Praktik

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af muligheder og giver dig lejlighed til at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine færdigheder af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af det team, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i teamet. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilket team du tilknyttes.

Den danske ambassade i Rabat tilbyder tre praktikpladser i følgende afdelinger/teams 

  • Praktikant til den politiske afdeling, referencenummer POL-1
    • Den politiske afdeling følger den politiske, sociale og økonomiske udvikling i Marokko og Mauretanien. Praktikanten bidrager til udarbejdelse af indberetninger og rapporter herom til Udenrigsministeriet i København og til aktiviteter under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP). Deltagelse i møder og konferencer indgår i praktikantens arbejde samt planlægning af delegationsbesøg. 
  • Praktikant til handelsafdeling, referencenummer TC-1
    • Handelsafdelingen, en del af udenrigsministeriets Trade Council, rådgiver og støtter danske virksomheder i deres eksportaktiviteter og internationalisering. Praktikanten bidrager med en lang vifte af opgaver som udarbejdelse af markedsanalyser, research på bestemte sektorer, branding af Marokko for danske virksomheder og planlægning af delegationsbesøg. Deltagelse i møder og ekskursioner indgår også i praktikantens arbejde.
  • Praktikant til kommunikations- og public diplomacy-afdelingen, referencenummer COM-1
    • Som kommunikationspraktikant bidrager du til udførelsen af ambassadens overordnede kommunikations- og public diplomacy-strategi, herunder gennem udarbejdelse af engagerende indhold til ambassadens digitale platforme (særligt sociale medier). Deltagelse og planlægning i ambassadens kulturelle og public diplomacy-aktiviteter indgår også i praktikantens arbejde samt planlægning af delegationsbesøg. 

Krav
For at kunne komme i betragtning til et praktikophold skal du være tilmeldt et studie ved en højere læreanstalt på bachelor- eller kandidatniveau, og det skal du vedblive med at være under hele praktikopholdet.  

Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, have fast bopæl i Danmark på ansøgningstidspunktet og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.

Det er desuden en betingelse for at kunne blive tilbudt et praktikophold, at du ikke tidligere har været praktikant i den danske udenrigstjeneste, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. 

Du bedes på forhånd sikre, at din uddannelsesinstitutions praktikkrav er forenelige med et praktikophold i den danske udenrigstjeneste (f.eks. læringskrav og krav til længde af praktikophold). Opholdet skal bidrage til din uddannelse og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder. 

Kvalifikationer
Vi leder efter studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Kendskab til fransk vil være en fordel. Derudover forventes det, at du har erfaring med Microsoft Office-pakken, herunder PowerPoint, Excel og Word.

Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få visse skrive-fridage (antallet fastsættes af repræsentationen baseret på krav til omfang og kompleksitet af opgaven, men vil aldrig kunne overstige 10 dage).


Bolig og forsikringer
Ambassaden stiller en fælles bolig til rådighed for praktikanterne i centrum af Rabat. Du skal for egen regning tegne forsikring, der dækker hjemrejse ved sygdom og død samt ansvar uden for arbejdstider.
 
Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 1800 pr. måned til dækning af dokumenterede udgifter til transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet. De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.
 
Hvordan ansøger man?
Du søger praktikophold på Den danske ambassade i Rabat ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik her. Linket er aktivt fra den 10. februar-10. marts 2026.


I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling (hhv. POL-1, TC-1 og COM-1). Du kan kun søge praktikantstillinger på ambassaden i Rabat via ovenstående link og kun anvende de ovenfor angivne referencenumre. Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider og søge via deres ansøgningslink.


Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/ karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.


Din motiverede ansøgning bør max. fylde én side, skrives på hvidt papir, og den bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling.


Hvis du har spørgsmål til praktik ophold på ambassaden i Rabat, er du velkommen til at kontakte os på [email protected]