Praktikant i ledelses- og kommunikationsteamet
Praktikstillingen er for dig, som drømmer om at arbejde i krydsfeltet mellem diplomati, politik og kommunikation, og som trives med ansvar, variation og muligheden for at have ”en finger på pulsen” mange steder på én gang. Du vil opleve, hvordan små ord kan have stor betydning i forhandlinger, og hvordan kommunikation, både intern og ekstern, kan være afgørende for, at Danmark kan sætte et aftryk i FN’s arbejde.
Vi forstiller os, at du læser en uddannelse inden for kommunikation/formidling og har interesse for multilateralisme og diplomati, gerne suppleret med relevant erfaring.
Som praktikant kommer du til at arbejde i to spor:
• Du understøtter Missionens ledelse i en bred vifte af opgaver
• Du bidrager til synlig, præcis og engagerende kommunikation om Missionens arbejde
Stillingen forudsætter, at du hurtigt sætter dig ind i komplekse emner, organisationer og problemstillinger. Du kommer tæt på beslutningsprocesser, politiske drøftelser og de dagsordener, Danmark arbejder for i Genève. Derfor er det helt afgørende at, du drives af nysgerrighed, struktur og et ønske om at styrke dine kommunikationskompetencer inden for diplomati og politik. Da arbejdet foregår i en international kontekst, forudsætter stillingen stærke engelskkundskaber, da langt de fleste møder afholdes på engelsk. Du skal derfor kunne lytte koncentreret og hurtigt tilegne dig relevante fagbegreber inden for området.
Modsat andre teams får du indsigt i samtlige af Missionens arbejdsområder. Alt fra menneskerettigheder til handel, sundhed, nedrustning og humanitære indsatser. Det giver dig et stærkt fundament for at formidle Missionens arbejde udadtil. Praktikstillingen er præget af tværgående samarbejde mellem dig og de forskellige teams på Missionen. Du bliver desuden en fast del af flere teams-møder, hvilket styrker din forståelse af, hvad der rører sig på områderne, og hvilke kommunikationsvinkler der er relevante at udfolde.
I det kommunikationsfaglige spor skal du kunne udarbejde engagerende indhold, præcis teknisk sprogbrug og have en forståelse af, hvordan kommunikation rammer bredt og strategisk på LinkedIn og X. Du skal besidde den klassiske skarpe pen, og være nytænkende omkring indhold og formater. Praktikopholdet vil uanset din baggrund styrke dine skriftlige kompetencer. Du kommer til at arbejde tæt sammen med Missionens kommunikationsansvarlige. Det tætte samarbejde giver dig mulighed for at løse mange opgaver selvstændigt, samtidig med at faglig sparring og hjælp altid er inden for rækkevidde.
Du bliver tilknyttet ledelsesteamet, som består af ambassadøren og souschefen. Her får du et indblik i, hvordan ledelsen arbejder strategisk på tværs af dagsordener. Du får en central rolle i at bistå ambassadøren med løbende opgaver, som varierer efter aktuelle prioriteringer. Det kan f.eks. omfatte informationssøgning, mødedækning, forberedelse af besøg og udarbejdelse af talepunkter.
Du vil generelt få en stærk forståelse af FN’s strukturer, beslutningsgange, resolutioner og processer samt hvordan EU-koordination og nordisk samarbejde foregår i praksis. Ikke blot fordi du læser om det, men fordi du fysisk sidder med, når det drøftes, koordineres og besluttes. Derudover får du mulighed for at opbygge et netværk på tværs af FN-systemet særligt med øvrige praktikanter fra andre EU-delegationer og FN-organer.
Eksempler på opgaver i ledelsestemaet:
• Mødedækning og udarbejdelse af indberetninger/notater fra møder med organisationer, andre delegationer eller ambassadører
• Research og informationssøgning
• Planlægning, forberedelse og afvikling af events og delegationsbesøg
• Praktiske ad hoc-opgaver, der understøtter Missionens daglige drift
Eksempler på opgaver i kommunikationsteamet:
• Idégenerering og produktion af indhold til Missionens profiler på LinkedIn og X – inkl. foto, grafik og tekst
• Sparring med de andre teams om kommunikationsbehov
• Udarbejdelse af invitationer og materiale til arrangementer og kampagner
• Grafisk arbejde og visuel formidling
• Projektledelsesopgaver i forbindelse med arrangementer og events
Læs mere her:
Livet som praktikant i ledelses-og kommunikationsteamet