Gå til indhold

Nigeria

Rejsevejledning opdateret: 06.12.2023 Kl. 16:09

Gyldig: 19.04.2024

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til:
Hele landet, herunder Abuja, Lagos og Port Harcourt, undtagen områderne i den røde bjælke nedenfor.

Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.

Vi fraråder alle rejser til:
Nordlige og nordøstlige delstater Adamawa,Borno, Yobe, Gombe, Taraba, Plateau, Bauchi, Jigawa, Kano, Katsina, Kaduna, Zamfora, Sokoto, Kebbi, Niger og Kogi. Sydøstlige delstater Abia, Bayelsa, Delta, Akwa Ibom, Rivers og Cross Rivers.

Meget høj sikkerhedsrisiko. Hvis du vælger at rejse, bør du søge professionel rådgivning.

Generel anbefaling

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Nigeria, herunder Abuja, Lagos og Port Harcourt, på grund af en høj risiko for terrorangreb, voldelig kriminalitet og kidnapninger. Risiciene er så alvorlige, at du bør have helt særlige grunde til at besøge landet.

På grund af den høje terrorrisiko fraråder vi alle rejser til de nordlige og nordøstlige delstater Adamawa, Borno, Yobe, Gombe, Taraba, Plateau, Bauchi, Jigawa, Kano, Katsina, Kaduna, Zamfora, Sokoto, Kebbi, Niger og Kogi. Der sker ofte terrorangreb med mange dræbte i de nordøstlige delstater.

Militante islamiske grupper er aktive i landet og har stået bag en række alvorlige terrorangreb i de seneste år.

På grund af den høje risiko for kriminalitet fraråder vi også alle rejser til de sydøstlige delstater Abia, Bayelsa, Delta, Akwa Ibom, Rivers og Cross Rivers.

Hvis du vælger at rejse til ovenstående områder, bør du på forhånd søge professionel rådgivning. 

I det meste af Nigeria har ambassaden meget begrænset mulighed for at hjælpe dig, hvis du kommer i en nødsituation.

Hold dig opdateret om situationen i landet før og under rejsen, fx i medierne. Download også Udenrigsministeriets app Rejseklar og tilmeld dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med os, hvis der opstår en alvorlig krise i landet.

Risiko for terror

Der er en høj risiko for terror i hele Nigeria.

Terrortruslen kommer især fra de militante islamistiske grupper Boko Haram og Islamisk Stat i Vestafrika.

Siden 2010 har grupperne gennemført meget voldsomme terrorangreb med mange dræbte i den nordlige og nordøstlige del af Nigeria.

De har kapacitet til at slå til i hele Nigeria, herunder Abuja og Lagos.

Angreb vil kunne ske uden varsel i større byer og på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved regeringsbygninger, statsinstitutioner, internationale organisationer, religiøse samlingssteder, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om, hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

Få mere information på hjemmesiden for Nigerias Nationale Politi (engelsk).

Kriminalitet

Du bør være meget forsigtig, især pga. risikoen for kriminalitet. Røverier, voldelige overfald, bilkapringer og kidnapninger sker overalt i Nigeria. Efter mørkets frembrud bør du være ekstra forsigtig og ikke færdes til fods.

Du bør undgå at have dyre smykker og andre ting af høj værdi eller mange penge på dig. Du bør i stedet opbevare dem i fx en sikkerhedsboks på hotellet. Vær forsigtig hvis du har din smartphone fremme på offentlige steder pga. risikoen for tyveri og røveri.

Hvis du bliver udsat for røveri eller overfald, bør du undlade at gøre modstand og undgå øjenkontakt med gerningsmanden. Kriminelle kan være bevæbnede og påvirkede af stoffer.

I nattelivet bør du selv købe dine drikkevarer og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Der sker kidnapninger i Nigeria, også af udenlandske turister. Hvis du har planer om at rejse dertil, bør du inden din rejse kontakte Nigerias ambassade for mere information.

Hvis du vælger at rejse, bør du holde dig opdateret om situationen via nyhedsmedierne. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger. 

Bilkapringer/kortvarige kidnapninger (”ekspres-kidnapninger”) kan ske. Det kan ske i situationer, hvor offeret er faldet i snak med en tilsyneladende hjælpsom person, hvorefter offeret tager imod et lift. Offeret bliver tvunget til at hæve penge på sine kreditkort. Det kan også ske, at kidnapperne forlanger en løsesum.

