Ungarn som marked

Den ungarske økonomi er inde i en gradvis genopretning. BNP-væksten var kun 0,4 % i 2025, men forventes at stige til 2,4 % i 2026, understøttet af en fremgang i investeringerne og en aftagende inflation (OECD). Inflationen er faldet betydeligt siden toppen i 2023. Samtidig viser arbejdsmarkedet og den finansielle sektor fortsat modstandsdygtighed, og arbejdsløsheden forventes at være lav i 2026. Ungarn er fortsat et relativt åbent marked med en stor tilstedeværelse af udenlandsk ejede virksomheder.

Danske datterselskaber i Ungarn beskæftiger næsten 20.000 mennesker. Blandt de førende danske virksomheder og brands er Abacus Medicine, Hagens, Carlsberg, Coloplast, Danfoss, DSV, Grundfos, Hartmann, JYSK, LEGO, Novo Nordisk, Nilfisk, Pandora, Rockwool, Tiger, VELUX, Vestfrost og Xellia.

Hvad er baggrunden for denne succeshistorie? Svaret skal blandt andet findes i Ungarns centrale beliggenhed og landets fremragende infrastruktur inden for transport, logistik og informations- og telekommunikation. Disse forhold gør Ungarn til et foretrukket valg blandt udenlandske investorer.

En anden af Ungarns styrker er den velkvalificerede arbejdsstyrke, som fortsat er tilgængelig til relativt lave lønomkostninger sammenlignet med Vesteuropa. Ungarn tilbyder desuden en enkel og lav selskabsbeskatning – fortsat den laveste i Europa med en sats på 9 % – en flad personlig indkomstskattesats på 15 %.