Gå til indhold

Legalisering af danske dokumenter

 

 

LEGALISERING AF DOKUMENTER MODTAGET MED DIGITAL POST

Legaliseringen har længe ønsket også at kunne tilbyde borgere og virksomheder mulighed for at få legaliseret dokumenter, der er udstedt af offentlige danske myndigheder, og som videresendes fra Digital Post.

Det kan man nu. Se venligst vejledning her.

Muligheden understøtter mange danske myndigheders digitale selvbetjeningsløsninger.

De legaliserede dokumenter vil blive udstedt som fysiske dokumenter og legaliseret med fysisk Apostille. Dokumenterne kan derfor ikke sendes tilbage digitalt til dig. 

Nedenstående vejledninger vil blive rettet snarest muligt.

Udenrigsministeriets Legaliseringskontor kan legalisere danske dokumenter udstedt af en offentlig dansk myndighed. Du kan læse mere om specifikke danske dokumenter til legalisering i den grå boks nedenfor.

Udenrigsministeriet forbeholder sig retten til på baggrund af en individuel vurdering at afvise dokumenter til legalisering, såfremt det ikke uden rimelig tvivl kan påvises, at der er tale om et dansk dokument eller der af anden årsag opstår tvivl om, hvorvidt dokumentet falder inden for Apostille-konventionens anvendelsesområde. Dertil kommer, at dokumentet skal være udfærdiget på en computer. Håndskrevne dokumenter accepteres ikke.

 

Lav et køb for legalisering/Apostille i vores webshop:

Du skal foretage et køb for legalisering/Apostille i vores webshop forud for indlevering, fysisk forsendelse eller digital videresendelse af dokumentet til legalisering. Det koster 230 DKK pr. dokument. Du vil modtage kvittering for køb pr. e-mail.

Find webshoppen her
Find vejledning til webshoppen her.

Du kan stille spørgsmål om legalisering til vores chatbot her

Dokumenter, som ikke er afhentet eller ikke kan sendes grundet manglende returporto, bliver makuleret tre måneder efter modtagelse i Legaliseringen.  

Når købet er foretaget i webshoppen kan:

1. Dokumenter modtaget i Digital Post fra danske myndigheder videresendes fra Digital Post direkte til Legaliseringskontoret. Du finder vores vejledning her. Husk at angive købs- eller legaliseringsnummer i emnefeltet.

2. Dokumenter med Digital Signatur kan uploades i forbindelse med køb i webshoppen eller videresendes fra Digital Post direkte til Legaliseringskontoret. Dokumenter med Digital Signatur er de eneste dokumenter, som kan uploades i købet og påtegnes med en såkaldt E-Apostille. At dokumenter er modtaget elektronisk/digitalt er ikke det samme som Digital Signatur. Du kan undersøge, om dokumentet har certificeret Digital Signatur. En blå bjælke øverst i PDF-filen indikerer Digital Signatur.  

Bemærk venligst at E-Apostiller ikke er underskrevet af hverken udstedende danske myndighed eller Udenrigsministeriets Legaliseringskontor. Vi henviser til den modtagende myndighed vedrørende anerkendelse af E-Apostille.

3. Dokumenter med fysisk/våd underskrift indleveres ved personligt fremmøde eller alternativt sendes med fysisk post eller kurer til Legaliseringskontoret. Vi accepterer ikke scan, kopi eller udprint af fysiske originaldokumenter. Hvis du har mere end 7 dokumenter, kan vi ikke garantere legalisering samme dag. Legaliseringen forbeholder sig ret til, at kunne afvise anmodninger om legalisering, der forudses at kunne vare ud over vores åbningstid.

Når dokumentet er modtaget og behandlet ved Legaliseringen kan:

1. Dokumenter videresendt fra Digital Post udskrives af Legaliseringskontoret og afhentes ved personligt fremmøde eller alternativt sendes retur med fysisk post eller kurer. 

2. Dokumenter med Digital Signatur uploadet i købet kan downloades som E-Apostille direkte i browservinduet. Alternativt kan E-Apostillen udskrives med fysisk Apostille-påtegning af Legaliseringskontoret og herefter afhentes ved personligt fremmøde eller sendes retur med post eller kurer.

3. Dokumenter indleveret ved personligt fremmøde legaliseres med det samme eller alternativt sendes retur med fysisk post eller kurer.

Når dokumentet skal sendes med post eller kurer

Du kan forvente en sagsbehandlingstid på 5-7 hverdage, når vi modtager dokumenter med post eller kurer. Vi gør opmærksom på, at behandlingstiden i travle perioder kan være længere.

Du skal selv stå for postforsendelse og/eller kurerafhentning i forbindelse med legalisering af dokumenter. Du kan valgfrit købe Quickbrev returporto i vores webshop eller alternativt købe returporto direkte på PostNords hjemmeside. Kvittering for køb og returportokode/-label skal vedlægges dokumenter til forsendelse eller sendes digitalt til [email protected]

For kurerafhentning inden for vores åbningstid bedes du sende fragtbrev/waybill til [email protected] efter vi har behandlet dine dokumenter.  

Udenrigsministeriet er ikke ansvarlig for forsendelse og kan ikke vejlede om forsendelsestider. Der henvises til relevant postudbyder eller kurer.