Spring til indhold

Danmark i Sydkorea

Sydkorea er et land i rivende udvikling, som på få årtier har gennemgået en forvandling fra et af verdens fattigste lande, til den fjerde største økonomi i Asien. 

Under koreakrigen fra 1950 – 1953 var Danmark blandt de første til at støtte Sydkorea, hvor hospitalsskibet Jutlandia fra 1951 bidrog med at behandle sårede FN-soldater og i perioder også civile koreanere. I 1959 etablerede Danmark og Sydkorea diplomatiske relationer, og har siden haft et tæt bilateralt samarbejde som har udviklet sig til, at de indgik et strategisk partnerskab i 2011. Det Strategiske Partnerskab har til formål at fremme og styrke det politiske, kulturelle, kommercielle samt økonomiske samarbejde mellem Sydkorea og Danmark. 10 år efter indgåelsen af partnerskabet, under det bilaterale virtuelle topmøde mellem Præsident Moon og Statsministeren i maj 2021, blev samarbejdet højnet yderligere til at være et Grønt Strategisk Partnerskab (Comprehensive Green Strategic Partnership).   

Den grønne vækstalliance

Både Danmark og Sydkorea er aktive aktører i kampen mod klimaforandringer og har nationale ambitioner om en grønnere og mere energieffektiv økonomi. Her gør det Strategiske Partnerskab sig særligt gældende, og det har blandt andet betydet etableringen af den dansk-sydkoreanske ”Green Growth Alliance” (GGA) i 2012. GGA er et forum for udveksling af viden på højt niveau, inden for en række områder der relaterer sig til grøn vækst og omstilling. Alliancen for grøn vækst gør det muligt for de to lande at udveksle viden og knowhow inden for grøn teknologi, forskning og innovation samt at arbejde sammen imod en CO2-neutral global udvikling.


Sydkoreansk handel og investering er vigtigt for Danmark. Det Strategiske Partnerskab har, i samspil med den omfattende frihandelsaftale mellem EU og Sydkorea fra 2011, muliggjort handels- og samarbejdsaftaler og har medført voksende handel med Sydkorea. Der er et stort kommercielt potentiale for danske virksomheder i Sydkorea inden for bl.a. grøn teknologi, vedvarende energi, bioteknologi og medicinalindustrien. Den dansk-sydkoreanske Green Growth Alliance er et vigtigt element i styrkelsen af de kommercielle og økonomiske bånd, og har betydet øget samarbejde mellem offentlige og private aktører i Danmark og Sydkorea.

 

Både Sydkorea og Danmark har støttet op om etableringen af the Global Green Growth Institute (GGGI) i Seoul, som skal hjælpe udviklingslande med at bekæmpe klimaforandringer. I 2021 var Sydkorea vært for det andet P4G-topmøde (Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030). Danmark igangsatte P4G og var vært for det første topmøde i 2018. 


Politisk og sikkerhedsmæssigt samarbejde

Danmark ønsker at understøtte stabilitet på den koreanske halvø og at styrke den bilaterale dialog med Sydkorea, primært inden for de langsigtede sikkerhedsperspektiver for nærområdet. Danmark anerkender Sydkoreas freds- og stabiliseringsindsats på den koreanske halvø og bakker op om den interkoreanske forbindelse og dialog som led i en fredelig genforeningsproces. Både Danmark og Sydkorea fordømmer Nordkoreas aktiviteter inden for udvikling atomvåben- og missilprogrammer, som er i strid mod FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, og tilskynder til at Nordkorea indstiller alle atom- og missilprogrammer. 


Du kan læse mere om Danmarks indsats i Sydkorea på den danske ambassades hjemmeside.

KONTAKT

Kontoret for Asien, Latinamerika og Oceanien, ALO
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K

 

Email: [email protected]
Tlf.: +45 33 92 09 53
Fax: +45 33 92 07 48