Internationalt dansk kørekort
Ved midlertidigt ophold i Thailand i op til tre måneder skal gyldigt internationalt kørekort anvendes. Man kan ikke lovligt føre motorkøretøj i Thailand med et dansk kørekort uden også at have et gyldigt internationalt dansk kørekort.
Et internationalt kørekort er gyldigt i et år, men du må maksimalt køre på dit internationale kørekort i tre måneder i Thailand. Har du fast bopæl i Thailand eller opholder du dig i landet længere end tre måneder, skal dit danske kørekort ombyttes til et thailandsk.
Vi gør desuden opmærksom på, at det, ifølge thailandsk lovgivning, er lovpligtigt at have et gyldigt internationalt motorcykelkørekort for at køre hhv. scooter eller motorcykel i Thailand.
Bemærk at internationalt kørekort, udstedt i medfør til Genevekonventionen angående international færdsel af 1949 samt international færdsel af 1968, begge er gyldige til kørsel i Thailand.
Bestillingsprocedure
Når du møder op på ambassaden, skal du medbringe følgende:
- Kørekort (Fysisk kørekort, kørekortsappen kan ikke bruges uden for Danmark)
- Dit pas
- 1 stk. pasfoto
- Kopi af kvittering for indbetaling af ambassadens gebyr
- Følgende ansøgningsblanket P22 udfyldt i to eksemplarer
Du kan finde informationer om regler for gældende pasfoto her.
Ekspeditionstid
Der skal påregnes en ekspeditionstid på mindst en måned fra ansøgningen er indgivet på ambassaden, til vi modtager det nye internationale kørekort.
Gebyr og tidsbestilling
Se venligst gebyret på bestilling af internationalt dansk kørekort her.
Tidsbestilling er obligatorisk. For at booke tid til kørekort, klik her.