Gå til indhold

Australien

Rejsevejledning opdateret: 08.12.2023 Kl. 10:16

Gyldig: 19.04.2024

Vær opmærksom:
Hele landet.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Generel anbefaling

De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Australien.

Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark.

Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet. 

Risiko for terror

Australien har ikke oplevet terrorangreb i nyere tid.

De australske myndigheder har gjort en indsats for at øge sikkerheden. Ifølge myndighederne har de afværget et antal planlagte terrorangreb.

Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved offentlige bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Australien er forholdsvis lav.

Du bør dog være opmærksom på risikoen for lomme- og tasketyveri og overfald i nattelivet i de større byer.

Sexchikane og seksuelle overgreb er sjældne, men kan være rettet mod turister.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking.  

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt.

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om sikkerhedssituationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Australien har et rigt dyreliv, hvor bl.a. hajer, krokodiller og gopler kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Undgå at svømme i floder, flodmundinger og vandhuller. Svøm kun mellem røde/gule flag på strande med livreddere. I det nordlige Australien anbefales det kun at svømme fra strande med afskærmningsnet i perioden fra november til april. Tag advarselsskilte alvorligt og følg altid myndighedernes anbefalinger.

Naturkatastrofer

Der er risiko for skovbrande (bushfires/grassfires) i Australien året rundt. I det sydlige Australien er det især fra december til maj. I New South Wales og det sydlige Queensland er risikoen størst fra september til februar. Northern Territory bliver især ramt fra juni til november.

Der er risiko for cykloner i det nordlige Australien fra november til april.

Ved kraftig regn er der risiko for oversvømmelser i landområderne. Veje krydser ofte udtørrede flodlejer, som efter kraftig regn kan fyldes med vand. Stærk strøm kan føre til ulykker, hvis du forsøger at køre igennem.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Følg også den lokale vejrudsigt og advarsler om naturkatastrofer.

Det australske bureau for meteorologi benytter sig af varsling om farligt vejr via deres app ”The BOM Weather app”. Hent app’en for at modtage push-beskeder om farligt vejr, oversvømmelser, hedebølger, tropiske cykloner m.m. Læs mere om app’en her.

Transport

Du bør være opmærksom i trafikken på samme måde, som du ville være det i Danmark. Bemærk, at der er venstrekørsel.

Mindre veje uden for de større byer er ofte grusveje. Hvis du kører i bil uden for de større byer, skal du være opmærksom på risikoen for dyr på vejene. Der er størst risiko for at påkøre kænguruer ved solnedgang.

Hav altid ekstra forsyninger af brændstof, vand og mad med, hvis du kører i øde områder.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer eller velkendte kørselstjenester. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Australien, er du underlagt australsk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige fra de danske. Straffene kan fx være højere. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være vanskelige.

Besiddelse af narkotika er strafbart og overtrædelse af forbuddet straffes hårdt. Find information om lovgivningen på føderalt niveau, og i de forskellige delstater og territorier her.

Det er forbudt at drikke alkohol på mange offentlige steder, herunder på strandene.

Det er forbudt at ryge på mange offentlige steder, herunder på restauranter og nær legepladser.

Mobiltelefon dækning kan være ustabil i mindre byer. Ofte er der ingen dækning uden for byerne.

Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-australsk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Australien, hvis Australien ikke går med til det.

Hvis du har dansk-australsk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Australien, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de australske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have en kopi af dit pas på dig og have dit pas opbevaret et sikkert sted.

Australien har strenge regler for, hvad du må bringe ind i landet af bl.a. mad og planter. Læs mere om indrejseregler hos Department of Agriculture, Fisheries and Forestry og om, hvad du skal deklarere i tolden ved ankomst hos Department of Home Affairs.

Læs mere om pas- og visumregler

Sundhedsforhold

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.

For mere information om indrejse med medicin i Australien, se hjemmesiden for de australske sundhedsmyndigheder.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Australien er generelt af god standard.

I landområder kan det tage lang tid at få læge- og ambulanceassistance eller anden hjælp i en nødsituation.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Australien. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer. 

Læs mere om rejseforsikringer.

Danskere i Australien er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger på den danske ambassade og de danske konsulater i Australien.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Australien under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Australiens Ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Du kan finde Danske Sømands- og Udlandskirker i Australien.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Australien er senest opdateret den 8. december 2023 med ændringer i afsnittet "Andre sikkerhedsrisici". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.



Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.