37 pct af Letlands energiforbrug kommer fra vedvarende energikilder, især vandkraft og biomasse. Til gengæld udgør vindenergi kun en meget lille andel af energiforbruget (ca. 2-3 pct).
Med Letlands målsætning om, at al elektricitet skal komme fra vedvarende energi i 2050 har regeringen et stærkt ønske om at udbygge vedvarende energi markant i de kommende år og dermed sikre en stabil, uafhængig og grøn energiforsyning. Med det nyoprettede klima- og energiministerium i spidsen vil Letland især investere i vindenergi. Der er ikke kun et stort potentiale for offshore vind, men også onshore vind, hvor Letland har åbnet op for, at der kan opstilles vindturbiner i statsskovene, der dækker en fjerdedel af landet.
Udviklingen giver gode muligheder for, at danske virksomheders ekspertise inden for vind kan bringes i spil i Letland, der kigger mod de førende lande, især Danmark. Det gælder blandt andet i forhold til udbudsdesign, tilladelsesprocesser, miljøforhold, integration af vedvarende energi, net-infrastruktur og transmissionsplanlægning.
ELWIND projektet er det første offshore vindprojekt i Letland nogensinde. Projektet ventes udbudt i 2026, og flere offshore vindparker ventes at følge efter.