Pirateri er en risiko for sejlere i området. For mere info se Søfartsstyrelsens hjemmeside.

Kreditkortsvindel og røverier ved hæveautomater kan ske. Brug ikke hæveautomater på gaden. 

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på cafeer og på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking. 

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt. Der er især risiko for uroligheder umiddelbart før, under og efter, der bliver afholdt valg.

I den nordlige del af det centrale Nigeria kan der ske voldelige sammenstød mellem kvæghyrder og fastboende bønder. Vær opmærksom, hvis du rejser i områder med vandrende kvæghjorde.

Du bør holde dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via de lokale myndigheder og nyhedsmedierne. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger. 

Naturkatastrofer

Der er risiko for oversvømmelser og jordskred, især i det centrale og sydlige Nigeria i regntiden fra april til oktober. 

Du bør holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger. 

Myndighedernes kapacitet til at håndtere en større katastrofe er begrænset.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer

Transport

Du bør være meget forsigtig i trafikken, især i de store byer hvor trafikken er tæt og kaotisk.

Veje og biler er ofte i dårlig stand. Du kan ikke regne med, at færdselsreglerne bliver overholdt. Der sker mange alvorlige ulykker, og antallet af trafikdræbte er højt.

Du bør undgå kørsel, når det er mørkt.

Du bør altid køre med låste døre og oprullede vinduer. Undgå at tasker og andre værdigenstande er synlige på bilsædet, både når du kører, og når bilen holder parkeret.

Kørsel med offentlig transport, fx bus og taxa, frarådes. Der er risiko for ulykker og kriminalitet.

Det kan være risikabelt at rejse med indenrigsfly i Nigeria.

Hvis du skal rejse med indenrigsfly i Nigeria, kan du finde Nigerias sikkerhedsprofil hos Aviation Safety Network.

Der er flyselskaber fra Nigeria, som er på EU’s liste over flyselskaber, der ikke lever op til internationale sikkerhedsstandarder.

Du bør ankomme med fly til både Abuja og Lagos i dagslys.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Nigeria, er du underlagt Nigerias lovgivning. Regler og procedurer kan afvige meget fra de danske. Straffene kan fx være meget højere, ligesom der anvendes andre strafformer i Nigeria end i Danmark. Der er dødstraf i Nigeria.  

Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort.

Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt. 

LGBT+ personer bør af hensyn til deres sikkerhed undgå fysiske kærtegn på offentlige steder. Du kan risikere at blive anholdt og straffet. Udvis forsigtighed ved brug af dating apps. Læs mere om at rejse som LGBT+ person.

Det er forbudt at fotografere og filme sikkerhedsmyndigheder ved lufthavne, militære anlæg og offentlige bygninger (ministerier, politistationer, kirker og moskeer).

Du kan ikke være sikker på, at det er muligt at veksle danske kontanter. Læs mere på nationalbanken.dk.

Særligt om indrejse og ophold

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-nigeriansk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Nigeria, hvis Nigeria ikke går med til det.

Hvis du har dansk-nigeriansk dobbelt statsborgerskab og gerne vil rejse til Nigeria, skal du på forhånd nøje overveje, om der er forhold i relation til de nigerianske myndigheder, der gør, at du ikke bør rejse. Det kan fx være ikke-afsonede straffedomme, værnepligt, der ikke er aftjent, eller stempler i pas.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID. Du bør altid have dit pas eller en kopi af dit pas på dig og have en kopi af dit pas opbevaret et sikkert sted.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

Læs om, hvordan du får din medicin med på rejsen.

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Nigeria kan være af ringe standard især uden for de store byer. Der findes enkelte gode privathospitaler i de større byer.

Akut læge- og ambulanceassistance er begrænset.

Vær opmærksom på, at der er krav om, at du ved ankomst til Nigeria kan dokumentere, at du er vaccineret mod gul feber, hvis du rejser fra et land, hvor gul feber forekommer.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Nigeria. Du bør sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer. 

Læs mere om rejseforsikringer.

Danskere i Nigeria er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort.

Kontakt

Du kan finde kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Nigeria.

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Nigeria under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Nigerias ambassade i Sverige, der dækker Danmark for yderligere information.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Nigeria er senest opdateret den 6. december 2023 med ændringer i afsnittene "Generel anbefaling", "Kriminalitet", "Andre sikkerhedsrisici", "Naturkatastrofer" og "Lokale love og sædvaner". Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet.

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.