Praktikant til den danske ambassade i Moldova - Forår 2027

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på spændende oplevelser og giver dig mulighed for at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine kompetencer af i et internationalt miljø.

Forårsholdet: 1. februar – 31. juli

  • Deadline for ansøgning til dette hold er den 10. september året forinden

Efterårsholdet: 1. august – 31. januar

  • Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år

Praktikant i den danske udenrigstjeneste

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på spændende oplevelser og giver dig mulighed for at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine kompentencer af i et internationalt miljø

Du vil indgå som en integreret del i det team, du tilknyttes. Du vil få tildelt en vejleder i teamet, som vil introducere dig til opgaverne i teamet og give dig løbende vejledning og feedback på disse opgaver. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer, afhængig af hvilket team du tilknyttes. 

Hvis din uddannelsesinstitution stiller krav om aflevering af en akademisk opgave i forbindelse med praktikopholdet, er det din uddannelsesinstitution, der har ansvaret for at vejlede dig i forhold til denne. 

Den danske ambassade i Moldova tilbyder to praktikpladser i følgende afdelinger/teams:

•    Praktikant i det politiske team – politisk og økonomisk fokus (Ref nr. POL1)
•    Praktikant i det politiske team – politisk og sikkerhedsfokus (Ref nr. POL2)

Begge praktikpladser på Danmarks ambassade i Moldova inkluderer følgende opgaver:

  • Assistere med at arrangere, deltage i og tage referater fra møder med lokale myndigheder, medier, virksomheder, andre ambassader, internationale organisationer, civilsamfundet med mere.
  • Assistere med Public Diplomacy sager, inkl. kommunikation generelt og ambassadens sociale medier.
  • Bistå med at overvåge den politiske, juridiske og socioøkonomiske udvikling i Moldova.
  • Bistå med at undersøge og analyser politiske processer og politikker og udviklinger; forudsige politiske, sociale og økonomiske tendenser i Moldova samt nye spørgsmål relateret til den overordnede situation og på regionalt plan og i politiske forbindelser med EU.
  • Bistå med analyse og research til brug for virksomhedsrådgivning.
  • Bistå med implementering, overvågning, kommunikation og evaluering af danske udviklingsaktiviteter i Moldova under det danske Naboskabsprogram og andre relevante programmer.
  • Assistere med forberedelse og gennemførelse af bilaterale besøg (politiske, kommercielle, kulturelle) og indkommende delegationers programmer.
  • Forberede eller koordinere briefing og baggrundsmateriale til møder.
  • Bistå med at behandle ad hoc-anmodninger fra offentlige og officielle myndigheder.
  • Udarbejdelse af mundtlige noter og andre breve.
  • Bidrage til en samarbejdende arbejdsplads ved at yde assistance til kolleger, herunder andre teams, når det er nødvendigt og inden for kompetencer og kapaciteter.

 

  • Særligt fokus for POL1: Udover de generelle praktikantopgaver assisterer praktikanten i særdeleshed med opgaver relateret til den økonomiske situation i Moldova og både det handels- og udviklingspolitiske samarbejde.
  • Særligt fokus for POL2: Udover de generelle praktikantopgaver assisterer praktikanten i særdeleshed med opgaver relateret til den sikkerhedspolitiske situation i Moldova og det bilaterale forsvars-, beredskabs- og politi-samarbejde.

Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingerne, kan du rette henvendelse til Jasmin Frentzel Sørensen på [email protected]

Varighed af praktikophold og ansøgningsfrister

Vi søger praktikanter to gange årligt til praktikophold af 6 måneders varighed i følgende perioder:

•    Forårshold: 1. februar – 31. juli med deadline for ansøgning 10. september (året forinden)
•    Efterårshold: 1. august – 31. januar med deadline for ansøgning 10. marts (samme år)

Krav 

For at kunne komme i betragtning til et praktikophold skal du være tilmeldt et studie ved en højere læreanstalt på bachelor- eller kandidatniveau, og det skal du vedblive med at være under hele praktikopholdet.  

Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, have fast bopæl i Danmark på ansøgningstidspunktet og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.

Det er desuden en betingelse for at kunne blive tilbudt et praktikophold, at du ikke tidligere har været praktikant i den danske udenrigstjeneste, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. 

Du bedes på forhånd sikre, at din uddannelsesinstitutions praktikkrav er forenelige med et praktikophold i den danske udenrigstjeneste (f.eks. læringskrav og krav til længde af praktikophold).

Kvalifikationer 

Vi søger studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod, et stort engagement og en nysgerrig, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office pakken (PowerPoint, Excel & Word).

Ferie og arbejdstid

Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold.

Hvis dit studie stiller krav om, at du skal aflevere en akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få mellem 3 til 10 skrivefridage. 

Bolig og forsikringer

Du er selv ansvarlig for at finde bolig, og det er et krav, at du har en rejseforsikring (der også skal dække hjemrejse ved sygdom og død) og en ansvarsforsikring, der dækker uden for arbejdstid. Det anbefales, at du også tegner en ulykkesforsikring, men det er ikke et krav.

Udgifter 

Praktikopholdet er ulønnet, og du skal selv afholde alle udgifter forbundet hermed, herunder til bolig, forsikringer, transport, visum, vaccinationer etc.

Dog kan der ydes kompensation på kr. 4.500 kr. pr. måned til dækning af visse dokumenterede udgifter, der knytter sig til praktikopholdet. 
De fleste praktikanter har mulighed for at medtage deres SU. Det er dit eget ansvar at få afklaret, hvad der gælder for din SU.

Hvordan søger du?

Du søger praktikophold på den danske ambassade i Moldova ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik her

 Linket er aktivt fra den 10. august-10.september 2026.

I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for den ønskede praktikantstilling, som du har set i dette praktikantopslag.

Du må gerne søge flere repræsentationer, dog max. 10. Hvis du ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gøre det via deres hjemmesider, og anvende deres ansøgningslink og referencenumre. Bemærk, at alle repræsentationer kan se hvilke repræsentationer, du har søgt – og har adgang til de ansøgninger, du sender.

Når du ansøger, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/karakterer. Herudover kan du uploade andre dokumenter, f.eks. udtalelse fra en arbejdsgiver eller din uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.

Din motiverede ansøgning bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling. Ansøgningen må max. fylde én side.

Hvis du har spørgsmål til praktikophold på den danske ambassade i Moldova er du velkommen til at kontakte os på [email protected]. Deadline for din ansøgning er 10. september 2026.