Hovedstad: Rom
Indbyggertal: 60,46 mio. (2022)
Religion: Altovervejende romerskkatolsk (ca. 88%)
BNP pr. capita: 31.511 EUR (2021)
Vækst i BNP: 6,6 pct. (2021)
Gældssituation: 150,2 pct. af BNP (2022)
Sergio Mattarella (siden 2015, blev genvalgt i 2022 )
Regeringsleder
Giorgia Meloni (siden 22. oktober 2022) - Fratelli d'Italia
Udenrigsminister
Antonio Tajani (siden 22. oktober 2022) - Forza Italia
Økonomi- og finansminister
Giancarlo Giorgetti (siden 22. oktober 2022) - Lega
Indenrigsminister
Matteo Piantedosi (siden 22. oktober 2022) - Partiuafhængig
Forsvarsminister
Guido Crosetto (siden 22. oktober 2022) - Fratelli d'Italia
Justitsminister
Carlo Nordio (siden 22. oktober 2022) - Fratelli d'italia
Minister for miljø og energiforsyningssikkerhed
Gilberto Pichetto Fratin (siden 22. oktober 2022) - Forza Italia
Sundhedsminister
Orazio Schillaci (siden 22. oktober 2022) - Partiuafhængig
Minister for landbrug, fødevaresuverænitet og skovbrug
Francesco Lollobrigida (siden 22. oktober 2022) - Fratelli d'Italia
Italien er en parlamentarisk republik med en regeringschef, premierministeren, der står i spidsen for den siddende regering. Republikkens præsident er det officielle statsoverhoved og politisk udnævnt (af parlamentet) for en syvårig embedsperiode. Italien er inddelt i 20 regioner, hvoraf fem har en særlig autonom status med udvidet, regionalt selvstyre.
Det italienske parlament er baseret på et tokammersystem. Parlamentet består således af et underhus, Deputeretkammeret (Camera dei Deputati), og et overhus, Senatet (Senato della Repubblica). Deputeretkammeret har 400 medlemmer (deputerede), mens Senatet har 200 medlemmer (senatorer). Senatet omfatter dertil et variabelt antal såkaldte livstidssenatorer, der alle er udpeget af præsidenten, ligesom landets tidligere præsidenter får plads i parlamentet som livstidssenatorer efter endt embedsperiode. Italiens parlamentariske system er et såkaldt ”perfekt tokammersystem”, hvor de to kamre er formelt ligestillede i lovgivningsprocessen og besidder ens funktioner. Der skal således godkendes identiske lovforslag i begge kamre, førend lovforslagene kan træde endeligt i kraft. Iht. den italienske forfatning skal der afholdes parlamentsvalg minimum hvert femte år. Følgelig skal det næste afholdes senest i efteråret 2027.
Italien har i tiden efter Mussolinis fald i løbet af 2. verdenskrig og siden den italienske republiks grundlæggelse i 1948 været karakteriseret ved et (relativt) stabilt demokratisk flerpartisystem. I efterkrigstiden trådte Italien ind i en politisk systemperiode kendt som den såkaldte ’første republik’, en epoke defineret ved udpræget økonomisk vækst (særligt i 50’erne og 60’erne) og de to store magtpartier, hhv. det kristendemokratiske parti og kommunistpartiet. Italien tiltrådte desuden som etablerende medlemmer af NATO i 1949 og det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (senere EF og nu EU) i 1952 samt siden hen også FN i 1955.
Det hedengangne kristendemokratiske parti, Democrazia Cristiana, udgjorde efter krigen og republikkens grundlæggelse den altoverskyggende og stærkeste politiske magtfaktor i Italien, der dominerede italiensk politik i talrige, skiftende regeringskoalitioner i anden halvdel af det 20. århundrede. Samtidig var det italienske kommunistiske parti, Partito Comunista Italiano, den primære og mest toneangivende oppositionsfaktor, der var engageret i modstandskampen mod det fascistiske regime og den nazistiske besættelsesmagt under 2. verdenskrig, og som Vesteuropas største kommunistparti flere gange kom tæt på regeringsmagten. Begge partier, der i perioder var deciderede massepartier med opbakning fra mere end 30 pct. af vælgerne, opløstes i begyndelsen af 1990’erne, bl.a. som følge af en række omfattende korruptionsskandaler.
I dag er det italienske politiske landskab kendetegnet ved tre blokke: På den ene side står centrumvenstre repræsenteret ved det socialdemokratiske Partito Democratico (Demokratiske Parti); populistisk-progressive Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen) og en række mindre venstrefløjspartier. På den anden side højrefløjen repræsenteret ved nationalkonservative Fratelli d’Italia (Italiens Brødre), der har erklærede rødder i nyfascismen; højrepopulistiske Lega (Ligaen); proeuropæiske og borgerlige Forza Italia samt en række mindre centrumsøgende højrepartier. Endelig står i midten den såkaldte centrumfløj, der blandt andet tæller forhenværende premierminister Matteo Renzis parti, Italia Viva.
I begyndelsen af 2021 gik Conte II-regeringen af som følge af bl.a. interne uenigheder om den italienske genopretningsplan. Resultatet blev en ny regeringsdannelse i februar 2021, der gjorde den tidl. ECB-direktør og guvernør for den italienske nationalbank, Mario Draghi, til premierminister og regeringsleder. Draghi var hverken politiker eller folkevalgt, og hans regering blev betegnet som en national samlingsregering, eftersom dens parlamentariske opbakning spandt over hele det politiske spektrum fra venstre mod højre med en én nævneværdig undtagelse i form af Melonis Italiens Brødre, der var det eneste reelle oppositionsparti til Draghi-regeringen i det foregående parlament.
