Økonomi

Økonomi

Tjekkiets økonomiske situation i overordnede træk.

Hvornår

Tjekkiet har en af de mest udviklede industrielle økonomier i Central- og Østeuropa, og Tjekkiets økonomi hørte i 2025 til en af de hurtigst voksende i EU.

Årene med covid-19 og efterfølgende fuldskala-invasionen af Ukraine havde imidlertid en betydelig negativ indvirkning på den tjekkiske økonomi. Nøgletallene for 2020 og 2021 var langt mindre positive som følge af langvarige og omfattende nedlukninger af samfundet. Prognoserne for fornyet fremgang var gode, men måtte sættes på pause efter Ruslands fuldskala-invasion den 24. februar 2022. Stigende energipriser var med til at drive en kraftig stiging i inflationen, der i de første måneder af 2022 nåede op på over 14 pct. De seneste år har inflationen været faldende, og i 2025 var inflationen på 2,5 pct.

Tjekkiets økonomi drives især af udenrigshandel, og eksport udgør omkring 70 pct. af deres BNP. Samhandlen er fortsat størst inden for EU, hvor mere end 70 pct. af den samlede varehandel i 2025 fandt sted inden for EU's grænser. Her var nærtliggende lande som Tyskland, Slovakiet og Polen de største eksportmarkeder, og Danmark var placeret som det 17. største eksportmarked. Tjekkiets største eksportvarer er køretøjer (f.eks. Škoda), elektronisk udstyr samt maskiner og industrikomponenter, efterfulgt af plast og jern- og stålvarer, hvilket afspejler en eksportprofil domineret af tunge industrivarer og avanceret produktion. Af eksporten af disse varer er Tyskland den største aftager (2025).

Det tjekkiske arbejdsmarked er påvirket af mangel på tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Arbejdsløsheden har i en lang årrække været blandt de laveste i EU. I april 2026 var den tjekkiske arbejdsløshed omkring 5 pct., mens EU-gennemsnittet ligger på 5,8 pct. Der er særlig stor efterspørgsel på arbejdskraft i byggebranchen.

Tjekkiet er medlem af EU, men er ikke en del af eurozonen, da regeringen ikke hidtil har ønsket at fastsætte en dato for indførelse af euroen.

Den tjekkiske energiforsyning er primært baseret på kul, olie og atomkraft, der tilsammen udgør over 80 pct. af energiforsyningen. Hertil har Tjekkiet en stor egenproduktion af kul og atomkraft. Tjekkiet var før 2022 i meget høj graf afhængig af import af olie og gas fra Rusland, men i 2025 blev Tjekkiet endeligt uafhængige af energiimport defra. Tjekkiet er dog i stigende grad afhængig af energiimport, blandt andet af LNG i takt med udfasning af kul og generelt stigende energiforbrug.

Læs mere om Danmarks handel med Tjekkiet og Centraleuropa her.