Spring til indhold

Hviderusland: Danmark og 16 OSCE-lande igangsætter uafhængig ekspertmission til undersøgelse af menneskerettighedskrænkelser 

17.09.2020  16:30
Danmark har de seneste uger været drivende for at sikre, at 17 medlemmer af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i dag kan nedsætte en uafhængig ekspertmission, som skal undersøge talrige rapporter om alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Hviderusland i forbindelse med præsidentvalget den 9. august 2020.

”Grundlæggende handler missionen om at holde de hviderussiske myndigheder til ansvar for deres grove brud på den hviderussiske befolknings ret til frie og retfærdige valg, grundlæggende frihedsrettigheder og en velfungerende retsstat. Ekspertmissionen kan forhåbentligt bidrage til at sætte en stopper for myndighedernes brutalitet og undertrykkelse. Myndighederne bliver nødt til at starte en fredelig dialog med befolkningen. Kun på den måde kan Hviderusland komme ud af den dybe krise, som landet lige nu befinder sig i”, siger udenrigsminister Jeppe Kofod og fortsætter:

”Samtidig er det vigtigt, at vi fastholder et massivt internationalt pres. Derfor har jeg også tidligere på det kraftigste fordømt de voldelige overgreb, intimidering og tilbageholdelser af fredelige demonstranter, oppositionspolitikere og den frie presse, som vi ser i Hviderusland. Danmark vil fortsat presse på for, at de målrettede EU-sanktioner implementeres hurtigst muligt.”

Baggrund

Den uafhængige ekspertmission iværksættes under OSCE’s såkaldte Moskva-mekanisme – et af OSCE’s eneste ikke-konsensus baserede redskaber. Mekanismen blev etableret i 1991 og kan aktiveres af en gruppe på mindst 10 medlemsstater, hvis der vurderes at være systematiske og omfattende overtrædelser af OSCE’s menneskeretlige forpligtelser. Moskva-mekanismen blev senest anvendt i 2018 over for Rusland og inden da over for Hviderusland i 2011.

Danmark har sammen med 16 andre medlemmer af OSCE (Belgien, Canada, Estland, Finland, Frankrig, Island, Letland, Litauen, Nederlandene, Norge, Polen, Rumænien, Slovakiet, Storbritannien, Tjekkiet og USA) nedsat ekspertmissionen for at undersøge talrige rapporter om alvorlige menneskerettighedskrænkelser før, under og efter præsidentvalget den 9. august. Det omfatter bl.a. intimidering og forfølgelse af politiske kandidater, journalister, arbejdsmarkedsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere samt overdreven brug af magt mod fredelige demonstranter, ulovlige tilbageholdelser, seksuel og kønsbaseret vold, tvangsforsvindinger og tortur.

Missionen vil modtage logistisk støtte fra OSCE’s Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR). Det forventes, at missionens rapport offentliggøres inden for 6-8 uger.

For yderligere pressekontakt: 
Udenrigsministeriets pressevagt, pressevagten@um.dk