Spring til indhold

Rejsevejledning - Norge

Abonnér
Rejsevejledning opdateret: 01.05.2021 Gyldig: 07.05.2021

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til:

Hele landet, undtagen ophold i egen ødegård eller egen lignende afsidesliggende fritidsbolig.

Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt.

Fold alle afsnit udFold alle afsnit sammen

Generel anbefaling

Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hele Norge, da Norge har indført betydelige indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark.  Vi fraråder også alle ikke-nødvendige rejser til Norge pga. høje smittetal, undtagen for regionerne Nordland og Trøndelag samt Troms og Finnmark.

Erhvervsrejser anses som nødvendige rejser og kan derfor gennemføres. Vær dog opmærksom på indrejserestriktionerne. 

Færdigvaccinerede og deres medrejsende børn under 18 år samt tidligere smittede med fast bopæl i Danmark er undtaget anbefalingen om, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes til orange lande og regioner. De kan derfor rejse. Vær dog fortsat opmærksom på lokale indrejserestriktioner.

Læs om smittesituationen i Norge på coronasmitte.dk.

Hvis du tager ophold i din egen ødegård eller egen lignende afsidesliggende fritidsbolig, og følger sundhedsmyndighederne anbefalinger, kan du rejse til regioner i Norge, hvortil vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser pga. høje smittetal. Vær dog opmærksom på indrejserestriktionerne.

Du bør læse om indrejserestriktioner, karantæne- og testkrav hos den danske ambassade i Oslo, da der kan være krav om fx COVID-19 test, vaccinedokumentation, udfyldning af formularer el.lign.

Du kan læse mere om, hvordan du skal forholde dig ift. test og isolation, når du kommer hjem fra en udenlandsrejse på coronasmitte.dk.

Du kan få svar på ofte stillede spørgsmål her.

Rejseklar og Danskerlisten

Du bør downloade vores app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der sker større ændringer i indrejserestriktionerne, eller hvis rejsevejledningen skifter farve.

Risiko for terror

Der er en middel risiko for terror i Norge.

Terrorister vil kunne forsøge at gennemføre terrorangreb overalt i verden. Angreb vil kunne ske uden varsel på steder, der bliver besøgt af mange mennesker, bl.a. turister. Det kan fx være ved myndigheders bygninger, turistattraktioner, indkøbscentre, markeder, trafikknudepunkter, hoteller, restauranter, caféer, natklubber og barer.

Læs mere om hvordan du bør forholde dig, hvis du rejser til lande med terrorrisiko.

For mere information se hjemmesiden for den norske sikkerhedstjeneste.

Kriminalitet

Den generelle risiko for kriminalitet i Norge er forholdsvis lav.

Vær opmærksom på gadekriminalitet som fx lomme- og tasketyverier.

I nattelivet bør du selv købe dine mad- og drikkevarer, og altid holde dem under opsyn. Der er risiko for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Du kan blive udsat for tyveri og/eller overgreb.

Hvis du benytter wifi fra åbne netværk, fx i lufthavne, på caféer og på hoteller, kan du risikere at blive mål for hacking. Læs mere om IT-sikkerhed på rejsen.

Andre sikkerhedsrisici

Du bør holde dig på afstand af opløb og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt. 

Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om den aktuelle sikkerhedssituation via lokale myndigheder, nyhedsmedierne og dit rejsebureau.

Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Naturkatastrofer

Risikoen for naturkatastrofer er forholdsvis lav. 

I bjergområder er der er risiko for stenskred. Der kan være risiko for laviner om vinteren.

Du bør altid holde dig opdateret om vejrsituationen, når du bevæger dig ud i naturen. Situationen kan hurtigt ændre sig, især i bjergområderne. Tag advarsler alvorligt.

Du kan  holde dig opdateret om situationen via de lokale myndigheder, medierne og dit rejsebureau. Du bør altid følge myndighedernes anbefalinger.

Find information om vejret i Norge. Hent vejr-appen ”YR” til din smartphone.

Læs mere om risikoen for naturkatastrofer.