Det seneste parlamentsvalg blev afholdt den 25. september 2022 og resulterede i en klar valgsejr til den samlede højrefløj. Højrefløjen med Italiens Brødre i spidsen som parlamentets største parti opnåede samlet set 44 pct. af stemmerne - og takket være det italienske valgsystem, som favoriserer brede koalitioner, en endnu større andel af pladserne i parlament. Den samlede venstrefløjskoalition opnåede 27 pct. af stemmerne og centrumkoalitionen ca. otte pct. Ét af parlamentsvalgets store temaer var den historisk lave valgdeltagelse på ca. 64 pct., hvilket er knap ni procentpoint lavere end det foregående parlamentsvalg i 2018. Det nye parlament havde sin første samling den 13. oktober 2022.
På baggrund af den store valgsejr og det folkelige mandat dannede en samlet højrefløj i slutningen af oktober 2022 Italiens i efterkrigstid mest højreorienterede regering. Regeringen under ledelse af premierminister Meloni består af ni ministre, fire viceministre og 14 statssekretærer samt premierministeren selv, der tilhører Italiens Brødre; fem ministre, to viceministre og ni statssekretærer fra Lega; fem ministre, to viceministre og seks statssekretærer fra Forza Italia; fem uafhængige ministre og én uafhængig statssekretær; samt to statssekretærer fra Os Moderate (det fjerde regeringsparti, som er en sammenslutning af en række mindre centrumhøjre-partier). Det er i Italien én af præsidentens prærogativer at sikre, at forfatningen overholdes, herunder mht. Italiens EU-engagement og internationale forpligtelser, hvorfor præsident Mattarella derfor særligt har vurderet, hvem Meloni indstillede til posterne som udenrigs-, forsvars-, økonomi og finans- samt indenrigsminister.
Italien er verdens ottendestørste økonomi og den tredjestørste i EU (kun overgået af Tyskland og Frankrig).
På grund af landets økonomiske størrelse er Italien medlem af såvel G20 som G7. Italien eksporterer først og fremmest til andre europæiske lande, men har også stor samhandel med lande som USA og Kina. Landet er blandt Danmarks største eksportmarkeder (11. største). Dansk eksport til Italien beløb sig i 2021 til DKK 33 mia., mens importen fra Italien var på DKK 36 mia.
I 2020 blev Italien og den italienske økonomi som det første land i Europa ramt af COVID-19-pandemien. Den efterfølgende nedlukning omfattede også virksomheder og begrænsede dermed den økonomiske aktivitet, og BNP faldt med 9 pct. Italien forventes at modtage 192 mia. euro fra EU’s genopretningsfund i form af lån og støtte til gennemførelsen af den italienske genopretningsplan og er dermed den største modtager.Genopretningsplanen er opdelt i seks hovedområder, og de vigtigste tværgående prioriteter er hhv. den grønne omstilling (40 pct.) og digitalisering (27 pct.).
Italien har i 2022 indhentet den mistede vækst fra 2020, og væksten i hhv. 2023 og 2024 forventes at være på omkring hhv. 0 pct. og 1 pct.
Italien er traditionelt en varm fortaler for et stærkt EU med effektive institutioner og stadig dybere integration på en lang række områder fra økonomi til forsvar. Fsva. integration i bredden er Italien ligeledes fortaler for EU’s fortsatte udvidelse (først og fremmest mht. landene i den vestlige del af Balkan), der ses som et vigtigt skridt i Europas genforening efter afslutningen på den Kolde Krig. Italien går ind for Tyrkiets EU-medlemskab på længere sigt. Derudover har bl.a. en fælles europæisk energipolitik, som skal give forsyningssikkerhed til hele Europa, længe været en italiensk prioritet.
Italiens medlemskab af NATO er den centrale forankring af Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik. Italien bidrager aktivt til en lang række internationale fredsbevarende operationer med et stort antal soldater og militært materiel. Stærke transatlantiske relationer har ligeledes traditionelt været en hjørnesten i Italiens sikkerheds- og forsvarspolitik.
Italien er grundet sin geografiske placering og historie som kolonimagt stærkt orienteret mod den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation i middelhavsområdet, herunder ikke mindst landene i Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen). Særligt Libyen, et tidligere italiensk koloniområde, har længe stået centralt på den italienske udenrigspolitiske dagsorden. Dette ikke mindst efter de seneste årtiers ustabilitet i landet, som har påvirket sikkerhedssituationen i såvel nærområderne som hele middelhavsregionen – i særdeleshed fsva. migration til Europa.
Netop migration står højt på den politiske dagsorden i Italien. Grundet de høje ankomsttal, der er blevet registreret gennem årene, fylder migration meget i både den indenrigs- og udenrigspolitiske debat i Italien. Mellem 2014 og 2018 ankom omkring 670.000 flygtninge og irregulære migranter til Italien. Siden da er ankomsttallene i perioder faldet markant, og i 2020 blev denne tendens forstærket af COVID-19-pandemien. Imidlertid har migrationsstrømmene i 2021 igen resulteret i massive ankomsttal, og der tales om tredoblinger i sammenlignet med 2020 og 2019. Størstedelen af de migrerende til Italien indskibes fra Libyen eller Tunesien, og flygtningene og de irregulære migranter kommer hovedsageligt fra Tunesien, Algeriet, Marokko, Bangladesh, Syrien og Afghanistan. På EU-niveau arbejder Italien for at finde fælles løsninger til håndtering af migrationen mod Europa.
