgave, at sikre danskernes tryghed og sikkerhed i en turbulent verden. Fra dansk side vil vi derfor støtte forhandlingerne om våbenkontrolaftaler mellem atomvåbenmagterne. Det vil jeg personligt engagere mig i. Vi må ikke lade årtiers arbejde falde til jorden og risikere et nyt globalt oprustningskapløb – nu med langt flere aktører.

Det er vigtigt, at Kina bliver engageret ikke kun i New START, men mere generelt, når det gælder våbenkontrol og nedrustning. Vi må også tage højde for nye våbentyper og teknologisk udvikling, når disse aftaler drøftes og genforhandles. Det kan blive tungt, kompliceret og krævende. Men det er netop fordi, det er svært, at alle – også Danmark – bør tage ansvar og være med til at løfte. 

Vi vil arbejde for nedrustning - ikke spredning
På den forestående gennemgangskonference for den nukleare ikke-spredningstraktaten fra 1970 (NPT) i januar 2021 vil Danmark spille aktivt med. Traktaten fejrer 50 år i år og udgør med 190 deltagende lande hjørnestenen i nuklear nedrustning. Det er en traktat, som forpligter deltagerlandene til at arbejde for nedrustning, ikke-spredning og fremme af fredelig udnyttelse af atomenergi. Alle de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig) er med som anerkendte atomvåbenbesiddere. Det unikke ved traktaten er, at den omfatter de stormagter, der har langt størstedelen af kernevåbnene.

Hvert femte år mødes de deltagende parter til en gennemgangskonference og søger at sætte retning for det fremtidige arbejde for nedrustning og ikke-spredning. Det sker i år i lyset af, at traktaten er under markant pres. Af Nordkoreas atomprogram, af usikkerheden om atomaftalen med Iran, af Ruslands udvikling af nye våbensystemer og af rivaliseringen mellem de store lande i forhold til magt, styrke og indflydelse.

Her skal Danmark understrege vigtigheden af NPT som den grundlæggende traktat inden for nuklear nedrustning. Vi vil også tale for en fortsat og omfattende regulering af verdens atomvåben. Men i disse store spørgsmål er det det lange seje træk, der gælder. Målet er klare resultater inden for nuklear nedrustning. Men det ændrer ikke ved, at så længe der findes kernevåben, så skal og vil NATO også vedblive med at være en nuklear alliance. Vi skal være idealistiske og principfaste, men aldrig naive.

Den forrige svenske udenrigsminister lancerede sammen med udenrigsministre fra 15 lande, herunder flere NATO-lande, det vigtige Stockholm-initiativ, der adresserer udfordringerne i forhold til nuklear nedrustning. Initiativet udgør et væsentligt indspil til NPT’s gennemgangskonference. Initiativet blev lanceret før jeg tiltrådte som dansk udenrigsminister. Men jeg er helt enig i tilgangen og agter at støtte initiativet, som tager de store spørgsmål om nuklear nedrustning op, og kommer med konkrete og praktiske forslag til, hvordan man kan reducere risikoen for brug af atomvåben med det overordnede sigte, at vi aldrig ser et nyt Hiroshima.

Atomvåben bliver ikke afskaffet i min levetid. Men vi kan leve op til forpligtelsen i NPT og arbejde for det, og dermed undgå et nyt våbenkapløb. Vi kan støtte og facilitere, at der bliver aftalt lofter over antallet af våben og missiler mellem atomvåbenmagterne. Vi kan søge at forhindre udbredelsen af atomvåben til flere lande, såsom Nordkorea og Iran, og vi kan arbejde for tiltag, der reducerer risikoen for brug, og ulykker. Vi kan opfordre til at atomvåbenlandene fortsat afstår fra atomprøvesprængninger, og vi kan opfordre alle lande til at afstå fra at producere materiale til brug i atomvåben. Vi kan arbejde for, at også taktiske atomvåben bliver omfattet. Vi kan opfordre til større åbenhed om atomvåbenarsenalerne og til sikkerhedsprotokoller og åbne kommunikationslinjer for at undgå fejl og misforståelser, eksempelvis ved at imødegå cybertrusler. Alt det vil Danmark gøre.

Det er frem for alt atomvåbenmagterne, som skal indgå aftaler om begrænsninger i deres arsenaler. Men det har betydning for hele verden og også for os. Derfor kan og skal vi vise vort engagement ved klart at sige, hvor vi står og række hånden ud og tilbyde at facilitere arbejdet mellem atommagterne. Det betyder noget, når stort set alle verdens lande er samlet for at tale om nedrustning og ikke-spredning, at Danmark er der med klare holdninger og parate til at gøre en indsats.

Der gik 43 sekunder fra, at piloterne i bombeflyet ´Enola Gay´ udløste ´Little Boy´ til, at de kunne høre braget, mærke chokbølgen ramme deres fly og se den kæmpemæssige atomsky rejse sig. Vi ved ikke, hvad de mon tænkte i de skæbnesvangre sekunder. Eller på vej hjem. Men vi har nu som menneskehed haft 75 år til at tænke os godt om. Op imod 220.000 mennesker døde for 75 år siden i Japan. Vi skal vise, at vi har lært af historien.

Vi skylder at gøre vores yderste for at sikre, at atomvåben aldrig igen bliver anvendt. Det er det budskab, mindesmærket i Fredsparken i Hiroshima sender os alle.