Livet som praktikant 

Livet som praktikant på nedrustningsområdet

Livet som praktikant i teamet for nedrustning 

Teamet for nedrustning varetager Danmarks engagement i FN indenfor nedrustning og det digitale område. 
Indenfor nedrustningsområdet følger teamet en række forskellige dagsordner, herunder: Konventionen om biologiske våben (BWC), Våbenhandelstraktaten (ATT), Konventionen om klyngeammunition (CCM), Nedrustningskonferencen (CD), Traktaten for ikke-spredning af kernevåben (NPT), Konventionen om forbud mod antipersonelminer (APMBC), Arbejdsgruppen for Forebyggelse af våbenkapløb i det ydre rum (OEWG PAROS), Konventionen om visse konventionelle våben (CCW), herunder ekspertgruppen om dødelige autonome våbensystemer (GGE LAWS). 
Formålet med arbejdet på nedrustningsområdet er at bidrage til international fred, beskyttelse af civile og opbygning af tillid mellem stater. Det sker gennem et system af international kontrol, begrænsninger, tillids- og sikkerhedsskabende foranstaltninger, der på forskellig vis regulerer anvendelse, udvikling, produktion, oplagring og spredning af forskellige våben og våbensystemer. 
Indenfor det digitale områder følger teamet primært arbejdet i den Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) og diverse møder om AI governance både i militært, såvel som i civil regi. Der opleves i de seneste år et kraftigt stigende fokus på det digitale område, og særligt reguleringen af AI, som er en prioritet for den nye danske regering.   
Den brede portefølje betyder, at man som praktikant dækker en række forskellige emner, hvilket betyder, at ugerne varierer i forhold til fokus på de forskellige konventioner og arbejdsgrupper.
Fællesnævneren for arbejdet er formålet om at varetage Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser. Arbejdet skal ses i en geopolitisk kontekst, hvor stater forsøger at fremme deres sikkerhedspolitiske interesser i forbindelse med drøftelser og forhandlinger inden for de forskellige områder. Den aktuelle geopolitiske situation gør samtidigt, at interaktionen mellem staterne er præget af stor mistillid med forskellige regionale grupperinger og alliancer. 
Som praktikant for nedrustning består din primære arbejdsopgave i, at bidrage til mødedækning og notere staternes holdninger og udtalelser for efterfølgende at skrive udkast til referat (en ”indberetning”) som sendes til Udenrigsministeriets hjemmetjeneste i København. 
Mit praktikophold har været spændende og lærerigt, hvor jeg vil fremhæve det unikke indblik, som man har fået i det multilaterale system. Erfaringerne fra FN-systemet er noget, som man kan tage med sig videre, hvor det særligt har været indsigtsfuld at opleve dynamikkerne i forhandlingerne mellem de forskellige aktører, hvor stormagterne spiller en betydningsfuld rolle. 

Søren/ forår 2026