Gå til indhold

min rejse til et af verdens fattigste lande

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 14.04.22

Af Flemming Møller Mortensen (S), minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde

 

’Vand! Hvor får de vand fra?’ Det var min første tanke, da jeg trådte ud på jorden i lufthavnen i Nigers hovedstad Niamey, som jeg besøgte i sidste uge.

Niger ligger i den meget tørre Sahel-region i Vestafrika omgivet af lande som Algeriet og Libyen i nord, Mali og Burkina Faso i vest, Chad mod øst og Nigeria mod syd. Landet har omkring 25 millioner indbyggere og ligger på en trist sidsteplads på FN’s liste over verdens mindst udviklede lande. Mere end 40% af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. Og så har de verdens højeste fødselsrate med 6,7 barn pr. kvinde.

Men tilbage til vandet. For her er varmt. Man bliver mødt af en massiv mur af tør hede på 42 grader celcius. Læg dertil, at der ikke er klar, blå himmel. Det ser snarere lettere tåget ud, når man kigger op. Men ’tågen’ er ørkenstøv, der hvirvles op og nærmest lægger et filter over himlen.

Her er vand virkelig lig med liv. Det mærker man fysisk på egen krop med det samme. Af samme grund har Niger kortlagt sine vandreserver, og det har vist, at der er en del vand i undergrunden, hvis man bare borer dybt nok. Derfor fortsætter vi i Danmark også med at støtte projekter, der giver adgang til vand i Niger. Det er også med til at forebygge konflikter og ruste landet til fortsat at kunne producere fødevarer, selvom klimaforandringerne gør det sværere.

Normalt ville jeg som udviklingsminister altid besøge nogle af de projekter, vi støtter i landet, når jeg er på besøg. Men i Niger er situationen ikke til at tage uden for hovedstaden, uden en massiv opdækning på sikkerhedssiden, der skal planlægges månedsvis i forvejen. Det er da heller ikke noget helt nemt nabolag, Niger ligger i.

Den politiske situation er skrøbelig i flere af nabolandene. I Mali mod vest sidder et militærregime på magten. Et regime, hvis ageren vi har stiftet bekendtskab med i starten af året, da det uden varsel og på udiplomatisk vis trak invitationen til vores soldater, der ellers var kommet for at hjælpe med at bekæmpe terroren i Mali. En beslutning og en fremgangsmåde, som regeringen i Niger i øvrigt har taget stærk afstand fra. For i Niger anerkender regeringen, at vestlige styrker er en nødvendig hjælp for at kunne holde de ekstremistiske grupper stangen, som desværre huserer alt for mange steder i Sahel-regionen.

I Niger har de hverken meget til overs for Ruslands invasion af Ukraine eller den russiske lejehær Wagnergruppen, som deres naboer i Mali har inviteret indenfor. I det hele taget orienterer Niger sig mere mod Vesten.

De har et spirende demokrati, og på den front er Niger et af regionens få lyspunkter. Deres demokrati er ikke uden masser af udfordringer, og det har ikke så dybe rødder i samfundet, som vi kender det i f.eks. Danmark. Men man må også anerkende, at deres udgangspunkt ikke er helt let. Niger er et kæmpestort land, omtrent 30 gange større end Danmark. Der er meget fattigt, tyndt befolket, og befolkningen består af otte etniske grupperinger. Læg dertil uro og spændinger både internt og i nabolandene. Men de prøver i Niger. De kæmper for deres spæde demokrati.

Noget af det, som vi også støtter i Niger, er deres arbejde med menneskerettigheder. Måske lyder det indlysende, at politiet skal overholde menneskerettighederne. Men det er det ikke i mange lande i verden. I Niger besøgte jeg politiskolen, som i 20 år har samarbejdet med Dansk Institut for Menneskerettigheder om undervisning af politieleverne om netop dette. Jeg talte med eleverne, så deres undervisningsmateriale og hørte dem reflektere over, hvorfor menneskerettigheder er afgørende for at kunne udføre opgaven som politibetjent. Og jeg er ikke i tvivl: Det danske bidrag og politiskolens fokus er med til at skabe mulighederne for mere tryghed for Nigers befolkning og hjælper dermed det spirende demokrati i landet.

Endelig kan man ikke komme udenom, at Niger er udfordret af migration. Niger har længe været transitland for irregulær migration, særligt fra syd mod nord. Landet ligger i anden række til Middelhavet, og det enorme territorium er praktisk talt umuligt at bevogte. Jeg besøgte et migrationscenter, som Danmark støtter, hvor man hjælper migranter hjem, der har været ofre for sextrafficking, menneskesmuglere og anden form for udnyttelse. Hvis vi skal forebygge og afhjælpe konsekvenserne af irregulær migration, så er Niger et nøgleland.

Oplevelserne i Niger sidder stadig i kroppen på mig. Det giver virkelig mening for mig, at vi fortsat hjælper her via vores udviklingssamarbejde.