Mistanke om uregelmæssigheder
Mistanken kan opstå på forskellige måder. Den kan opstå under de hyppige revisioner, Danida kræver ved forvaltningen af midler. I andre tilfælde kan det være ansatte på programmerne, der oplever uregelmæssigheder. Eller det kan være fra et tip fra en ”whistleblower”.
Når Danida modtager oplysninger om mistanke om misbrug, bliver der iværksat en procedure (en såkaldt c-sag), hvor der, om muligt i samarbejde med partneren, bliver søgt yderligere indsigt i sagen, og hvor det så hurtigt som muligt bliver sikret, at et tilsvarende misbrug ikke kan finde sted. Som led i opfølgningen skal ansvaret for misbruget placeres, og det skal besluttes, hvordan der skal følges op. Det sker typisk med politianmeldelse og tilbagebetalingskrav. En yderligere konsekvens kan være, at samarbejdet med partneren helt ophører.
Offentligheden, herunder Rigsrevisionen, kan se på UM’s hjemmeside, når der oprettes en sag om mistanke (c-sag). Rigsrevisionen modtager herudover kvartalsvise oversigtsrapporter. Hvis der er sager af væsentlig art, modtager Rigsrevisionen særlige underretninger. På hjemmesiden registreres de enkelte sagers udvikling, indtil sagerne bliver afsluttet, enten med et tab, ved at midlerne er betalt tilbage, eller ved at mistanken om misbrug er annulleret.
Hvis en sag bliver afklaret med det samme, bliver en enkelt underretning offentliggjort, der redegør for sagen, hvordan der er taget hånd om misbruget, og hvordan sagen er afsluttet, enten ved tilbagebetaling af midlerne eller med et tab.
En sag bliver betragtet som afsluttet, når mistanken om misbrug viser sig at være ubegrundet, eller – hvor mistanken var velbegrundet – når de misbrugte penge er helt eller delvist tilbagebetalt, eller når pengene bliver vurderet til ikke at kunne inddrives og derfor betragtes som tabt.
Før offentliggørelsen gennemgår Udenrigsministeriet skrivelserne for at vurdere, om der gør sig særlige beskyttelsesværdige hensyn gældende. Det kan betyde, at visse oplysninger ikke offentliggøres under hensyn til offentlighedsloven. Det kan for eksempel dreje sig om personfølsomme oplysninger i henhold til generel forordning om databeskyttelse eller oplysninger, der kan skade Danmarks udenrigspolitiske interesser. Der kan også være oplysninger, der tilbageholdes af hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser. Der vil løbende blive foretaget en vurdering af, om der for tilbageholdte oplysninger og dokumenter er sket ændringer, der muliggør mere offentlighed.
Med offentliggørelsen af underretningsskrivelserne ønsker Udenrigsministeriet størst mulig åbenhed om korruption med dansk udviklingsbistand.
Eventuelle spørgsmål om c-sager, herunder underretninger der er mere end to år gamle, kan rettes til kontoret for Finansiel forvaltning, tilsyn og rådgivning vedrørende tilskud (TILSKUD): [email protected].