Sådan træffer EU beslutninger

Den almindelige lovgivningsprocedure

Hovedprincipperne i den almindelige lovgivningsprocedure er følgende:

• EU-Kommissionen fremsætter forslag til lovgivning
• Rådet og Europa-Parlamentet vedtager lovgivningen
• Medlemslandene har hovedansvaret for at gennemføre EU-beslutningerne
  
  

Kommissionen stiller forslag

Kommissionen har som hovedregel eneret til at fremsætte lovforslag; man siger således at Kommissionen har ’initiativretten’ i EUs beslutningsproces.

Forud for fremsættelse af et lovforslag benytter Kommissionen sig ofte af ekstern rådgivning i form af ekspertudvalg og rådgivende udvalg, hvori medlemsstaterne, regionale og lokale myndigheder samt interesseorganisationer mv. er repræsenteret.

Kommissionen kan også arrangere offentlige høringer om et emne, ligesom Kommissionen kan benytte sig af de såkaldte ”grøn” og de mere detaljerede ”hvid-bøger”, hvori et emne analyseres og mulige handlemuligheder på EU-plan overvejes.

Rådet og Europa-Parlamentet vedtager

Den almindelige lovgivningsprocedure indebærer, at Europa-Parlamentet og Rådet begge skal godkende et forslag, før det er vedtaget. Et forslag kan gennemgå op til tre behandlinger.

Hvis der hurtigt kan opnås enighed mellem de to institutioner, vedtages forslaget typisk ved førstebehandlingen. Langt de fleste forslag forhandles på plads mellem Rådet og Europa-Parlamentet i førstebehandlingen.

Viser det sig umuligt at nå til enighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet i førstebehandlingen, går forslaget videre til andenbehandlingen.

Hvis et lovforslag ikke er vedtaget efter andenbehandlingen, indkalder formanden for Rådet et ”forligsudvalg”, som består af lige mange repræsentanter for Rådet og Parlamentet. Det er udvalgets opgave at skabe enighed mellem Rådet og Parlamentet inden for en periode på seks uger.

Medlemslandene administrerer og gennemfører

Hovedparten af EU-lovgivningen bliver administreret og gennemført af medlemslandene. Det sker i de fleste tilfælde ved, at EU-beslutningerne bliver skrevet ind i den nationale lovgivning og efterfølgende gennemført på samme måde som almindelige nationale love.

I andre tilfælde har EU-lovgivningen direkte virkning, hvilket vil sige, at den ikke behøver, at blive skrevet ind i den nationale lovgivning for at være gyldig.

EU-systemet råder over en ganske begrænset central forvaltning, og den praktiske gennemførelse af EU-lovgivningen er derfor helt afhængig af de enkelte medlemslandes myndigheder.

Såfremt et medlemsland ikke gennemfører EU-lovgivningen fuldt ud, kan det pågældende land bringes for EU-domstolen, som har kompetence til at vurdere, om medlemslandene lever op til de forpligtelser, de har indgået. Både Kommissionen og de øvrige medlemsstater kan indbringe medlemslande for EU-domstolen.

Øvrige procedurer

Ud over den almindelige lovgivningsprocedure findes nogle særlige lovgivningsprocedurer. Hvilken procedure der anvendes afhænger af hvilket område, lovgivningen omhandler, og det er fastlagt i EU’s traktater.

Forskellen på disse procedurer er først og fremmest knyttet til, hvilken rolle Europa-Parlamentet spiller i lovgivningsprocessen. Afhængig af procedure spænder Europa-Parlamentets rolle lige fra høringsberettiget part til medlovgiver på lige fod med Ministerrådet.