Praktikant til handelsafdelingen

Har du interesse for international handel, eksportfremme og økonomisk diplomati? Og har du lyst til at få indblik i, hvordan en ambassade arbejder med at hjælpe danske virksomheder ind på nye markeder? Så kan en praktikplads i ambassadens handelsafdeling være noget for dig.


Handelsafdelingen er en del af Udenrigsministeriets Trade Council og arbejder med at rådgive og støtte danske virksomheder i deres eksportaktiviteter og internationalisering. Afdelingen bidrager blandt andet med markedsindsigt, strategisk rådgivning, netværk og kontakt til relevante marokkanske myndigheder, organisationer og samarbejdspartnere.


Som praktikant bliver du en del af en international og varieret hverdag, hvor du får mulighed for at arbejde med konkrete erhvervs- og eksportfremmeopgaver og opnå et indgående kendskab til international handel i praksis.


Dine typiske arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:

  • Udarbejdelse af markedsanalyser og research om udvalgte sektorer og erhvervsmuligheder
  • Bidrag til rådgivning af danske virksomheder med interesse for det marokkanske marked
  • Branding og formidling af Marokko som marked for danske virksomheder
  • Planlægning og gennemførelse af delegationsbesøg, virksomhedsbesøg og erhvervsfremstød
  • Udarbejdelse af præsentationer, notater og kommunikationsmateriale
  • Deltagelse i møder, konferencer, events og ekskursioner
  • Kontakt og koordinering med danske virksomheder og lokale samarbejdspartnere.

Som praktikant får du mulighed for at arbejde tæt sammen med ambassadens handelsrådgivere og øvrige medarbejdere samt selv tage ansvar for konkrete opgaver og projekter.


Kvalifikationer
Vi forestiller os, at du:

  • Er studerende på en relevant videregående uddannelse, eksempelvis inden for erhvervsøkonomi, international business, samfundsvidenskab eller politik
  • Har interesse for international handel, eksport, erhvervsfremme og økonomisk diplomati
  • Har gode analytiske, kommunikative og formidlingsmæssige evner
  • Er struktureret, initiativrig og i stand til at arbejde både selvstændigt og sammen med andre
  • Behersker dansk og engelsk godt, både skriftligt og mundtligt
  • Har kendskab til Microsoft Office-pakken, herunder PowerPoint, Excel og Word
  • Kendskab til fransk samt erfaring med markedsanalyse, erhvervsliv eller internationalt arbejde er en fordel.

I din ansøgning må du gerne give konkrete eksempler på, hvordan du bringer dine kvalifikationer og kompetencer i spil.