Spring til indhold

OBS (26.06.2020 14:52)

LITAUEN: Rejsevejledningen for Litauen er opdateret: Hvis du rejser til Litauen, bør du være ekstra forsigtig for at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus/COVID-19. Forsigtighedsprincippet handler i den forbindelse også om at minimere risikoen for, at du tager smitten med hjem til Danmark. Du udviser ekstra forsigtighed ved bl.a. at følge vores rejseråd i en tid med COVID-19: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejseraad-i-en-tid-med-covid19/ Hvis du rejser til Litauen, bør du også orientere dig om lokale restriktioner forud for rejsen. Den danske ambassade i Vilnius har de seneste oplysninger om lokale restriktioner Litauen: https://litauen.um.dk/da/rejse-og-ophold/nycoronavirus-covid19/ Du bør altid følge de lokale myndigheders anvisninger. Hvis du kommer hjem fra en rejse til Litauen, opfordres du ikke længere til at blive hjemme i 14 dage.

Rejsevejledning - Litauen

Abonnér
Rejsevejledning gældende fra: 26.06.2020

Vær ekstra forsigtig:

Hele landet.

Vær til enhver tid opmærksom på din personlige sikkerhed og hold dig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Hvis du rejser til Litauen, bør du være ekstra forsigtig for at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus/COVID-19. 

Du udviser ekstra forsigtighed ved bl.a. at følge vores rejseråd i en tid med COVID-19.

Hvis du rejser til Litauen, bør du også orientere dig om lokale restriktioner forud for rejsen. Den danske ambassade i Vilnius har de seneste oplysninger om lokale restriktioner i Litauen. Du bør altid følge de lokale myndigheders anvisninger.

Du bør løbende holde dig orienteret om udviklingen i Litauen via den danske ambassade i Vilnius, de lokale myndigheder og nyhedsmedierne.

Du bør også downloade vores app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der indføres omfattende restriktioner i Litauen, eller hvis rejsevejledningen skifter farve.

Du kan læse mere om coronavirus/COVID-19 hos Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Du bør altid følge Sundhedsstyrelsens råd til forebyggelse af smittespredning. 

Risiko for terror

Litauen har ikke oplevet terrorangreb.

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske på steder, der bliver besøgt af mange turister. Du bør derfor være særlig forsigtig på steder, hvor der er mange mennesker. Det kan fx være ved offentlige bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet på turiststeder i Litauen er forholdsvis lav.

Gadekriminalitet som fx lomme- og tasketyverier sker især i storbyer som fx Vilnius og på steder, hvor der er mange turister. Vær ekstra opmærksom, hvis du kører med offentlig transport. 

Biler med udenlandske nummerplader og lejede biler er ofte udsat for indbrud. Sørg for at din bagage ikke kan ses udefra. Opbevar aldrig vigtige dokumenter som fx pas og flybilletter eller værdigenstande i bilen.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og overfald.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer eller på hoteller, kan du risikere at blive udsat for hacking. Læs mere om IT-sikkerhed på rejsen

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer. De kan udvikle sig voldeligt.

Du bør holde dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Risikoen for naturkatastrofer er forholdsvis lav. Vintrene er kolde med risiko for snestorm. 

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

Find også den lokale vejrudsigt

Transport

Du bør være opmærksom i trafikken. Du kan ikke regne med, at færdselsregler bliver overholdt, og hastigheden kan være høj. Der sker mange ulykker.

Offentlig transport fungerer godt.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Litauen, er du underlagt litauisk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være højere. 

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Det er forbudt at drikke alkohol på offentlige steder.

Det er forbudt at være i besiddelse af blade, litteratur, dvd’er og andet af ”anstødelig karakter”, fx pornografi.

Personer af samme køn bør undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere chikane, specielt i mindre byer.

I Litauen tales der litauisk. De lokale myndigheder og befolkningen taler og forstår ofte engelsk. 

Særligt om indrejse og ophold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dobbelt dansk-litauisk statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Litauen, hvis Litauen ikke går med til det.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Se afsnittet Generel anbefaling.

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Litauen er generelt af god standard. Der findes privathospitaler i større byer. Ikke al sundhedspersonale taler engelsk.

For mere information, se hjemmesiden for Litauens Sundhedsministerium.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Litauen.

Læs mere om rejseforsikringer.

Du kan anvende dit blå EU-sygesikringskort i Litauen. Kortet er dog ikke et alternativ til en privat rejseforsikring.

Læs om det blå EU-sygesikringskort hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Litauen.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Litauen under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Litauens ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs også rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Litauen er senest opdateret den 26. juni 2020 med en ændring af sikkerhedsniveauet for hele landet, som sænkes fra orange (vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser) til gul (vær ekstra forsigtig). Der er foretaget tilsvarende ændringer i afsnittet Generel anbefaling.

Kort over Litauen

HENT APP’EN REJSEKLAR

DANSKERLISTEN

Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning