Spring til indhold

Rejsestipendier & omvendte rejsestipendier

Her kan du læse om rejsestipendier og omvendte rejsestipendier. Læs retningslinjerne, før du indsender en ansøgning.

Rejsestipendium

Et rejsestipendium kan søges af journalister, undervisere, forfattere, fotografer og andre kvalificerede personer, der ønsker at lave formidling om forholdene i udviklings- og vækstlande. Rejsen skal resultere i én eller flere oplysningsaktiviteter i Danmark, og ansøgningen skal vedlægges underskrevne forhåndsaftaler for oplysningsaktiviteterne.

Rejsen støttes med et tilskud til en flybillet og 5.000 kr. til andre rejseudgifter. Der gives ikke tilskud til hotel og opholdsudgifter.

Der gives normalt kun ét rejsestipendium pr. oplysningsprojekt. I nogle tilfælde dog to, hvis ansøgerne har forskellig faglig eller uddannelsesmæssig baggrund og forskellige opgaver i oplysningsprojektet. Hvis to personer søger rejsestipendier til det samme projekt, skal hver ansøger udfylde et ansøgningsskema. Rejsestipendiet er personligt og udbetales på tilskudsmodtagers cpr.nr.

Omvendt rejsestipendium

Omvendte rejsestipendier kan søges af organisationer eller privatpersoner, der ønsker at invitere en eller flere gæster fra et udviklings- eller vækstland til Danmark for at oplyse om deres hjemland. Oplysningspuljen kan støtte flybilletter, visum, forsikring og transport i Danmark, overnatning i forbindelse med oplysningsaktiviteter og dagpenge. Dagpengesatsen er på 390 kr. pr. person pr. hele dag. Gæsten/gæsterne skal skrive under på modtagelsen af dagpenge og selv sørge for forplejning.

Der er mulighed for at angive flere besøgende i samme ansøgning. Sammen med ansøgningen indsendes forhåndsaftaler for de oplysningsaktiviteter, som finder sted på baggrund af besøget.      

Særligt om undervisningsmaterialer

Støtte til undervisningsmaterialer forudsætter, at der er tilknyttet en pædagogisk konsulent til projektet, der kan sikre, at undervisningsmaterialet er i overensstemmelse med curriculum for det klassetrin, som materialet er målrettet. Desuden skal der vedlægges dokumentation fra relevante skoler på, at materialet kan og vil blive anvendt i undervisningen.
 
Læs her, hvad Udenrigsministeriets Oplysningspulje særligt vægter ved fordeling af midlerne. 

Hvad kan der ikke søges tilskud til?

  • Rejser, der vurderes at være i forbindelse med egen uddannelse, f.eks. specialeskrivning, hovedopgave, studieafslutningsprojekter o. lign.

  • Elevrejser, ekskursioner, lejrskoler o. lign.

  • Rejser for at arbejde i et udviklings-/vækstland, uanset om det er lønnet eller frivilligt.

  • Rejser mhp. forudgående udarbejdelse af projektdokumentation eller til forberedelse af et ulandsprojekt, som senere vil føre til en ansøgning om støtte til selve oplysnings-projektet.

  • Flere end ét rejsestipendium pr. formidlingsprojekt (også selvom projektet omfatter flere personer) – dog to, hvis ansøgerne har forskellig baggrund og arbejdsopgaver.

  • Forsendelse af udstyr fra Danmark til et udviklings-/vækstland.

  • Lokaleleje i egne lokaler.

  • Organisationers medlemshvervning eller markedsføing

  • Formidling i forbindelse med indsamling til projekt i et udviklings-/vækstland

  • Formidling, der ikke specifikt retter sig mod den danske befolkning.

  • Formidling, der vedrøer europæske lande

  • Formidling, der vedrører integration, asyl og flygtningespørgsmål i Danmark.

  • Udgivelse af blade, nyhedsbreve eller tidsskrifter, med mindre der er tale om temanumre og særnumre som led i den sædvanlige udgivelsesfrekvens og nummerrækkefølge.

  • Deltagelse i internationale konferencer, årsmøder eller tilsvarende. Undtagelse: journali-ster, der formidler gennem landsdækkende medier fra internationale konferencer.

  • Arbejdslegater og forskning.

  • Formidling om lande, der ikke er opført på OECDs DAC-listen.

  • Rejser der har fundet sted.

Før du søger, bør du læse retningslinjerne for rejsestipendier og omvendte rejsestipendier her.

 

Sponsorlogo

Man forpligter sig til at anvende Udenrigsministeriets sponsorlogo på oplysningsmaterialer, der er støttet af Udenrigsministeriets Oplysningspulje. For information om brug af logoet se sponsorlogo.

Studerende

Der gives ikke rejsestipendier til studerende. Specialestuderende kan i stedet henvende sig til Danida Fellowship Centre. Nærmere oplysninger om støtteordningen findes under ”Travel Grants”. Læs mere om ordningen her.

Danske studerende, der er i praktik hos f.eks. medievirksomheder i Danmark, og som arbejder selvstændigt inden for et bestemt område, kan søge om et rejsestipendium. Forudsætningen er, at der kommer en oplysningsaktivitet ud af rejsen, f.eks. via artikler i landsdækkende medier.

Spørgsmål

Har du yderligere spørgsmål om rejsestipendieordningen kan du skrive til oplysningspuljen@um.dk eller ringe til fuldmægtig Kathrine Dalsgaard på telefon 33 92 13 81. Telefontid er mandag og torsdag fra 9.30 til 11.30.

Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
Telefontid: mandag og torsdag 
9.30-11.30.
oplysningspuljen@um.dk