Spring til indhold

Baggrund og formål

Formålet med Freds- og Stabiliseringsberedskabet er at bidrage til stabilitet i skrøbelige lande og kontekster. Dette gøres ved at udsendte civile eksperter til krisestyringsmissioner og valgobservationsmissioner ude i verden. Beredskabet har løbende udviklet sig og skiftede navn til Freds- og Stabiliseringsberedskabet i 2011.

Det startede i 1994

Med sammenbruddet i Sovjetblokken og Østeuropa omkring 1990, folkemordet i Rwanda i 1994 og andre konflikter i Afrika, blev det klart for det internationale samfund, at en hurtig internationalt koordineret indsats kunne være med til at forhindre, at konflikterne voksede og bredte sig.

I Danmark reagerede et bredt flertal i Folketinget i 1994 med at oprette det Internationale Humanitære Beredskab (IHB). Det skete som en del af en helt ny dansk bistandsstrategi, "En verden i udvikling". De erklærede formål var:

  • At bidrage til at forebygge konflikter
  • At medvirke til at sikre fred og stabilitet
  • At lindre og forebygge humanitære kriser (beredskaber i Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Læger Uden Grænser)

Siden 1. januar 1995 har beredskabet haft sin egen post på Finansloven, som sikrer midler til hurtigt at kunne sende danskere afsted, når en akut situation kræver det.  Der er omkring 500 eksperter i FSB-databasen, og hvert år sendes omkring 160 danskere fra beredskabet ud på opgaver i udlandet. 

Review af beredskabet

I 2010 blev der iværksat en grunding gennemgang af Danmarks samlede civile kapacitet. Formålet var at styrke det danske beredskab og komme med anbefalinger til, hvordan der kunne rekrutteres nye profiler til bl.a. EU's og FN's krisestyringsindsatser. Gennemgangen mundede ud i to rapporter, som kan læses her:

Rapporterne satte gang i en proces, der i slutningen af 2011 førte til:

  • En målrettet kampagne for at rekruttere nye profiler til databasen, f.eks. til retsstatssektoren og krisestyringsmissionerne
  • Aktiviteter som forsøger at styrke samarbejdet mellem FSB og lignende institutioner i udlandet
  • En styrket og mere målrettet træningsindsats af beredskabet
  • Et navneskifte fra Det Internationale Humanitære Beredskab (IHB) til Freds- og Stabiliseringsberedskabet (FSB)

FSB's hovedopgaver i 2020

  • Civil krisestyring og konflikthåndtering
  • Udvikling af retssamfund og støtte til retssektoren
  • Observation af overholdelse af menneskerettigheder og internationale aftaler
  • Træning og kompetenceopbygning af sikkerhedsstyrker, politi, grænsepatruljer, toldmyndigheder og kystvagter mv.
  • Kompetenceopbygning af offentlige institutioner ved hjælp af "mentoring, monitoring and advising"
  • Demokratiudvikling og valgobservation 

30 mio. kroner til FSB i 2020

Der afsættes i perioden 2018-2022 årligt 30 mio. kroner på finansloven til civile udsendelser via Freds- og Stabiliseringsberedskabet (FSB) til prioriterede lande og regioner, hvor Danmark bidrager med samtænkte indsatser.

Kontakt

Migration, Nærområder og Stabilisering (MNS)
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
E-mail: mns@um.dk
Tlf: (+45) 33920000
 

FSB-enheden i NIRAS A/S

E-mail: fsb-niras@niras.dk
Tlf: (+45) 24690632
Nødtelefon (kun i tilfælde af behov for akut assistance i forbindelse med udsendelser)
 Tlf: (+45) 60114260