Praktik ved den danske ambassade i ROM

Praktikant i den danske udenrigstjeneste

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af muligheder og giver dig mulighed for at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine kompetencer af i et internationalt miljø.

Som praktikant vil du indgå som en integreret del i det team, du tilknyttes. Du vil få tildelt en vejleder i teamet, som vil introducere dig til opgaverne i teamet og give dig løbende vejledning og feedback på disse opgaver. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilket team du tilknyttes.

 

Ambassaden i Rom tilbyder fem praktikpladser i følgende afdelinger/teams:

Praktikant til afdelingen for økonomisk diplomati, Ref.nr. TC-2

Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Jacob Green på [email protected]

 

Praktikant til politisk-økonomisk afdeling, Ref.nr. POL-1

Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Rikke Høyer Hughes på [email protected]

 

Praktikant til den multilaterale afdeling, Ref.nr. MULTI-1

Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Lisbeth Jespersen på [email protected]

 

Kommunikationspraktikant Ref.nr. COM-1

Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Rikke Høyer Hughes på [email protected]

 

Varighed af praktikophold og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt til praktikophold af 6 måneders varighed i følgende perioder:

Forårshold: 1. februar – 31. juli
Deadline for ansøgning til dette hold er den 10. september året forinden


Efterårshold: 1. august – 31. januar
Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år

Det er muligt at anmode om, at praktikopholdet bliver af 5 måneders varighed.  

Krav
For at kunne komme i betragtning til et praktikophold skal du være tilmeldt et studie ved en højere læreanstalt på bachelor- eller kandidatniveau, og det skal du vedblive med at være under hele praktikopholdet.

Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, have fast bopæl i Danmark på ansøgningstidspunktet og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.

Det er desuden en betingelse for at kunne blive tilbudt et praktikophold, at du ikke tidligere har været praktikant i den danske udenrigstjeneste, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. 

Du bedes på forhånd sikre, at din uddannelsesinstitutions praktikkrav er forenelige med et praktikophold i den danske udenrigstjeneste (f.eks. læringskrav og krav til længde af praktikophold.

Kvalifikationer
Vi søger studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod, et stort engagement samt en nysgerrig, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office pakken (PowerPoint, Excel & Word).

Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold.

Hvis dit studie stiller krav om, at du skal aflevere en akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få mellem 3 til 10 skrivefridage.

Bolig og forsikringer
Du er selv ansvarlig for at finde bolig , og det et krav, at du har en rejseforsikring (der også skal dække hjemrejse ved sygdom og død) og en ansvarsforsikring, der dækker uden for arbejdstid. 

Udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, og du skal selv afhold alle udgifter forbundet hermed, herunder til bolig, forsikringer, transport, visum, vaccinationer etc. 

Dog kan der ydes en kompensation på kr. 5.000 pr. måned til dækning af visse dokumenterede, der knytter sig til praktikopholdet.

De fleste praktikanter har mulighed for at medtage deres SU. Det er dit eget ansvar at få afklaret, hvad der gælder for din SU.

Hvordan søger du?
Du søger praktikophold på ambassaden i Rom ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema: Klik her. Linket er aktivt fra den 10. februar til den 10. marts samt fra den 10. august til den 10.september 2025.

I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud den ønskede praktikantstilling, som du har set i dette praktikantopslag.

Du må gerne søge flere repræsentationer, dog max. 10. Hvis du ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gøre det via deres hjemmesider, og anvende deres ansøgningslink og referencenumre. Bemærk, at alle repræsentationer kan se hvilke repræsentationer, du har søgt – og har adgang til de ansøgninger, du sender.

Når du ansøger, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/karakterer. Herudover kan du uploade andre dokumenter, f.eks. udtalelse fra en arbejdsgiver eller din uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.

Din motiverede ansøgning bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også fsva. sprog) ift. den konkrete praktikantstilling. Ansøgningen må max. fylde én side.

Hvis du har spørgsmål til praktikophold på ambassaden i Rom er du velkommen til at kontakte os på [email protected]. Deadline for din ansøgning er enten den 10. marts eller den 10. september.