Spring til indhold

OBS (22.03.2020 21:27)

CANADA: Udenrigsministeriet har taget initiativ til en Facebook-gruppe, hvor danskere i udlandet kan finde og hjælpe hinanden. Mange fastboende har tilbudt hjælp – har du som rejsende brug for hjælp? Så skriv i gruppen her: https://www.facebook.com/groups/danskereglobalt/ Initiativet er et supplement til Udenrigsministeriets arbejde for at hjælpe strandede danskere i hele verden, en indsats som vi selvfølgelig fortsætter på højtryk.

OBS (17.03.2020 19:39)

CANADA: Fremover har det ikke længere betydning, om du rejser hjem fra et orange eller rødt område, idet alle borgere i Danmark der kommer hjem fra privat rejse i udlandet, opfordres kraftigt til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst. Udenrigsministeriets hidtidige opdeling af verden i røde og orange områder fastfryses derfor nu og indtil videre frem til den 13. april 2020. Flere lande indfører fortsat omfattende tiltag, der i stigende grad omfatter både indrejse- og udrejserestriktioner. Det kan besværliggøre dine hjemrejsemuligheder i den kommende tid. Vi opdaterer løbende med nye lokale tiltag og ændringer i rejserestriktioner på ambassadernes respektive hjemmesider. Læs mere her: https://um.dk/da/om-os/kontakt/find-os-i-verden/ Udenrigsministeriet opfordrer derfor danske rejsende, der befinder sig ude i verden til at tage hjem, så snart det er muligt i tæt dialog med rejsebureau, flyselskab eller forsikringsselskab. Når du rejser hjem, bør du følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger til befolkningen vedr. symptomer på COVID-19 Læs mere her: https://www.sst.dk/corona Medarbejdere, der varetager kritiske funktioner i sundhedssektoren, ældre- og plejesektoren eller området for socialt udsatte, og som vender tilbage fra en udlandsrejse, kan kontakte deres arbejdsgiver med henblik på aftale nærmere vilkår for tilbagevenden til arbejde. Læs mere her: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/coronavirus/rejsende-der-vender-hjem-fra-udlandet

Rejsevejledning - Canada

Abonnér
Rejsevejledning gældende fra: 21.03.2020

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til:

Hele landet

Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele verden, herunder Canada. Det gør vi, fordi mange lande i øjeblikket indfører omfattende restriktioner med kort varsel for at forebygge smittespredning med coronavirus/COVID-19. Restriktioner omfatter i flere lande ind- og udrejserestriktioner, udgangsforbud o. lign.

Den danske ambassade i Ottawa har de seneste oplysninger på sin hjemmeside om myndighedernes restriktioner i Canada og mulighederne for at rejse hjem til Danmark. Flere fly-, færge-, bus-, og togforbindelser bliver aflyst eller indstillet. Det kan gøre det meget svært at komme hjem til Danmark. Ambassadens hjemmeside opdateres løbende.

Alle danskere, der i øjeblikket rejser i udlandet og ønsker at komme hjem, opfordres derfor til at gøre det nu. Du bør undersøge mulighederne for at udrejse i dialog med dit rejse-, fly- og/eller forsikringsselskab.

Denne opfordring gælder ikke for danskere, der er fastboende i udlandet. Har du din hverdag i udlandet, er opfordringen, at du følger anbefalinger og anvisninger fra lokale myndigheder.

Du bør følge de lokale myndigheders anvisninger og løbende holde dig opdateret om udviklingen via ambassadens hjemmeside, de lokale myndigheder og nyhedsmedier.

Danske grænser vil ikke blive lukket for danske statsborgere eller andre personer, der bor i Danmark.

Du bør følge Sundhedsstyrelsens råd. Du kan også læse mere om udviklingen i COVID-19 i udlandet hos Statens Serum Institut.

Du kan læse mere om danske myndigheders tiltag på www.coronasmitte.dk.

Risiko for terror

Der er en middel risiko for terror i Canada.

I september 2017 blev en politibetjent stukket ned og fem andre personer såret i et knivangreb i Edmonton.

I januar 2017 blev seks personer dræbt og 19 såret i et skyderi ved en moske i Quebec City.  

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Canada er forholdsvis lav. Vær opmærksom på gadekriminalitet som fx lomme- og tasketyverier.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der kan blive tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og overgreb.

Hold altid øje med dit kreditkort. Kreditkortsvindel kan ske.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking. Få mere information om IT-sikkerhed på rejsen

Andre sikkerhedsrisici

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Rejser du til naturområder og fjerntliggende eller tyndt befolkede dele af Canada, har ambassaden meget begrænset mulighed for at hjælpe dig i en nødsituation. Vi anbefaler, at du underretter dine pårørende om dine detaljerede rejseplaner eller organiserer din tur i samarbejde med en professionel guide.

Naturkatastrofer

Risikoen for naturkatastrofer er forholdsvis lav. Ekstremt vintervejr, skovbrande, storme/orkaner, oversvømmelser og jordskælv kan forekomme.

Canada har forskellige klima- og vejrforhold i de forskellige landsdele, og det er vigtigt at følge lokale vejrrapporter. Vejret og temperaturen kan ændre sig meget hurtigt.

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, medierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Vejrudsigt findes på Environment Canada’s Weather.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Transport

Du bør være opmærksom i trafikken på samme måde, som du ville være i Danmark.

Offentlig transport fungerer godt i de større byer.

Lokale love og sædvaner 

Når du rejser i Canada, er du underlagt canadisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige fra de danske.

Behandling af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke forlade landet, før sagen er afgjort.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt. Dog er cannabis til rekreativ brug lovliggjort i 2018. Undersøg reglerne for import grundigt, hvis du har behov for at rejse ind i Canada med cannabis.

Der er forbudt at ryge indendørs på offentlige steder. Der er minimumsgrænser for afstanden til indgange til offentligt bygninger, herunder hoteller, restauranter og butikker, før man må ryge. Orienter dig hos de lokale myndigheder.

Det er forbudt at drikke alkohol på offentlige steder, inklusive i naturparker.

Du bør være opmærksom på, at der er begrænset dækning for mobiltelefoni i bjerge og naturområder. 

I Canada er der to officielle sprog: Engelsk og fransk. Fransk er det eneste officielle sprog i Quebec. Her kan det i visse områder kan være svært at begå sig på engelsk.

Særligt om indrejse og ophold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-canadisk statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Canada, hvis Canada ikke går med til det.

Hvis du har dansk-canadisk statsborgerskab og gerne vil rejse til Canada, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de canadiske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Du kan finde information om sundheds- og sygdomsforhold på hjemmesiderne for Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og vaccinationsklinikker.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Canada. 

I Canada er du hverken dækket af det gule sygesikringsbevis eller det blå EU-sygesikringsbevis.

Læs mere om rejseforsikringer.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Canada.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Canada under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Canadas ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Du kan finde en række Danske Sømands- og Uldandskirker i Canada.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for hele verden er senest opdateret den 21. marts 2020, herunder for Canada. Det er foretaget substantielle ændringer i afsnittet Generel anbefaling. Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

Kort over Canada

HENT APP’EN REJSEKLAR

DANSKERLISTEN

Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning