Gå til indhold

Dansk udviklingspolitisk strategi 2021-2025: Fælles om Verden 

Den udviklingspolitiske strategi ’Fælles om Verden’ vil tage kampen op mod ulighed og fattigdom, forebygge konflikt, skrøbelighed, fordrivelse og irregulær migration og øge modstandsdygtigheden over for klimaforandringerne.
Sådan er strategien blevet til 
Den 28. januar 2021 skød udviklingsminister Flemming Møller Mortensen arbejdet i gang for en afløser til 'Verden 2030' - Danmarks udviklingpolitiske strategi fra 2017 til 2021.

Efter en række politiske forhandlingsmøder over henover foråret 2021, over 100 skriftlige høringsindspil fra civilsamfundet, interesseorganisationer, erhvervslivet og andre interessenter og borgere og adskillige debatarrangementer og møder blev en ny strategi: 'Fælles om Verden' lanceret i juni 2021.

Bredt politisk flertal bag 
'Fælles om Verden' er skrevet af Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Kristendemokraterne og Alternativet - og Regeringen. Partierne ønsker med strategien at skabe håb og muligheder for de mennesker, der rammes hårdest og virkelig har brug for det. Find den officielle aftaletekst for den udviklingspolitiske strategi her.
 
To hovedspor
Strategien lægger grundlaget for dansk udviklingspolitik fra 2021 til 2025 og fokuserer på to overordnede hovedområder:

1. At skabe håb og hjælpe flere bedre, hvor det er sværest. Det handler om at forebygge og bekæmpe fattigdom og ulighed, skrøbelighed, og konflikt og fordrivelse og irregulær migration. Blandt andet gennem en styrket indsats i nærområderne og i skrøbelige lande og regioner. Der skal skabes håb og muligheder for de mennesker, der virkelig har brug for det.  

2. At gå forrest i kampen for klima, natur og miljø - for en klode i balance. Der skal skrues op for klimaambitionerne og ned for de globale CO2-udledninger. Den grønne omstilling skal fremmes. Det vil sige et stort engagement i klimatilpasning, mere arbejde for bedre natur og miljø samt øget modstandsdygtighed med fokus på fattige og sårbare lande og mennesker.

Fælles om verden
Som noget nyt har 2021-2025-strategien klare målsætninger og konkrete handlespor. På den måde kan strategien sætte en endnu klarere og mere fokuseret strategisk retning for dansk udviklingssamarbejde.

Danmarks udviklingssamarbejde vil med strategien stå på et stærkt fundament om at fremme demokratiske værdier og menneskerettigheder. Det gælder ikke mindst indsatsen for piger og kvinders rettigheder og de mest udsatte, sårbare og marginaliserede grupper.

Endelig fastlægger strategien, som det var tilfældet i Verden 2030, at Danmark også fremover vil være et af få lande, som lever op til FN’s målsætning om at give mindst 0,7 pct. af BNI til udviklingssamarbejde. Det giver en grundlæggende sikkerhed og stabilitet omkring dansk udviklingssamarbejde.

Udfordringerne skal løses sammen med partnere – civilsamfundet, FN og multilaterale organisationer, EU, myndigheder og den private sektor med flere. De har unikke løsninger, tilstedeværelse og legitimitet, som er med til at levere udviklingssamarbejde, der gør en forskel.

Den konkrete udmøntning af udviklingsbistanden sker hvert år i forbindelse med Finansloven. I 2021 bruger Danmark lidt over 17 milliarder kroner på udviklingssamarbejde.