For mere information se hjemmesiden for de norske beredskabsmyndigheder.

Transport

Du bør være opmærksom i trafikken på samme måde, som du ville være i Danmark.

Om vinteren gælder særlige regler fx for kørsel med vinterdæk. For mere information se hjemmesiden for det norske vejvæsen.

Vi anbefaler, at du kun kører med autoriserede taxaer. Du bør ikke tage imod tilbud om at køre med fremmede.

Lokale love og sædvaner

Når du rejser i Norge, er du underlagt norsk lovgivning. Regler og procedurer kan afvige fra de danske. Straffene kan fx være højere.

Besiddelse af alle former for narkotika, selv i små mængder, er strengt forbudt og straffes hårdt.

Det er forbudt at drikke alkohol på offentlige steder.

Vær opmærksom på nultolerance for alkohol i trafikken.

Det er forbudt at ryge indendørs på restauranter og udesteder. De fleste steder har etablerede rygerum udendørs.

Særligt om indrejse og ophold

Se afsnittet Generel anbefaling for COVID-19 relaterede forhold.

Danmark hjælper danske statsborgere og andre personer med fast ophold i Danmark.

Hvis du har dansk-norsk dobbelt statsborgerskab, siger folkeretten, at du som udgangspunkt ikke kan få dansk beskyttelse (konsulær bistand) over for Norge, hvis Norge ikke går med til det.

Hvis du bliver anholdt, har du som dansk statsborger krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis du selv ønsker det. Bed om at den danske ambassade eller det nærmeste danske konsulat bliver informeret straks.

Du skal altid kunne vise gyldigt billed-ID.

Læs mere om pas- og visumregler.

Sundhedsforhold

Se desuden afsnittet Generel anbefaling.

Du kan læse mere om coronavirus/COVID-19 hos Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Du bør altid følge Sundhedsstyrelsens råd til forebyggelse af smittespredning. 


Du kan finde generel information om sundheds- og sygdomsforhold hos Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Du kan også spørge din praktiserende læge og på vaccinationsklinikker.

 

Læs om hvordan du får din medicin med på rejsen.

 

Offentlige hospitaler og lægehjælp i Norge er af god standard.

Rejseforsikring

Vi opfordrer dig til at tegne en privat rejseforsikring, før du rejser til Norge. Du bør særligt i en tid med COVID-19 sikre dig, at rejseforsikringen dækker dine behov. En rejseforsikring dækker ikke nødvendigvis alle udgifter eller i alle situationer. Læs mere om rejseforsikringer.

Du kan anvende dit blå EU-sygesikringskort i Norge. Kortet er dog ikke et alternativ til en privat rejseforsikring. Læs mere om det blå EU-sygesikringskort hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Du kan anvende dit gule sundhedskort i Norge sammen med billedlegitimation. Kortet er dog ikke et alternativ til en privat rejseforsikring. Læs mere om det gule sundhedskort hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kontakt

Kontaktoplysninger til den danske ambassade og til danske konsulater i Norge. 

Du kan altid kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7, hvis du har spørgsmål eller er kommet i en nødsituation i udlandet.

Du kan også downloade vores gratis app Rejseklar og tilmelde dig Danskerlisten, så modtager du information direkte fra os, hvis der opstår en krise eller lignende i Norge under din rejse.

Mere information

Før du rejser, kan du evt. kontakte Norges ambassade i Danmark for yderligere information.

Læs rejsevejledninger fra andre landes udenrigsministerier.

Du kan finde en Dansk Sømands- og Udlandskirke i Norge.

Dato for seneste opdatering

Rejsevejledningen for Norge er senest opdateret den 1. maj 2021 med ændringer i afsnittet Generel anbefaling. 

Kort over Norge

HENT APP’EN REJSEKLAR

DANSKERLISTEN

Tilmeld dig - for din sikkerheds skyld!

Hvor du rejser hen, er din egen beslutning og dit eget ansvar. Udenrigsministeriet kan ikke holdes ansvarlig for oplysningerne i rejsevejledningerne.

Rejsevejledning