Gå til indhold

Indiens premierminister Narendra Modis officielle besøg i Danmark d. 3. – 4. maj 2022

Danmarks statsminister Mette Frederiksen var vært for et officielt besøg af Indiens premierminister Narendra Modi i Danmark d. 3.- 4. maj 2022. I forbindelse med premierministerens besøg i Danmark blev der også afviklet et indisk-nordisk topmøde.

Premierminister Narendra Modis officielle besøg i Danmark d. 3. – 4. maj markerede det tætte bilaterale forhold mellem Danmark og Indien. Det var første gang, at premierminister Modi besøgte Danmark. Det er 20 år siden, at en indisk premierminister sidst var på officielt besøg i Danmark.

 

Formålet med premierministerens besøg var at fremme konkrete grønne samarbejder gennem det grønne strategiske partnerskab, som Danmark og Indien indgik i 2020. Formålet med besøget var også at drøfte krigen i Ukraine samt sætte fokus på mulighederne for at styrke handel og investeringer mellem Danmark og Indien. Der blev afviklet et større erhvervsarrangement med deltagelse af statsministeren, premierminister Modi, H.K.H Kronprins Frederik samt danske og indiske erhvervsledere. Formålet var bl.a. at drøfte, hvordan danske virksomheders kompetencer og teknologier kan bidrage til Indiens grønne omstilling, samt potentialet for indiske investeringer i Danmark.

I forbindelse med besøget blev der indgået nye samarbejder på myndigheds- og virksomhedsniveau vedrørende grøn energi, rent vand, grøn finansiering, grøn skibsfart, bæredygtig fødevareproduktion, stærke erhvervsuddannelser, entreprenørskab og iværksætteri samt sundhed. Dertil blev der indgået et nyt kulturudvekslingsprogram samt styrkelse af eksisterende samarbejde inden for migration og mobilitet. Der blev desuden indgået firevirksomhedsaftaler inden for grøn ammoniak, dekarbonisering af cementproduktion og vand. Disse virksomhedsaftaler danner grobund for, at danske virksomheder kan bidrage med konkrete løsninger inden for nøglesektorer for den grønne omstilling og dermed styrke deres position på det indiske marked.

Find mere information om Danmark og Indiens grønne strategiske partnerskab her.

 

Læs den dansk-indiske fælleserklæring her.

 

Indisk-nordisk topmøde

I forbindelse med premierminister Modis besøg i Danmark var statsminister Mette Frederiksen vært for et indisk-nordisk topmøde d. 4. maj sammen med de øvrige nordiske regeringsledere. Fokus for topmødet var på krigen i Ukraine, det multilaterale, den grønne og blå dagsorden samt digitalisering og innovation. Et indisk-nordisk topmøde blev første gang afholdt i Stockholm i april 2018.

 

Læs den indisk-nordiske fælleserklæring her.